Hele ugen fandt jeg lejlighed til at køre ekstra ture og tage små snoede omveje. Så sjov og let kører den nye Ducati Monster 1100. Den buldrer bare af køreglæde og lyst til bløde kurver. Men den klager heller ikke, selv om en motorvej dukker op.

Som få andre motorcykler tiltrækker Ducati'erne med deres helt egen stil og kultur også andre end motorcykelfolket, selv når det gælder disse enkle og basale gadeversioner.

Glem ørepropperne
Det markante italienske design er en stor del af forklaringen, men den særlige Ducati-sound fra V2-motoren påvirker også omgivelserne. Selv lod jeg ørepropperne blive i lommen, og ofte vendte folk sig for at se motorcyklen alene på grund af lyden. Ikke fordi den støjer, men på grund af de unikke skraldende toner.

Opbygningen med Ducatis særkende, stellets ramme af rørgitter, er grundlæggende den samme som på lillebroderen, Monster 696, fra sidste år. Kun er svinggaffelen til baghjulet her støbt i alu og med én arm mod to på den lille. Det medvirker til, at vægten kun er steget med 8 kg til 169 kg med tom tank. Denne beskedne vægt slås ikke af konkurrenter i denne klasse.

Afslappet kørestilling
Frihøjden er også øget noget, og det indstillelige sæde er som standard hævet fire centimeter. Det betyder, at selv velvoksne mænd på godt 190 cm sidder godt. Faktisk er den afslappede og let fremadlænede kørestilling med hænderne på det lidt brede styr en meget positiv overraskelse. Den kan holdes i timevis uden anstrengelse.

Og selv uden vindspejl skal farten en del over de lovlige grænser, før vinden bliver generende.

Fra starten skal man dog lige vænne sig til at sidde med hovedet helt henne over forhjulet, for Monster 1100 er kort og kompakt.

Den opbygning medvirker også til maskinens legende lethed i kurverne. Uden at skabe uro på de lange lige stræk.

Gearet gør det sjovt
Motoren, kendt fra modellerne, Multistrada og Hypermotard, har 95 hk. Ikke overvældende for en 1100 ccm italiensk gadedreng.

Med god trækkraft fra de to stempler mangler der ikke kræfter under kørslen, dog skal gearene anvendes lidt flittigt for at få det rigtig sjovt. Motoren liver op, når omdrejningerne kommer over 4.000-5.000 omdr/min., og det betyder faktisk, at under kørsel på motorvej er 6. gear et rent overgear, hvis man ikke ved de lovlige hastigheder skal hakke hen ad vejen.

Teknikken virker, som den skal, bremser, gear og kobling fungerer fint, affjedringen var på testcyklen sat dejligt hårdt op, men den kan justeres, hvis bagen bliver for øm.

Umuligt at se farten
Spejlene er gode og lette at indstille perfekt, men på et V2'er kan de jo af og til ryste så meget, at det kan være det samme. Instrumenterne er sparsomme, omdrejningstælleren fylder det meste, og i solskin kan det være næsten umuligt at se, hvor hurtigt man kører.

I en særlig S-version er der særlig fin Öhlins-affjedring, guldfarvede fælge og noget kulfiber hist og pist, men det koster også over 40.000 kr. ekstra at klæde den så fint på. Og spørgsmålet er, om det overhovedet passer til en italiensk gadedreng. lars-bo.larsen@pol.dk