Annonce
Annonce
Forbrugerelektronik 24. sep. 2012 KL. 11.27

Politiken.dk tester iPhone 5: Denne telefon er langtfra perfekt

Tidens mest populære smartphone har et par esser i ærmet.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

fakta

Morten Bay har skrevet om teknologi i danske medier i mere end 12 år.

Han var som en af bagmændene bag magasinerne GEAR og T3 med til at sætte gadget-manien i gang i Danmark.

Han har skrevet to bøger om netværkssamfundet, 'Homo Conexus' og 'Generation Netværk', hvoraf sidstnævnte gav ham Fremtidsprisen i 2008.

Med base i Los Angeles rapporterer han om teknologi, underholdning og trends, samt om amerikansk politik.

Har iPhone 5 stadig den næsten magiske tiltrækningskraft, som dens forgængere har stået for?

Ved første øjekast er svaret et rungende ja. Når man ser iPhone 5 første gang, ligner den allermest bare en iPhone 4 eller 4S, men i en mørkere, mere strømlinet version (i hvert fald når gælder vores testeksemplar, som er en sort 16GB-udgave.) Men så tager man den op i hånden, og så forandrer alting sig. Så er det, det går op for én, at telefonen er langt tyndere end sine forgængere, og meget lettere.

Let og lækker
Den er kun 7,6 mm tyk og vejer 112 gram, hvilket føles som en massiv forskel fra iPhone 4S. Til gengæld er skærmen højere. Den har en skærmopløsning på 1136x640 pixels, hvilket gør den omtrent lige så høj som mange iPhone-rivaler.

Men den er bare lige så smal som de gamle iPhones. Det er et ret unikt format, der signalerer lethed, mens den samtidig har beholdt sin robusthed.

LÆS OGSÅ Ny iPhone 5 har knas med GPS-kortene

Når man så er kommet sig over den lækre designoplevelse, det er at få en iPhone 5 i hånden første gang, begynder man at forstå, at denne telefon langt fra er perfekt. Teknologi-nørder vil korrekt kunne indvende, at iPhonens hardware er 1-2 år bagud i forhold til konkurrenterne.

SORT.  Den nye iPhone er lidt mere kompromisløs i designet. Glasbagsiden fra iPhone 4 og 4Ser væk og erstattet af et mat materiale, der desværre samler ganske ihærdigt på fingeraftryk. Dertil kommer, at skærmen stadig bygger på samme teknologi som de tidligere skærme, der er bare blevet mere af den. Det betyder, at man ikke får samme ”wow”-fornemmelse som tidligere, når man ser på den. Det samme kan man sige om kameraet, der i sig selv ikke er noget særligt med sine 8 megapixel.

Et middelmådigt kamera reddes af softwaren
iPhone 5 har dog et par esser i ærmet i forhold til kameraet i form af softwaren. Apples HDR-funktion i kameraet gør automatisk dine billeder bedre, men det plejer at tage ret lang tid. Den nye CPU-hjerne i iPhone5 er dog så hurtig (den er faktisk over dobbelt så hurtig som forgængeren), at det nu næsten ikke tager noget tid at behandle billedet.

LÆS OGSÅ Skuffede eksperter: iPhone 5 er lækker, men mere af det samme

Og så er der panorama-funktionen, hvor iPhone 5 automatisk sætter en række billeder sammen ved at du blot fører kameraet i en glidende bevægelse foran det, du gerne vil fotografere. Det er en funktion, konkurrenterne har haft længe, men resultatet i iPhone 5 er bare meget bedre.

Lyden i telefonen er heller ikke ligefrem middelmådig, hverken når den sendes ud gennem lydstikket (nu i bunden) eller når den streames trådløst via AirPlay. De medfølgende øretelefoner er helt nye, og Apple kalder disse for EarPods. De er formet sådan, at lyden spiller direkte ind i øregangen, og det lyder helt fantastisk i forhold til, hvad man ellers er vant til af den slags.

Katastrofen Apple Maps
Men lige så god at lytte på, lige så dårlig er iPhone 5 at tale til. Den virtuelle assistent Siri forstår stadig ikke dansk, og de danske talekommandoer bliver konstant misforstået. Det er dog langt fra det største problem ved iPhone 5. Det største problem er, at Apple har sendt denne telefon og dens styresystem på gaden, før det var helt færdigt.

LÆS OGSÅ iPhone 5 er tyndere, lettere og længere

Som man har kunnet læse i adskillige medier rundt om i verden, så er kort-app’en Apple Maps i iPhone mildest talt en fiasko. For selvom Apple Maps nu kan give dig talte instrukser på dansk til at finde rundt i landskabet med, så nytter det ikke, hvis den ikke kan kende forskel på Nørretorv og Nørregade, og hvis den vil sende dig over vandet til Saltholm, når du bare gerne vil til Tårnby. Begge eksempler er fra den virkelige verden.

HØJ.  Den nye iPhone 5 har samme bredde som sin forgænger og ligner derfor sig selv. Men den er både højere, tyndere og lettere end tidligere iPhones Apple Maps har så tilstrækkeligt mange fejl, at man ikke tør stole på dens instrukser. Dermed mister en af de mest brugte apps på iPhone fuldkommen sin værdi. Og det trækker hele telefonen ned.

Det gode udseende sælger
I det hele taget virker iOS6 ufærdig. Under vores test oplevede vi f.eks flere gange, hvor vi blev ved med at trykke og trykke på skærmen uden at der skete noget. Det er lige præcis den slags problemer, man plejer at finde hos Apples konkurrenter…men ikke hos Apple.

LÆS OGSÅ Skuffet iPhone-nørd: »De andre har simpelthen overhalet Apple indenom«

Det understreger det, som er konklusionen, når man har arbejdet med iPhone 5 i nogle dage. Apples iPhone er blevet overhalet på hardware-siden af sine konkurrenter, og nu begynder software-siden også at halte. Men der er én ting, Apple gør bedre end nogen andre, og det er design. Man kommer simpelthen ikke uden om, at iPhone 5 er usædvanligt lækker.

Dens udformning er simpelthen uden lige på smartphone-markedet lige nu, og der findes næppe en telefon på markedet med en så gennemført designæstetik. Hvis teknik og funktion er det vigtigste for dig, så bør du kigge andetsteds. Man kommer ikke uden om, at det ikke er iPhonen, der har den gule førertrøje på, når det gælder teknologi.

LÆS OGSÅ Apple slår egen rekord: To millioner iPhone 5 solgt i første døgn

Men hvis udseendet tæller stort blandt dine købsargumenter, så bør du kigge nærmere på iPhone, uanset om du er iPhone-bruger i forvejen eller ej. Det kan dog anbefales at vente, til den første opdatering af iOS6 er kommet, hvor Apple forhåbentlig både får fikset den horrible kort-app og de andre småfejl, der er i systemet.