Annonce
Annonce
Forbrugerelektronik 26. jul. 2012 KL. 07.29

Apple kræver 15 mia. kroner af Samsung

De to teknologi-giganter mødes mandag i retten, hvor de skal slås over et kæmpe dollarbeløb. I mellemtiden har Apple fået en Samsung-tablet forbudt i EU.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

fakta

Morten Bay har skrevet om teknologi i danske medier i mere end 12 år.

Han var som en af bagmændene bag magasinerne GEAR og T3 med til at sætte gadget-manien i gang i Danmark.

Han har skrevet to bøger om netværkssamfundet, 'Homo Conexus' og 'Generation Netværk', hvoraf sidstnævnte gav ham Fremtidsprisen i 2008.

Med base i Los Angeles rapporterer han om teknologi, underholdning og trends, samt om amerikansk politik.

2.5 milliarder dollar. Cirka 15 mia. kroner. Det er et beløb, der svarer til bruttonational-produktet i et lille ferieparadis som Maldiverne eller en afrikansk stat som Lesotho.

Men i dette tilfælde er det også det beløb, Apple kræver af Samsung som erstatning for de tab, selskabet angiveligt har lidt i forbindelse med Samsungs påståede brud på Apples patenter. Og det, vel at mærke, på det amerikanske marked alene.

Apple skal bevise deres tab
På mandag skal de to teknologi-giganter mødes i retten i Californien for at strides over patenter på det amerikanske marked. I den forbindelse fremlagde de to firmaer tirsdag sagsakter, der viser de konkrete områder, hvor Apple føler sig forurettet, og Samsung bedyrer sin uskyld. Det er i disse dokumenter, det anselige beløb, som Apple mener at have tabt, kan findes.

LÆS OGSÅ Dommer tvinger Apple til at reklamere for Samsung

Apple skal forsøge at overbevise retten om, at Samsungs uberettigede brug af Apples patenter har ført til store tab for firmaet. Dette er dog noget af en udfordring for Apple, der p.t. er verdens mest succesrige smartphone-producent med flest antal solgte smartphones af en enkelt model. Samsung er dog verdens største producent af mobiltelefoner helt generelt, inklusive telefoner, der ikke er »smarte.

Et andet problem for Apple er, at de er verdens mest værdifulde teknologi-selskab p.t. og sidder på så meget kapital, at de knapt ved, hvad de skal bruge den til. Derfor begyndte de for nylig at betale udbytte til aktionærerne for første gang i årevis. Med denne baggrund kan Apple få svært ved at overbevise retten om, at de har lidt et reelt tab ved Samsungs handlinger.

Samsung: Apple har monopol
Ikke desto mindre er det præcis det, Apple skriver i deres sagsfremlæggelse, hvor de påstår, at Samsung har tjent »milliarder af dollar« og forårsaget »tab for flere hundrede millioner dollar« for Apple ved at »forbryde sig mod Apples intellektuelle rettigheder«.

LÆS OGSÅ Googles telefon er blevet forbudt i USA

Samsung har svaret igen i deres sagsfremlæggelse ved at kalde sagsanlægget for en »naturlig handling i forlængelse af Apples forsøg på at fastholde et markedsmonopol«. Samsung kalder erstatningsbeløbet for »absurd« og »konkurrenceforvridende«.

Den tyske patent-ekspert Florian Müller har på sin blog FOSS Patents beskrevet Apples erstatningskrav som svarende til 31 dollar og 14 cent (cirka 190 kroner) pr. solgt Samsung-smartphone, der ifølge Apple forbryder sig mod sidstnævntes patenter.

EU-forbud mod Samsung-tablet
Dette tal er fordelt på tre forskellige teknologier, der alle har med touch-skærmens funktion at gøre, samt en generel betragtning omkring design. Ifølge Apples sagsfremlæggelse ønsker firmaet blot at tvinge Samsung til at »opfinde deres egne ting«, så Apple ikke skal være »hele verdens opfinder«.

Apple har dog selv tabt flere patentretssager i forbindelse med deres produkter, og Apple-stifteren Steve Jobs indrømmede selv i interviews, at »Apple aldrig har skammet sig over at stjæle gode idéer«.

LÆS OGSÅ Apple betaler 350 millioner for at kalde en iPad for en iPad i Kina

Fremlæggelsen af sagsakterne sker kun kort tid efter en domstol i Düsseldorf tirsdag dømte til fordel for Apple i en sag angående Samsungs tablets. Her fik Apple held med at få indsat et midlertidigt forbud mod salg af Samsungs Galaxy Tab 7.7-model. Forbuddet gælder på tværs af hele EU.

Modellen er dog hverken særlig udbredt eller populær rent salgsmæssigt, så det betyder næppe noget stort tab for Samsung, der allerede har en ny udgave af tablet’en 7.7N, i pipelinen.

Og forbrugerne vil formodentlig knapt opdage, at den er væk fra butikshylderne.