Annonce
Annonce
Forbrugerelektronik 18. sep. 2012 KL. 16.18

Microsoft afviser Explorer-advarsel: »En storm i et glas vand«

Dansk sikkerhedsekspert anbefaler dog, at man stadig ikke bruger programmet.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Der er ingen grund til, at almindelige mennesker med almindelig internetadfærd bekymrer sig om den virus, som i øjeblikket hærger Internet Explorer.

Sådan lyder meldingen fra Microsoft, der står bag det populære internet-program.

LÆS OGSÅSikkerhedseksperter advarer mod Explorer

»Risikoen ved den her virus er ikke særlig stor. Det er ikke noget, ganske almindelige mennesker skal bekymre sig om, med mindre man går ind på nogle hjemmesider, man ikke kan stole på. Så har man ganske almindelig internetadfærd, sker der ikke noget. Vi kategoriserer den som lav-risiko-virus«, siger Microsofts danske produktchef, Troels Hviid.

2 millioner potentielle danske ofre
Han har ikke noget bud på, hvorfor den angiveligt ufarlige virus pludselig har fået så markant omtale, som det er tilfældet.

»Som så meget andet er det en storm i et glas vand, og det skaber mere frygt, end der er grund til«, siger Troels Hviid.

Hvis den florerende virus mod Microsofts forventning skulle vise sig at være farlig, er omkring to millioner danske computere potentielt i fare, vurderer produktchefen.

Ekspert: Det er alvorligt
Og netop det faktum, at enormt mange danskere bruger Explorer som den primære vej til internettet, bør få alarmklokkerne til at ringe, lyder det fra DK Cert, der er et offentligt og uafhængigt varslingscenter for it-sikkerhed.

»Det her er kritisk. For det går ud over Internet Explorer version 6, 7, 8 og 9. Hvis man bruger det som sit primære produkt til at gå på internettet, så er det alvorligt. For chancen for at blive ramt er stor«, siger Shehzad Ahmad, chef hos DK Cert.

LÆS OGSÅEkspert advarer: »Når hackere finder en åben dør, bryder de ind«

Han har netop undersøgt forholdene omkring den omtalte trussel, som han ikke vil kalde en virus, men en sårbarhed, som er forstadiet til en virus, der kan skade både computere og indholdet på dem.

»Den her sårbarhed kan udnyttes af kriminelle, som en slags bagdør til folks computere. Det kan for eksempel ske ved, at man modtager mails med et link, som man klikker på, og så kan bagmændene gøre alverdens ting ved computeren. De kan lede efter bestemte informationer, kopiere data og endda overvåge alt, hvad brugeren taster ind på sin computer og automatisk lave en kopi af det«, fortæller it-sikkerhedschefen.

Drop Explorer indtil videre
»Så hvad skal man gøre som bruger? Simpelthen lade være med at bruge Internet Explorer. Jeg vil klart anbefale, at man benytte en anden browser, indtil der kommer en opdatering«, lyder Shehzad Ahmads anbefaling.

For det er piece of cake at finde en anden og mere sikker browser, fortæller han og nævner Google Chrome, Opera, Safari og Firefox som nogle af de mest oplagte alternativer til den populære Windows-udgave.

LÆS OGSÅGuide: Sådan gør du livet svært for hackere

Har man ikke mulighed for at hente eller benytte en anden browser end Internet Explorer, lyder anbefalingen fra varslingscenteret, at man går ind i computerens sikkerhedsindstillinger og der hæve sikkerhedsniveauet til det højest mulige.