»Hver gang vi tegner noget, står vi i en helt ny situation«, siger Lene Tranberg.

»Vi bliver nødt til at aflæse stedet, før vi kan komme med et bud på, hvad vi vil bygge. Og det er en af de tråde, der er særligt tydelige, når man taler om det nordiske. Vi fortolker steder og får tingene til at smelte sammen«.

Arkitekten Lene Tranberg kigger direkte på mig. Det her er seriøst. Man skal ikke spøge med arkitektur, for arkitektur skal engagere folk og handler i bund og grund om et fællesskab, der skal udfoldes, siger hun.

Lene Tranberg er flankeret af to af sine partnere i Lundgaard & Tranberg, Nicolai Richter-Friis og Peter Thorsen. Hun har selv foreslået at have kollegerne med: »Vi er mange, der tænker gode tanker, og tegnestuen er jo meget andet end mig«, siger hun.

LÆS OGSÅHer er tre af arkitekternes inspirationskilder

Lundgaard & Tranberg er en af de mest succesfulde tegnestuer i Danmark, og lige nu optræder den for første gang i en museumssammenhæng. Det er med en pavillon af beton, som tegnestuen har stillet op foran kunstmuseet Louisianas hovedindgang som en del af udstillingen ’New Nordic – Arkitektur & Identitet’.

I slutningen af maj vandt Lundgaard & Tranberg konkurrencen om et nyt naturhistorisk museum i København, og tegnestuen skal også stå for et projekt på Scalagrunden i København over for Tivoli, hvor den vil opføre fem tårne og et anlæg, der trækker tråde tilbage til de københavnske volde.

Det nye skuespilhus i hovedstaden har Lundgaard & Tranberg også tegnet, ligesom tegnestuen står bag Tietgenkollegiet i Ørestad, udbygningen af Sorø Kunstmuseum, SEB-bank i København og meget, meget mere.

Vi har sat os i tegnestuens kantine, hvorfra vi har udsigt til en kæmpe tagterrasse. Sommervejret er lunefuldt, så selv om arkitekterne elsker terrassen, er de enige om, at det nok er for risky at sætte sig ud. Der kan jo komme en byge.

Og det indrammer egentlig meget godt hele udgangspunktet for mødet med Lene Tranberg, Nicolai Richter-Friis og Peter Thorsen. I forlængelse af deres bidrag til Louisiana-udstillingen skal vi nemlig tale om det nordiske inden for arkitektur, og især om man overhovedet kan tænke nordisk, når man skal tegne en bygning.

LÆS ARTIKEL Trofæ-tendens: Jagten rykker ind i stuen

»Jeg ved ikke præcis, hvordan man skal identificere det nordiske«, siger Lene Tranberg, »men det, at materialerne er sådan til stede, er egentlig ret karakteristisk. Materialerne får for eksempel lov at gribe lyset – det er en af de ting, man har været rigtig dygtig til at arbejde med«.

Velfærdsstatens betydning
Vi kigger på modellen til den pavillon, som Lundgaard & Tranberg har designet til udstillingen på Louisiana. Pavillonen er fremstillet af runde betonringe, der er stablet oven på hinanden, rager 4,5 meter op i luften og vejer 22 ton. I betonen har de lagt træflis, bark, kviste og blade, så strukturen bliver anderledes, end man normalt kender fra beton.

»En af vores medarbejdere sagde, at den var lodden«, siger Lene Tranberg. »Og det er jo ikke det, du tænker på, når du normalt tænker på beton. Men den er både blød og præcis samtidig med, at den er flydende«.

»Du har spor af grene i den, og Lene Tranberg har jo næsten terroriseret de nærmeste skove for at finde grene og bark«, fortsætter Nicolai Richter-Friis.

Rækker  ud. En bygning, der kun er interessant indvendig, har ikke opfyldt sin mission, mener arkitekterne Nicolai Richter-Friis, Peter Thorsen og Lene Tranberg. Foto: Peter Hove OlesenHvorfor er pavillonen rund?

»Den runde form er universelt meget stærk, meget samlende, måske den enkleste form, du har, der danner et rum. Folk stiller sig jo spontant op i cirkler, når de skal tale sammen. Cirklen er retningsløs, og det passer godt til stedet her. Den skal bare modtage og fordele. Vi bruger ret tit noget geometrisk, cirkulært og amorft«, siger Peter Thorsen.

Det nordiske i jeres model – er det brugen af materialer og de naturelementer, I har lagt ned i betonen?

»Ja, men det er også noget med forenklingen«, siger Peter Thorsen. »At kunne få noget komplekst ud af noget enkelt eller skabe rigdom med få virkemidler«.

Lene Tranberg nikker og siger: »Det nordiske er meget basalt. Næsten beskedent og profant. Jeg tror, det var Louis Kahn, der sagde, at man godt kan lave huse af kobber, men det sjove er at tage de helt profane, underspillede materialer og løfte dem gennem arkitekturens tilstedeværelse«.

LÆS OGSÅHer er produkterne, du ikke vidste er lavet af papir

For Tranberg og company handler arkitektur ikke kun om bygninger, men om selve tilgangen til mennesker. Og der skal tages masser af hensyn til brugerne af deres bygninger, men bestemt også til de folk, der skal opleve bygningerne udefra.

»Et er selve bygningen, men det er det, den gør, der er interessant. Både for dem, der er inden i den, og for dem, der er udenfor. Og det er ligeværdigt«, siger Lene Tranberg og går videre: »En bygning, der indvendig er interessant, men udvendig er afvisende, har ikke opfyldt sin opgave«.

Nicolai Richter-Friis supplerer: »Vi spiser noget af byen, når vi bygger, og den der gestus med at give noget tilbage kan godt være nordisk. For os er der en stor lyst til at accelerere et sted til noget, det måske ikke var, før vi kom med vores bygning«.

LÆS OGSÅGuide: Fremtidens design bliver miljøvenligt

Ifølge Lene Tranberg kommer arkitekternes omsorg fra den måde, vi tænker velfærdsstaten på.

»Der er en omsorg i hele vores politiske bevidsthed, og vi rækker hele tiden armen ud for at få alle med. Det kan nok være svært at se nogle gange, men vi har det indpodet i os, at det handler om det. Og det skal arkitekturen også udtrykke«.

»Arkitektur er et offentligt ærinde. Tag bare Skuespilhuset her i København. Der er jo langt flere mennesker, der oplever bygningen på den fine placering i havnen, end der er folk, som går i teater. Derfor har vi ønsket, at arkitekturen giver noget tilbage til byen – også til de folk, der ikke bruger bygningen«, siger Peter Thorsen.

Livet mellem husene
Arkitekten Jan Gehl har i årtier kæmpet for at skabe liv mellem husene. Ifølge ham er en by nemlig kun vellykket, hvis folk bruger gaderne og pladserne, opholder sig foran husene og føler sig trygge på alle tider af døgnet. Til udstillingen på Louisiana deltager Jan Gehl med et forslag til en velfungerende plads, og hans tanker om at skabe bymiljøer og arkitektur, der indbyder til liv, er for Lundgaard & Tranberg et must, hver gang de tegner en bygning.

»Jeg synes altid, vi har tænkt i de baner«, siger Peter Thorsen. »Arkitektur er en form for sociologi – man arbejder jo med mennesker«.

Lene Tranberg fortæller, hvordan arbejdet med Scala-grunden i København er en stor udfordring, for arkitekturen skal både tilføre noget og afgive en masse, som hun siger:

»For os handler det om at få folk til at forstå stedet, forstå historien og bruge det. Vi skal tænke over vinden, solen, passagerne til andre steder, grænsen mellem den gamle by og den moderne. Det er et kludetæppe, som du fletter på hele tiden«.

LÆS OGSÅFå den nordiske natur ind i hjemmet

Nicolai Richter-Friis fortæller, at mange bygherrer næsten kræver, at arkitekterne skaber liv. De ved, at deres kvadratmeter bliver flere penge værd, hvis der er liv omkring deres bygninger.

»Som bygherre bliver man nødt til at se på den energi, der kan skabes i stueplan. Fortovet, der ligger i byen, skal fanges ind, og det er ikke let. Vi diskuterer det op og ned«.

Lene Tranberg skyder ind: »Vi kan ikke bestemme, hvordan folk skal optræde, eller hvad de skal gøre. Og det var måske det, der var forkert ved det gamle Scala, at det var så funktionsbestemt et hus. Da det ikke længere kunne være det, så var det ingenting. Så var det alt for dybt og alt for mørkt og havde ingen relation til omgivelserne«.

Begejstringen for det nordiske får arkitekterne til at svare »nej« med én mund, da de bliver spurgt, om der slet ikke er noget negativt at sige om nordisk arkitektur.

Nicolai Richter-Friis tænker dog lidt og siger så:

»Nogle arkitekter er måske for ydmyge. De beskæftiger sig kun med det, der foregår inden for den matrikel, som de bygger på. Og nogle gange har de ikke lyst til at kigge på det større billede – at kigge på tingene i et større perspektiv ...«.

Betonringe.  Cirklen er den måske enkleste form, der danner et rum. Foto: Peter Hove Olesen Lene Tranberg afbryder ham:

»Det er jeg enig med dig i, men det spændende er jo at kigge på det, der adskiller Frank Gehry og Richard Meier fra os. De kommer med en forestilling om en specifik formgivning og et udtryk, som de dybest set flytter fra sted til sted. Hos os handler det om, at ydmygheden giver mening i forhold til hvert enkelt sted. Som arkitekt skal du bare læne dig tilbage, folde ørerne godt ud og lade det hele indlejre sig i kroppen. Hvad er det, der er særligt ved det her sted, og hvad er det, der mangler?«.

Så man kan ikke rejse rundt med et program som arkitekt?

»Nej, men du kan have et program om det ideelle samliv mellem mennesker«, siger Lene Tranberg. »En indigneret lyst til at skabe fællesskaber. Jørn Utzon var et fremragende eksempel på det. Han kom aldrig med forestillingerne på forhånd. Han sagde jo selv, at han aldrig havde tegnet en facade, forstået på den måde, at han aldrig havde et billede af noget, før det opstod på stedet«.

Nicolai Richter-Friis supplerer: »Det er stedets ånd, der afgør arkitekturen hver gang«.