Annonce
Annonce
Forbrugerelektronik 14. jul. 2012 KL. 19.34

iPhone-reparatør: »Folk bliver helt skeptiske, når priserne er så lave«

Benhård konkurrence mellem iPhone-reparatører betyder billige og hurtige skærmskift.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Ved du lidt om, hvad du laver, kan du godt selv skifte skærm
Ahmed Hussein, iPhone- reparatør

»Det her er mit magic tool«, siger Ahmed Hussein, inden han skubber en smal, tynd metalplade ind mellem komponenterne på en sort iPhone 4 og lirker den totalsmadrede skærm af.

Rundt om ham ligger indmaden fra iPhonen sirligt arrangeret sammen med bunker af bittesmå skruer på 2-5 millimeter.

»For to år siden tog vi 1.000 kroner for at skifte skærm på en iPhone. I dag ligger der 10 iPhone-reparatører på Nørrebrogade alene, og prisen er presset ned på omkring 350-400 kroner«, siger Ahmed Hussein, der sammen med Thomas Guldbrandsen har elektronikværkstedet PC Update på Nørrebrogade 80 i København.

LÆS OGSÅGuide: Sådan gør du din smartphone festival-klar

De er to af dem, der driver forretning på at hjælpe de omkring 150.000 danskere, der ifølge Politikens undersøgelse har oplevet eller kommer til at opleve, at glasset på deres iPhone bliver knust. På 20-40 minutter skifter de revnet glas og skår ud med en ny skærm.

PC Update er netop blevet udvidet med en ny forretning på Gammel Kongevej. Her håber Ahmed Hussein og Thomas Guldbrandsen at møde nye kunder og komme på afstand af priskrigen på indre Nørrebro.

»Folk bliver helt skeptiske, når priserne er så lave. Flere går faktisk til en dyrere reparatør, fordi de tror, der er noget galt med kvaliteten«, siger Thomas Guldbrandsen.

LÆS OGSÅ Kæmpe prisforskel på reparation af iPhones

Det er langtfra kun på Nørrebrogade, der skiftes skærme. Søg på ’iPhone-reparation’ på Google, og der dukker straks hjemmesider op, der hedder alt fra idoktoren.dk til macvision.dk. Man kan både møde op med telefonen og sende den per post, og reparatørerne har adresser overalt i Danmark. Ligesom iPhone-ejerne.

Går man på Den Blå Avis’ hjemmeside for at byde på en brugt iPhone, er flere af annoncerne indrykket af iPhone-reparatører.

Uddannet, men uautoriseret
Før Ahmed kan finde sine specialskruetrækkere frem og løsne iPhonens mikroskopiske skruer, tager han et lille armbånd på. Det er forbundet til en boks, der leder strømmen fra hans krop ned i jorden, så hans fingre ikke ødelægger elektronikken. I hans lille værksted er han omgivet af adskilte Mac-computere og kasser med reservedele som nye ’home’-knapper til iPhone.

En del af hans viden om iPhones har han skaffet sig ved at tage onlinekurser på nettet, hvor forskellige reparationer blev grundigt gennemgået, men han har også gået på aftenskole for at lære om loddeteknik og finmekanik og taget kurser i udlandet.

LÆS OGSÅSådan gør du, hvis skærmen på din iPhone smadres

»Jeg har været et halvt år i Libanon. Der er de rigtig hardcore til iPhone, og jeg lærte om alle de små komponenter i telefonen«, siger Ahmed Hussein.

På trods af Ahmed Husseins erfaring og uddannelse så Apple helst, at han holdt fingrene fra deres iPhone. Derfor kan PC Update ikke få autorisation til at reparere iPhones for Apples danske forhandlere.

IPhone-ejere er uvidende
At Apple kun i sjældne tilfælde tillader andre at åbne deres mobiler, ser ud til at have smittet af på iPhone-ejerne.

Ahmed Hussein og Thomas Guldbrandsen oplever ofte, at kunderne er overrasket over, at man kan få repareret sin iPhone.

»Mange har gået med en ødelagt skærm i måneder, når de kommer til os. De tror ikke, at det er muligt at få den lavet«, siger Thomas Guldbrandsen.

LÆS OGSÅVi drømmer om iPhone men ender med en Nokia

Inden PC Update reparerer en iPhone, tjekker de hele telefonen for yderligere fejl, og så giver de garanti på reparationen.

Får du skiftet skærm hos PC Update eller på andre lignende værksteder, forsvinder Apples etårige garanti på iPhonen. Men den toårige reklamationsret, som du altid er sikret af, gælder stadigvæk.

Gør det selv, hvis du kan
Er du fiks på fingrene, kan du vælge at skifte din iPhone-skærm selv. Et sæt med skærm og værktøj kan købes for fra omkring 200 kroner på for eksempel eBay. På YouTube findes der videoguides, søg på ’replace iPhone 4 screen’.

Ahmed Hussein advarer dog om, at det er let at ødelægge den nye skærm.

»Ved man lidt om, hvad man laver, kan man godt skifte skærm. Men har man ikke forstand på det, kan det let gå helt galt«, siger han, men understreger, at det ikke betyder, at hele telefonen dermed er ødelagt.

LÆS OGSÅTeleselskab smider smartphones af det hurtige mobilnet

Han fokuserer koncentreret på det skærmskift, han er i gang med. Den knuste skærm ryger i skraldespanden. Så finder han en ny frem og klikker den forsigtigt på. Systematisk sættes alle komponenterne på plads, og til sidst vender han telefonen om.

»Så har vi en helt ny telefon«, siger Ahmed Hussein, trykker på tænd, og et hvidt æble toner frem på den sortblanke skærm.