Annonce
Annonce
Design 25. jul. 2012 KL. 13.34

Carlsbergs gamle logo forestiller ikke det, du tror

Du ser måske et kæmpedyr i logoet, men det var slet ikke inspirationen for designeren.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Godt nok troner fire kæmpe granitelefanter i porten til Carlsberg i København, men ellers har Carlsberg ikke meget med elefanter at gøre.

Det konkluderer designprofessoren Bo Linnemann, der i forbindelse med udviklingen af en ny typografi for Carlsbergfondet har nærstuderet Carlsbergs logo og de etiketter, som Thorvald Bindesbøll tegnede i 1904.

I mange år har vi set stødtænder i c’et, snablen i g’et og elefantfødder i r’erne, men ifølge Bo Linnemann er det helt forkert. Bindesbøll var nemlig slet ikke optaget af dyr, men derimod af floraen – akkurat som sine samtidige kolleger, der arbejdede inden for skønvirkestilen.

Thorvald Bindesbøll (1846-1908) satte et afgørende præg på dansk kunst, design og arkitektur. Hans mange værker omfatter arkitektur, ornamentik og dekoration, skulptur og monumenter, kunsthåndværk og lertøj, møbler malerirammer, broderi, boghåndværk og sølvtøj. Det enorme livsværk har givet Bindesbøll en central plads i den danske kulturkanon.

Bindesbøll tegnede den velkendte Hofetiket til Carlsberg i 1904. Grafikken på den og andre af hans Carlsbergetiketter er siden ofte blevet kædet sammen med elefanten. Bo Linnemanns studier viser imidlertid, at det slet ikke var elefanten, der inspirerede Bindesbøll, men humlen, og til Carlsbergfondets nye grafik og typografi tager Bo Linnemann udgangspunkt i netop den plante.

Bo Linnemann er kreativ direktør i design- og brandingbureauet Kontrapunkt og har siden efteråret 2011 arbejdet på et udvikle en ny, markant visuel identitet for Carlsbergfondet, der ejer Carlsberg Bryggerierne. Ved at luge ud i elefantfødder og snabler har Kontrapunkt og Linnemann skabt en ny skrift kaldet Carlsbergfonten, som er en svungen antikvaskrift, der dels udbygger Bindesbølls planteverden, dels trækker tråde tilbage til antikken, som Carlsbergs grundlægger, J.C. Jacobsen, var så fascineret af.

På sigt vil den nye skrift kunne opleves i Carlsbergs kampagner, på deres skilte og efterhånden også på etiketterne. Og hvis man er helt skudt i den svungne skrift, kan man downloade Carlsbergfonten på Carlsbergfondets hjemmeside og på den måde få dagligt udbytte af humlen.

carlsbergfondet.dk

LÆS ARTIKEL Hæld øl ned til jomfruhummeren og chokoladekagen