Her er tre spil, der på overfladen ligner hinanden temmelig meget:

Man skal med magi hjælpe en lille dreng gennem en mission for at redde hans 2D-verden, der ikke blot er truet af mørke væsner; den er også umiddelbart stejlere, dybere og højere, end hans spinkle krop kan klare.

Originaliteten i de tre spil ligger i de forskellige fysiske hjælpemidler, de udstyrer spilleren med til at hjælpe drengene gennem forhindringerne.

Tegn-selv platformsspil

I 'Max & the Magic Marker' skal man tegne løsningerne, i det 'Lost Winds' skal man skubbe luften, og i 'A Boy And His Blob' har man en lille hjælper, hvis form man kan ændre til det rette redskab.
I  det danske 'Max & The Magic Marker' skal man tegne sig igennem gåderne - som her, hvor man tegner en modvægt, der får stenen til at rulle. Men hjælpemidlerne er ikke spillenes eneste attraktion. Som spiller får man på charmerende vis aktiveret sine kreative evner, når man skal regne ud, hvilke af spilfysikkens talrige muligheder der vil kunne bringe drengen videre.

Glæden ved denne type spil svarer til den, man kender fra at løse sudoku, blot er de betydelig mere afvekslende, og de har et eksistentielt greb: Man vil beskytte og føre hovedpersonen uskadt frem.

Tre store spiloplevelser i det små
Graden af omsorg, man føler for figuren, afhænger både af animationens livagtighed, universets sammenhængskraft fra figur- og baggrundsdesign til musik og kun i lille grad af fortællingen. Det er ofte det, der kan være svært at forstå for folk, der ikke spiller, at fortælling kan være sekundært, mens stemning og proces er det primære.

Vi er langt fra toppen af salgslisterne i disse tre platformspil til Nintendo Wii, men det gælder den yngste som alle andre kunstformer, at man ofte skal lidt væk fra hovedvejen for at finde de store oplevelser.