Annonce
Annonce
Forbrugerelektronik 6. sep. 2012 KL. 12.03

Eksklusiv test: Sådan er de nye Nokia Lumia-telefoner

Som det eneste danske medie var Politiken til stede, da Nokia lancerede deres nye modeller.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Der er høje forventninger til Nokia Lumia 920 og 820, som Nokia lancerede sent onsdag eftermiddag dansk tid ved et pressemøde i New York. Onsdag aften blev de nye modeller vist frem for VIP-gæster og udvalgte bloggere.

Her fik Politikens forbrugersite Tjek.dk adgang til at lege med de nye modeller. Og førstehåndsindtrykket er overvejende positivt. Men der var malurt i bægeret omkring selve arrangementet.

Det første indtryk
Først og fremmest bliver designet af Lumia-serien bare lækrere og lækrere. Modsat den nuværende 900-model flugter skærmen nu bedre med kanten af telefonen, så der ikke er den skarpe kant på glasset, som findes på Lumia 900. Og så er Ferrari-farverne også en tilføjelse til mobilfarve-paletten, som man bør hilse velkommen.

LÆS OGSÅ Samsungs nye Windows-telefon er lynhurtig

Skærmen på flagskibsmodellen, Lumia 920, har fået et nøk opad i størrelse. Den er nu på hele 4,5 tommer, men det er ikke en hvilken som helst skærm. Nokias primære skærmteknologi, PureMotion HD+. Det sidste ”HD+” betegner, at Lumia 920-skærmen er en anelse større end en HD-skærm i 720p, dens opløsning er på 1280 x 768 pixels.

Denne opløsning ser vi mere og mere som standard i nyere smartphones, men det særlige ved Nokias teknologi er, at de har skruet op for hastigheden, hvormed skærmen bliver genopfrisket. Til et niveau, de ikke vil sige noget om, vel at mærke.

På grund af den hurtigere refresh rate bliver bevægelserne på skærmen og rullen op og ned med fingeren langt mere blød og glidende. Deraf navnet PureMotion. Læg hertil at PureMotion HD+ har ekstra dyb, gengivelse af sort, hvilket giver en bedre kontrast, og så har man opskriften på en god skærmkvalitet.

Glattere end Android
Og det ses tydeligt. I de få sekunder, vi rent faktisk fik lov at bevæge os rundt i softwaren, gik alting meget hurtigere og lettere end man kender det fra andre Windows Phone-telefoner, langt mere glat end Android, og på niveau med den fornemmelse, man kender fra iOS.

LÆS OGSÅ Mobilkrig på vej: iPhone 5 og Windows Phone 8 kommer begge i september

Et par andre fordele ved skærmen på Lumia 920 og dens PureMotion-teknologi er, at den tydeligvis er tilpasset skandinavisk vejr. Når den skarpe efterårssol gør det svært at læse på en almindelig skærm, kan Lumia 920 selv justere billedkvaliteten, så det bliver lettere at læse på skærmen. Og ikke mindst kan man bruge skærmen med handsker på, så fingrene ikke fryser, når tjekker en sms udenfor i vintervejret.

Det testede vi ved at prøve at bruge neglen i stedet for fingeren til suse rundt på skærmen med. Den er god nok, det virker.

Samme hjerne
De to nye Lumiaer har samme hjerne, nemlig en 1.5GHz Dual-core Snapdragon-processor. Det er en anelse konservativt i forhold til de flagskibstelefoner vi ser fra virksomheder som Samsung, HTC og LG. Men det skulle angiveligt skyldes, at Windows Phone 8-softwaren ikke kræver nær så meget computerkraft at drive som Android, og jo mindre, processoren skal arbejde, jo mindre batteri bruger den.

LÆS OGSÅ Det kan den nye Windows Phone 8

Batteriet i Lumia 920 er det største, Nokia nogensinde har sat i en smartphone, men er dog stadig en anelse mindre end f.eks. det, der sidder i Samsungs Galaxy S III. Men igen, med et mere effektivt styresystem ombord kan det faktisk være mere end rigeligt, og batterier har en tendens til at øge vægten. Derfor er det batteri, der sidder i lillebroderen Lumia 820 også ca. 25 procent mindre.

Nokia har altid været kendte for deres mobilkameraer, og der var derfor mange, der blev skuffede, da Lumia 800- og 900-kameraerne ikke levede op til forventningerne rent kvalitetsmæssigt. Det skyldes angiveligt Windows Phone-softwarens samspil med Nokia-hardwaren, og af samme grund skulle dette være rettet i de nye Lumiaer. Og især i Lumia 920 er der tale om et monster-kamera.

Kameraet er en vinder
Med 8.7 Megapixel overgår kameraet mange af konkurrenternes kameraer i ren opløsning. Men derudover har Nokia et par andre tricks i ærmet. Linserne er flydende, hvilket er en teknik, der er blevet udviklet i forbindelse med Nokias PureView-teknologi. Sidstnævnte fik verden at se i telefonen 808, der kom ud tidligere på året. Denne blev dog aldrig særlig populær, fordi den stadig benyttede sig af Nokias gamle Symbian-system.

LÆS OGSÅ Så er det officielt: iPhone 5 lanceres 12. september

Til gengæld kunne 808’eren tage billeder i op til 41 Megapixels opløsning, hvilket banede helt nye veje for et mobilkamera. Det er dele af dette kameras teknologi, der nu sidder i Lumia 920, der efter sigende tager uhørt gode billeder for et mobilkamera, også på grund af den Carl Zeiss-optik, der sidder i kameraet på telefonen. Videobillederne, der kan optages i op til 1080p-kvalitet, skulle også være gode.

Der sidder et kamera foran på begge telefoner, så man kan videochatte, noget der manglede i de allertidligste Lumia-modeller. På 920’eren er det et 1.2 megapixel-kamera, der kan optage video i 720p, mens 820’eren må nøjes med et kamera på fronten i VGA-kvalitet.

Skandale under lanceringen
Men det er helt klart Nokias billed-stabiliseringssystem, der gør 920’erens kamera til en vinder. Når man optager video, er der væsentlig forskel på om man har stabiliseringen slået til eller ej. Men Nokia var lidt for kække i deres markedsføring af funktionen, og onsdag eftermiddag amerikansk tid gik de sociale medier amok over det.

LÆS OGSÅ Hvad viser Microsoft frem i aften?

Det viste sig nemlig, at Nokia havde fusket med videoen, de havde lagt ud på nettet, der skulle illustrere forskellen på de to tilstande. Der var slet ikke tale om video optaget med 920, men blot video, der skulle illustrere forskellen. Nokia reagerede dog hurtigt og fik lagt en video ud, der tydeligt viser forskellen.

Og det var ikke det eneste negative, der var at sige om Nokias præsentation. Men den anden problematiske ting ved eventen var ikke Nokias skyld. Det var Microsofts. Det viser sig nemlig, at Windows Phone 8 er langt bagud i forhold til at blive færdig til tiden. Det fortalte en amerikansk Microsoft-medarbejder til Tjek.dk under eventen.

Microsoft er bagud - softwaren er ikke klar
Det betød at ingen af de tilstedeværende bloggere eller journalister kunne få lov at få frit løb med telefonerne i længere tid, men kun havde ganske kort tid til at lege med dem, i tilfælde af, nogen kom til at rapportere om fejl, der ikke var blevet rettet. Det gik fuldkommen imod, hvad flere tilstedeværende til eventen var blevet lovet, og den utilfredshed var til at føle blandt de tilstedeværende.

LÆS OGSÅ Danmark slår USA på udbredelse af smartphones

Lagerplads er der masser af. På Lumia 920 er der hele 32GB at boltre sig på, mens 820’eren kun har 8GB. Til gengæld kan sidstnævnte udvides med microSD-kort. Der følger 7GB lagerplads med i skyen via Microsoft SkyDrive…men det kan man også få gratis, selvom man ikke køber en Lumia-telefon.

Alt i alt virker det som om, Nokias Lumia-serie langsomt er ved at skabe en niche for sig selv som en lidt ”speciel” smartphone, der ikke er helt som alle de andre, hverken designmæssigt eller funktionalitetsmæssigt. Rygtet vil vide, at vi allerede til foråret kommer til at se nye Lumia-modeller, der er endnu federe. Men det, vi fik lov at prøve i New York efterlod i hvert fald et positivt indtryk.