I 'Fallout: New Vegas' er overlevelse undtagelsen, der bekræfter reglen. Overlevelsen er vel nærmest en perversion.

Det er i denne golde verden, at jeg, zombiemisfostrenes frelser, nu står alene tilbage kun omgivet af kilometervis af ørken, hvor ondskaben lurer.

Jeg var egentlig på vej til Las Vegas for at finde manden i det hvide jakkesæt, manden, der overfaldt mig og efterlod mig i ødemarken, men blev så shanghajet til at udrydde zombierne.

Det var selvfølgelig før, jeg mødte deres sympatiske leder, og besluttede mig for i stedet at hjælpe dem.

Ødemarken kalder
Derouten er meget sigende for ’Fallout: New Vegas’. Det er nærmest én lang serie omveje og overraskelser.

Igen og igen tvinges man væk fra de få, små bysamfund og ud i ødemarken, hvor der gemmer sig skjulte skatte i form af medicin, våben og andet udstyr, men også groteske, tvehovedede monstre og giftige gigantskorpioner.

LÆS ANMELDELSE Fallout 3: Ensomhed i atomkrigens efterskælv

Ødemarken er altomsluttende. Den ser åben, tom og ryddet ud, men føles klaustrofobisk, idet man hele tiden er bevidst om, at man f.eks. har de harniskklædte, romerske romantikere Caesars Legions mod vest og mutantulve mod øst.

Et par hundrede meter for langt i den forkerte retning – og man er død.

Fremtidens Vilde Vesten
Omdrejningspunktet er denne gang syndens by, Las Vegas, hvor rivaliserende kriminelle bander kæmper om magten i bedste ’A Fistful of Dollars’-stil. Det vilde vesten løber som en rød tråd gennem spillet.

Den postapokalyptiske ødemark år 2077 spejler direkte den amerikanske vestkyst før motorveje, jernbaner, skyskrabere og en overflod af Wendy’s.

Kamp.  Ingen klarer sig igennem ødemarken uden at gribe til riflen, for der er mange fjender derude. Også af den mere bizarre slags. Illustration fra spillet ’New Vegas’ er en tilbagevenden til en forgangen æra, men med det vilde vestens ekspansionsglæde og -forventning erstattet af mismod og frygt. De, der styrer prostitutionen, narkohandlen og hasardspillet, styrer New Vegas. Og så hjælper det i øvrigt, hvis man har et par – hundrede – skarpladte laserpistoler.

’New Vegas’ er bygget op som et imponerende net af mennesker og monstre, drømme og mareridt. Alt hænger sammen, og de fleste handlinger har konsekvenser. Støtter man én bande, rager man uklar med en anden.

LÆS ANMELDELSENLandevejsrøvere huserer i moralsk actionspil

Hjælper man psykotiske forbrydere med at plyndre et lille nybyggersamfund, får man den kolde skulder eller et skud hagl i nakken i den næste lille by, man besøger. Omdømmet er vildmarkens vigtigste valuta.

Løs konflikterne

Der er altid noget at lave. En mor med uglet, klistret hår og udspilede øjne, der ikke har været lukket i dagevis, der indtrængende trygler én om at finde en forsvunden søn. En fåmælt soldat med et råt ansigt ru som sandpapir, der vil have én til at rense et forfaldent kasino fyldt med banditter.

Nogle konflikter kan løses elegant, andre kræver en mere brutal tilgang. Hvis man f.eks. skal bruge informationer fra en bidsk, mistroisk købmand, er det ikke utænkeligt, at man både kan prøve at charmere ham, true ham eller forsøge at snige ind i hans butik og hacke hans computer.

Sandsynligheden for at det lykkes, afhænger af ens figur. Hvis man går efter at være en åleglat kamæleon, vil man typisk kunne klare sig med charme, løgn og retoriske finter.

Eminent kampsystem
Selv det mest velsmurte talebånd klarer sig dog ikke igennem ødemarken uden at gribe til riflen, og her glimrer det berømte Vats-system endnu en gang.

Det er muligt at kæmpe i realtid som i de fleste skydespil, men Vats-systemet, der pauser tiden, så man bl.a. kan sigte på enkelte kropsdele og gøre en landevejsrøver ukampdygtig ved at sende et par kugler ind i hans skudarm, er klart at foretrække.

Det er et fornuftsægteskab mellem actiondelens adrenalinrus og strategispillets taktik.

Udlev rollen
’New Vegas’ er et rollespil, hvor man lever sig ind i sin rolle. Ikke fordi ens hovedperson er interessant, men fordi det omkringliggende univers er det.

I alt for mange spil er skellet mellem god og ond kun kosmetisk. ’New Vegas’ føles menneskeligt troværdigt, til trods for at det foregår i en forbandet fremtid, hvor alt håb og medmenneskelighed burde være druknet i atomaffald.

Der er et sandt rædselskabinet af tekniske fejl, lige fra missioner, der ikke kan gennemføres, fordi en person er forsvundet fra Jordens overflade (!), til deciderede ’crashes’, hvor spillet fryser.

Det er irriterende, men samtidig tilgiveligt, idet ’New Vegas’ leverer fortællinger med litterært tilsnit. Atomaffaldslandet er rig på både græske tragedier og tårepersende amerikanske melodramaer. ’Fallout: New Vegas’ er også rig på storladne øjeblikke, hvor man lægger controlleren fra sig, rykker nærmere skærmen og gnubber øjnene i bar undren.

Og dét får én til at fortsætte ud i det vilde ingenmandsland stik imod al sund fornuft. Det er mere end svært at lægge fra sig.