Der er kun en måde, hvorpå man kan entre den tidligere Gasolin-guitarist, billedkunstneren Franz Beckerlees japanske zenhave på, og det er den ydmygt bukkende.

»Grunden til, at indgangen er så lav, er ikke – som mange tror – at japanerne er mindre end os«, forklarer Franz Beckerlee og kører den lille over 100 år gamle skydelåge med træpaneler til side med en raslende lyd.

»Forklaringen er den, at man ved at lave indgangen så lav forhindrer eventuelle fjender i at trække sværdet, hvis de skulle finde på at åbne skydedøren og trænge ind i haven«.

Fra haveforening til stenlandskab
Frem toner i stedet et meditativt stenlandskab med en rislende kilde og en bro, der fører videre til en fin lille pagodebygning a la ægte japansk tehus.

»Huset – eller husene, for det drejer sig faktisk om to sammenbyggede huse – er opført i starten af forrige århundrede«, fortæller Franz Beckerlee.

»I 1930’erne boede der en malermester i det ene og en dame i det andet. Så skete der det, at de blev forelskede i hinanden og lavede en dør mellem husene, så de kunne besøge hinanden. Til sidst fik de lov til officielt at slå grundene sammen, så faktisk har jeg en dobbeltgrund. Og pagodetaget? Det har jeg selv lavet«.

Foto:  Karina Demuth

Klar til at modtage fred
Rundvisningen begynder ved vandposten til venstre for indgangen.

»Tsukubai har sin faste plads i alle japanske haver«, forklarer Franz Beckerlee, »her skal man skylle mund og hænder og på den måde gøre sig klar til at modtage havens fred«. Når man efter den indledende sammenfoldning retter sig ud igen, er man i en anden verden.

Væk er den folkelige, nærmest arketypiske, danske hygge, der gennemsyrer hver en græsplet i Københavns ældste haveforening Vennelyst.

Vandposten,  hvor man skyller mund og hænder for at være klar til at modtage havens fred, er et fast element i den klassiske japanske tempelhave. Foto: Karina Demuth. Vandet, der stilfærdigt er til stede overalt, enten i bogstavelig forstand eller i form af et hav af symbolske referencer, er et af de stærkeste billeder i buddhismen, forklarer Franz Beckerlee:

»Vand har den unikke egenskab, at det ubesværet former sig efter landskabet og løber igennem det uden modstand. Denne tanke kan man jo også lede hen på f.eks. menneskelige relationer og den måde, man lever sit liv på.

I det øjeblik man forliger sig med sin skæbne og accepterer tingene, som de er – da kan man være glad og lykkelig. Det er først, når man vil noget andet, at tingene begynder at blive svære og komplicerede«.

Skildpadden
En stor del af haven er anlagt i grus, der hver dag omhyggeligt formes til små glade bølger. Havens pryd – en svømmende havskildpadde med retning mod gudernes ø – har Beckerlee håndplukket i en helt almindelig dansk grusgrav.

»Kan du se, den ligner en skildpadde«, siger han med en lysende stille glæde.

Bag  stenlampen svømmer en stor rosa havskildpadde med kurs mod Gudernes Ø. I Japan ville sådan en sten kunne sælges for store summer. Foto: Karina Demuth.»Stenen er en meget heldig sten. Skildpadden er nemlig et japansk symbol for ’good luck’ og ’long life’. Normalt må man lave den af flere forskellige mindre sten – en til hovedet, en til kroppen og også nogle sten til ben. Men denne her er komplet, som den er«.

Haven giver ro
Vi står lidt uden at sige noget. Oppe ved huset plasker et lille vandfald. I nabohaven fløjter en solsort skingert og lykkeligt. Men ellers er her stille. Helt stille.

Det  perfekte sanseindtryk fremmer en tilstand af indre ro. Mønsteret omkring stenene symboliserer bølger, der er på vej ind mod øen, og skal genformes hver dag, som her med Franz Beckerlees særlige japanske trærive. Foto: Karina Demuth.»Her i haven kan jeg finde noget af den ro, jeg søger. Og med det liv, jeg har levet, der trænger jeg til det«, siger han så.

»En af de ting, som jeg bruger rigtig meget tid på, når jeg er her, er at øve mig i ikke at tænke på noget. Det lyder nemmere, end det er. At tænke på ingenting. Tro mig – jeg ved det, for jeg har forsøgt i mange, mange år. Der ligger en stor værdi i ikke at tænke. At opnå en tilstand af væren kan man kalde det. Eller bare at være til stede i nuet«.

Hvordan blev du kolonihaveejer?

I  bunden af haven ses et såkaldt ’tørt’ vandfald. Den lille stenbro fører over til ’Gudernes ø’ – lidt afsides placeret bag et stort bonsaibeskåret pæretræ. Foto: Karina Demuth.»Min tidligere kone havde arvet haven fra en tante, og da min kone døde, og vores børn ikke var interesserede i den, endte haven hos mig. Dengang var den helt traditionel med flagstang, græsplæne og rosenbede, og sådan noget siger mig slet ingenting. Men jeg var begyndt at interessere mig lidt for bonsai og kunne se, at haven ville give mig en enestående mulighed for at opbevare mine træer udendørs. Derfor valgte jeg at beholde den«.

Hvor har du hentet inspiration til din have?

»Min interesse for japansk havekunst startede med, at jeg fik mulighed for at komme en tur til Japan, hvor min stedfar nr. 2 var udstationeret for en kortere periode«.

»I Kyoto, den gamle universitets- og kejserby, har de det system, at man som turist – gratis – kan få stillet en personlig guide til sin rådighed. Blot man taler engelsk sammen under rundvisningen. På den måde fik jeg adgang til de mest fantastiske gamle haver og templer. Jeg havde ikke på det tidspunkt overhovedet overvejet at få min egen japanske have. Det var slet ikke noget, der strejfede mig. Men indtrykkene har alligevel haft stor betydning for det videre forløb«.

Franz  Beckerlee brugte næsten to år på at planlægge, hvordan hans japanske have skulle tage sig ud. Foto: Karina Demuth.Hvordan fandt du på at lave din egen version af den japanske tempelhave?

»Ideen begyndte langsomt at tage form et par år efter, jeg var kommet hjem fra Japan. Jeg vidste, at det ville blive et meget stort projekt. Jeg kunne også regne ud, at hvis det skulle gennemføres, ville jeg være nødt til at lave det hele på en gang. Ellers ville det højst sandsynligt ende med, at jeg gik i stå halvvejs«.

Hvordan greb du opgaven an?

»Jeg brugte næsten to år på at gennemtænke haven ned til mindste detalje. Til sidst stod jeg med de færdige tegninger til en have, der rummede en stor del af elementerne i en original japansk tempelhave. De store sten er hejst ind med kran og placeret præcis der, hvor de skulle stå. Derefter strakte selve anlægsarbejdet sig over et helt år, hvor jeg ikke lavede andet fra tidlig morgen til sen aften«.

Hvilke projekter er du i gang med i år?

»Haven er jo færdig for længst, og sidste år tog jeg et ordentligt nap med reparationer omkring huset. Derfor er det ren vedligeholdelse og afslapning i år, og det er rigtig hyggeligt. Jeg klipper hæk, beskærer træerne, studser bambus, skifter vand i mine bassiner og kikker lidt til mine bonsai. Det største projekt bliver at tjekke mit elektriske sneglehegn ud mod kanalen – det har virket fint et par år, men nu er det, som om det ikke fungerer så godt mere«.
Haven  er lukket af mod vejen med en høj, stramt klippet hæk formet omkring en antik japansk havelåge. Båndet i bunden er et elektrisk sneglehegn – www.snegleforum.dk. Foto: Karina Demuth.
Hvor lang tid bruger du i haven?

»Jeg river gruset hver dag og ordner lidt småting. Her om sommeren, hvor vi bor herude fast, går der nok et par timer om dagen«.

Hvilken slags havearbejde kan du bedst lide?

»Det sjoveste er at klippe mine bonsai, og her foregår det meste af arbejdet jo inde i hovedet. Jeg betragter dem nærmest som små skulpturer og går hele tiden og får ideer til, hvordan de kan udvikles«.

Hvem deler du din haveinteresse med?

»Min kæreste Lone er rigtig glad for at bruge haven og kan også sagtens finde på indimellem at være med til at studse mosset og fjerne lidt ukrudt. Men ellers er det mest mig, der tager sig af det udendørs, og Lone, der tager sig af det derinde«.

Hvordan er fællesskabet med de øvrige kolonihaveejere i Vennelyst?

»Da jeg overtog haven, var der meget mere – du ved – med bajere over hækken og sådan. Og spørger man den hårde kerne, der stadig står oppe på torvet, vil de sikkert sige, at det ikke er helt så hyggeligt som i gamle dage. Den nye generation i kolonihaven passer nok sig selv lidt mere. Man hilser da på naboerne og kan også sagtens blive venner med nogle af dem. Men når vi sidder ved bålet og hygger om aftenen, så er det mest med venner, der er kommet på besøg udefra«.

Kan du hente inspiration i haven, som du kan bruge i forbindelse med dit arbejde?

Den  store Vogtersten er selvfølgelig placeret centralt foran huset. Det sorte mønster er tegn på, at det er en sten med et stort indhold af jern. Foto: Karina Demuth.»Som billedkunstner arbejder jeg mindst lige så meget, som jeg gjorde i tiden med Gasolin, og det er ikke så lidt. Men jeg tager ikke arbejdet med hjem, og haven er mit afbræk i det travle liv. Her finder jeg fred og ro og lader batterierne op. Hele filosofien i zen interesserer og inspirerer mig dog også rent kunstnerisk. At gøre tingene enkle frem for komplekse. Og så giver det utrolig meget at tage ud til haven og komme tilbage til atelieret næste morgen og se et billede eller en skulptur med nye friske øjne. Denne friskhed kan vare et splitsekund. Men det giver et utroligt klarsyn og viser ofte, hvilken vej jeg skal fortsætte ad«.

Hvis du skulle være en plante, hvilken ville du så være?

»Mosset er så smukt og blødt, som det ligger der omkring de flotte store sten. Dets dybe grønne farve er en rolig baggrund for lys og skygge. Og så er det en flade fuld af stor ro«.

Hvad er din største succesoplevelse i haven?

»At det lykkedes for mig at gøre haven færdig i ét hug. Helt uden løse ender. Det ligger der en dyb tilfredsstillelse i«.

Har du en rigtig havefiasko?

»Jeg har efter en nøje gennemtænkt plan beskåret et gammelt pæretræ. Og så ender det måske alligevel med ikke at overleve. Sagen er den, at det for ti år siden var et meget smukt og stort træ. Så stort, at naboen blev ked af dets skygge. Så jeg besluttede at gøre noget ved det. Man vil jo gerne indpasse sig i kolonihavesamfundet og gøre sine omgivelser glade. Ideen var at tage toppen af og derefter forsøge at forme det som en kæmpe bonsai. Men et eller andet er gået galt. Jeg skulle nok have lukket såret, der hvor jeg havde savet. I hvert fald er træet begyndt at rådne indefra«.

Hvad synes du er grimt i en have?

»Havenisser ligger ret langt væk fra min smag. Men der er nogen, der synes, at det er hyggeligt, og det skal der være plads til. Jeg kan godt lide, at man kan gøre, som man har lyst. At der er plads til mangfoldighed«.

Kan du anbefale en særlig god bog om emnet?

»Jeg har studeret en hel del bøger om japansk havekunst. Bogen ’Japanese Courtyard Gardens’ af Haruzo Ohashi er særligt inspirerende, fordi den viser, hvor lille et areal der rent faktisk skal til, for at man kan lave en fantastisk smuk lille have«.