Hacking er en kriminel aktivitet på lige fod med al anden kriminalitet.

Men personerne bag ulovlighederne i cyberspace skiller sig i høj grad ud fra forbrydertyperne i den virkelige verden, fortæller Misha Glenny, en engelsk journalist og historiker, som netop har udgivet bogen ’Dark Market’ om cyberkriminalitet:

»Den største forskel er, at i traditionel organiseret kriminalitet skal man være i stand til at bruge vold, eller i det mindste true med vold, hvis det skulle blive nødvendigt. Men som cyberkriminel behøver man ikke bruge vold, og det tiltrækker en anderledes type mennekser«.

LÆS OGSÅHvem er hackeren i dit barns klasse?

Bogen består af sandfærdige fortællinger om, hvor galt det kan gå, når herredømmet over computere, e-mail- og bankkonti havner hos de forkerte.

I arbejdet med bogen har Misha Glenny mødt og interviewet en lang række hackere, som hver især har gjort indtryk på ham.

»Det fascinerende ved de mennesker, jeg interviewede, var, at de havde alle mulig forskellige baggrunde, alle tænkelige nationaliteter og kom med meget forskellige barndom«, siger forfatterens, som dog hurtigt spottede en række fællestræk hos it-forbryderne.

Unge, mandlige læseheste
De er ofte unge, intelligente og gode til at tænke kreativt, fortæller han og tilføjer, at især kønnet var definerende.

95 procent af hackere er nemlig mænd.

»Og så udviste mange af hackerne symptomer, som normalt er forbundet med autisme og asperger-syndrom. Det betyder ikke, at autister er cyberkriminelle, men blot at de ofte har rigtig gode evner i retning af matematik, videnskabsteknologi og computervidenskab«, siger Glenny.

LÆS OGSÅEkspert advarer: »Når hackere finder en åben dør, bryder de ind«

Et andet træk, som ifølge den engelske forfatter kendetegner internettets indbrudstyve, er, at de ofte har læst mange flere bøger end ordinære kriminelle, og at de har en stærkt intellektuel ballast, som går langt videre end computerteknologi.

»For eksempel interviewede jeg en russer, som jeg brugte lang tid på at diskutere russisk litteratur med«, siger han.

På baggrund af sine mange møder med hackere deler Misha Glenny dem op i tre overordnede grupper:

1. De originale:
   »Den første gruppe er de ’ægte’ hackere med virkelig fantastiske computertekniske kompetencer. De bruger timer og atter timer på at undersøge, hvordan computersystemerne egentlig er sammensat og hvordan de kan bryde ind i dem. De er de klassiske nørdede typer, som sidder med pizza og cola, og samtidig har de ofte problemer med at skabe sociale relationer i den virkelige verden. De føler sig meget bedre tilpas i netmiljøet end ude i virkeligheden«.
   
2. De socialt innovative
   »Så er der den brogede kategori af ’sociale innovatører’, som er unge og særdeles gode til at få ideer til at narre folk på nettet. De har ikke nødvendigvis noget avanceret eller særlig tekniske kendskab til computersystemer, men alligevel bedre end gennemsnittet«. »I Nigeria er de for eksempel kendt som Yahoo-drengene’, der sidder og finder på nye måder at narre penge fra rige, dumme vesterlændinge, især via spam-mails, som vi gladelig hopper på«.
3. De farligste
   »Den tredje kategori er dem, som både brillerer i forhold til computerteknologi, men som også er ekstremt gode sociale innovatører. Og på den måde er det faktisk dem, vi skal frygte mest«. »De har tendens til at være de virkelige masterminds bag cyberkriminalitet. For mens andre er meget synlige på nettet og relativt nemme at få øje på, når politiet sætter alle kræfter på at spore hackerne, er denne tredje gruppe meget kalkulerede, strategiske og slet ikke til at få øje på«.

LÆS OGSÅGuide: Sådan gør du livet svært for hackere