»På det ideelle billede ville mange måske mene, at jeg burde være omgivet af cd'er og gamle album. Men sådan ser virkeligheden ikke længere ud. Alt er digitaliseret, og det er jo den vej, det hele går, når vi ser ind i fremtiden.

Indtil for nylig havde jeg to gamle postreoler fyldt med cd’er. I alt tror jeg, at der var 6.000-7.000. Men det kunne ikke blive ved med at vokse, og det tyngede rummet. Prokofjevs symfonier har jeg f.eks. i to-tre indspilninger, mens det for Beethovens vedkommende nok nærmer sig 10-15 forskellige indspilninger.

LÆS ARTIKEL Jakob er vinduesbonde i byen

Så jeg havde tre valg: Jeg kunne smide dem ud, jeg kunne overføre dem til filer og digitalisere dem, eller jeg kunne vinde metervis af hyldeplads ved at katalogisere dem i mapper med cd-covers. Jeg valgte det sidste, og det tog næsten tre uger.

Nu er de stillet væk, fylder en femtedel og er stadig tilgængelige. En hel del ligger i stedet på computeren og min iPhone, bortset fra de gamle lp'er.

Dem har jeg dog gemt. Men jeg må med skam i hjertet indrømme, at jeg ikke hører dem længere. Så er der jo altid Spotify, hvis man lige her og nu vil lytte til et gammelt Miles Davis-nummer eller noget, der blev udgivet i går.

Ude hos DR sidder jeg med hovedbøfferne på i 50 procent af tiden og lytter til P2- og P1-programmer, og resten af tiden hviler jeg ørerne. På den måde får jeg hørt en masse musik. Men herhjemme napper jeg det digitalt og inden længe trådløst, og når jeg tilrettelægger programmer – f.eks. 'Åbent Hus' på P2 - trækker jeg på DR's diskotek og playlister ved siden af.

LÆS ARTIKEL Jakob er vinduesbonde i byen

Kontoret her vender mod nord og har et dejligt grønt kig over Frederiksbergs tage, kirker og villahaver. Og så giver det liv, at lyset får frit løb gennem to af lejlighedens stuer, så man også kan se den store trækrone inde i gården.

Min kone er grafisk designer, og vi sidder tit over for hinanden og arbejder ved bordet. Men da vi flyttede hertil for seks år siden, stod bordet til at begynde med op ad vinduet mod gården i stuen inde ved siden af.

Det gik bare ikke i længden, fordi stuen vender mod syd, og når solen hamrede ind gennem vinduet, kunne vi ikke se noget på skærmene og var ved at smelte i varmen.

I stedet endte bordet herinde, hvor man oven i købet kan lukke en dør til resten af lejligheden og finde ro, uden at det forstyrrer familierytmen og børnene, når de ser tv eller render mellem køkkenet og værelserne.

Og så er her plads til mit Steinway-flygel. Til at begynde med havde jeg et Steinway, som Augustinusfonden stillede til rådighed, mens jeg levede af at spille musik. Men da Herman (komponisten Herman D. Koppel, red.) døde i 1998, overtog jeg hans Steinway i stedet, og der er selvfølgelig noget helt særligt over at have det stående i samme rum«.

LÆS ARTIKEL Vibeke Windeløws fristed: »I hjørnet er jeg helt mig selv«