Selv om jeg altid har hørt og forstået verden gennem et (rock)musikalsk filter, har jeg aldrig interesseret mig synderligt for hi-fi, højtaleres membraner og design.

Når man alt for hurtigt bruger hver en indtjent krone til produkter fra pladebranchen, er der i sagens natur ikke så meget at købe sig til god lyd for.

Og den rockmusik, der udgjorde soundtracket til min vestjyske ungdom, havde det under alle omstændigheder bedst med at blive spillet højt, så skide være med finere, lydmæssige nuancer.

En voldsom barriere
Selv om jeg selv elsker min iPod for at have reddet mig igennem talrige timer fyldt med gruopvækkende tomgang på løbeture og i fitnesscentre, er der for nogle af os en voldsom barriere mellem at skulle nyde eksempelvis det nye album med Nick Cave på cd i stereoanlæg og på at lade en flad, moderne fidus uden indpakning eller tekster komme kravlende ud af computeren.

Sony-BMG forstod og samtykkede. I første omgang, for med den raketfart, cd-salget falder med, er det kun en stakket frist, før musik er noget, man hører på sin computer. Hvis man altså vel at mærke har højtalerne til det. Det havde jeg ikke.

Men inden jeg havde nået at mumle »njooøhhh« til den vakse souschef Munch fra Politikens Magasinet, stod der tre kasser med højtalere, subwoofere, ledninger, ledninger og ledninger på gårdfejerkontoret til afprøvning.

Læs mere ved at klikke på højtalernes navne i skemaet nedenfor.