Det var påskedag klokken cirka 11. Jeg var en tur i stalden, der fungerer som hønsehus for alle dværghønsene. Jeg kiggede efter reder med æg og kontrollerede de to høns, der har ruget i snart tre uger. Kyllingerne måtte være på vej. Den første havde termin 2. påskedag.

Hunden var med – det er den altid. Den snuser i alle hjørnerne, for måske har der været en mus eller en rotte, og ellers kan man jo altid jage en vildfaren høne ud af stalden, for det giver sådan en god lyd.

Den snusede mere, end den plejer; var tændt, som det hedder. Jeg holdt øje, for måske fangede den pludselig en rotte, og det ser så flot ud. Men da den løb ind bag en gammel dør, der stod op ad muren, lød der pludselig ophidset gøen og samtidig et højt, skærende skrig. Sekundet efter kom et mørkt dyr farende ud med hunden efter sig, løb over mine fødder og forsvandt ind i en af staldens bokse. Hunden løb efter som et lyn.

Mink på flugt
Inde i boksen løb de rundt som rasende et par gange, hvorpå dyret smuttede ind i et hul i hjørnet. Den lignede en mink, og jeg blev meget ophidset. Hunden blev også, for dyret var væk, og den gravede og gnavede i høet og brædderne omkring hullet, mens jeg stod lamslået og gloede, for lige oven over hullet lå den ene af skrukhønsene på sine 13 æg, som altså skulle blive til kyllinger dagen efter. Mink og kyllinger – det er en dødelig kombination!

LÆS ARTIKELÆggemysterium får Ryge til at bede læserne om hjælp

Derfor flyttede jeg hønen varsomt og lagde æggene et andet sted i stalden. Det pippede i dem. Hentede derpå et brækjern og løsnede brædderne over hullet, mens hunden holdt vagt, og i samme sekund brædderne var løse, skete det: Minken var synlig, og hunden kastede sig over den. Minken skreg, og hunden hylede.

Ryge så lamslået til
Det var en kamp på liv og død, og hunden, en lille ruhåret foxterrier, brugte den metode, som den slags hunde har brugt i generationer, når de har aflivet mus og rotter. Den tager fat i dyret og rusker det voldsomt fra side til side. Sådan gør man i dens liv, hvad enten det er sjov eller alvor. Det plejer at virke omgående.

Men ikke her. En mink er stor, og den blev kun langsomt svagere. Jeg gætter på, at det varede et minut, før den døde. Imens stod jeg bare lamslået og kiggede på, for jeg havde ingen chance for at blande mig. Havde ganske vist mit brækjern i hånden, men turde ikke bruge det. Ville jo nødig ramme hunden.

LÆS ARTIKELSøren Ryge: Nu er måren død

Men den klarede det selv. Da minken var død, gik den med stolte, stive ben ud af stalden med den, og jeg kunne flytte min skrukhøne og æggene tilbage på plads. I den næste time fulgte jeg hunden, der uendelig stolt og beslutsom ville gemme sit bytte. Først gravede den det ned i asken fra et bål ude på marken, så kun minkens hale var synlig. Da jeg hev den frem (fordi jeg jo manglede at tage billeder), blev den fornærmet og gik over på nabo Pouls mark med den. Gravede et dybt hul og gemte den igen. Troede den.

Den fredede ilder
For senere kom nabo Jesper forbi. Jeg fortalte om dramaet, og han mente bestemt, at det ikke var en mink, men en ilder. Så hentede vi dyret på marken, og han havde ret. Det var en ilder, en han, med hvidt omkring snuden og kort hale. De findes mange steder i naturen, også omkring gårde med høns, fordi de er eksperter i at finde og æde hønseæg og små kyllinger, hvorimod de ikke er slemme til at dræbe voksne høns.

LÆS ARTIKELSøren Ryge: Derfor graver ræven haven op

Det gør måren og minken og ræven.

Men der er en væsentlig forskel på disse tre og ilderen. Husmår, mink og ræv må skydes, når der er jagttid. Minken må desuden fanges hele året. Hvorimod ilderen er totalfredet. Jeg har dog undersøgt sagen og konstateret, at når en ilder antræffes i hønsehus og dueslag eller lignende, må den reguleres, som det hedder. Altså fanges eller nedlægges. Og når ens hund helt af sig selv fanger og dræber den, så er der vistnok heller ingen juridiske problemer (selv om der i disse hunde-debat-tider nok skal være nogen, der finder på et eller andet – det ta’r vi, når det kommer).

Cathrine får sig en minkkrave
2. påskedag havde hønen 10 kyllinger.

Og midt på dagen gøede hunden atter som besat. Den stod på marken på den anden side af åen, der løber forbi huset, og gravede vildt ved nogle gamle tagplader. Der lød lyde under dem – nøjagtig som fra ilderen.

Da jeg løftede pladerne og var klar til at se dramaet fra dagen før gentage sig, drønede der et hvidt lyn ud og tog et kæmpe hovedspring ned i åen. Hunden gjorde det samme. Derpå svømmede dyret i rasende fart op ad åen, mens den stakkels hund hurtigt sakkede bagud og måtte se byttet forsvinde. Bagefter løb den fortvivlet rundt langs med åen i flere timer.

Det var ikke en ilder. Det var en mink. Endda en af de fine pastelfarvede. Godt, at hunden ikke kom i nærkontakt med den, for den er et betydelig større og stærkere bytte end ilderen. Men noget rigtig forbandet skidt, at den er lige herude – 50 meter fra hønsehuset og 20 meter fra isfuglekassen (det er jo derfor, isfuglen ikke vil bruge den, selv om den har været forbi og kigge).

Jeg satte fælder op, og tirsdag var der gevinst. Minken sad i fælden og blev aflivet med skud fra salonriflen. Cathrine får lavet en krave af skindet.

Konklusion: Det har været en kold påske, men kedelig var den ikke!

FACEBOOKBliv ven med Politiken