Annonce
Annonce
Nettet 31. jul. 2012 KL. 22.16

Festen er slut: Slut med bruge dankort i iPaden

Visa stopper samarbejdet med banebrydende ny betalingstjeneste.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det kom som en gave til små erhvervsdrivende, da iZettle tidligere på året introducerede deres nye betalingstjeneste, der gør det muligt at tage imod betalinger med dankort og kreditkort via iPhone og iPad.

Men festen, der knap var gået i gang, slutter brat i morgen.

LÆS OGSÅ Dankort-betaling på iPad: »Mange betaler med kort, selv om de har kontanter - bare for at prøve det«

Blot fem dage efter at Politiken kunne fortælle om den stille betalingsrevolution, har Visa meddelt, at de ikke længere vil acceptere, at danskere bruger deres Visa-dankort til at betale for is, juice og andre fornødenheder via iPhone eller iPad.

Beslutningen kommer som et chok for de mange små butikker, der hellere vil betale et gebyr på 2,75 procent per transaktion til iZettle frem for at anskaffe sig en dankortterminal, der kan være dyrere, og hvor du skal binde dig for et år.

En af dem er Hansens Is på Islands Brygge i København, der på sommerens få solskinsdage har brugt det svenske betalingssystem til at tage imod betaling fra de mange tusinde københavnere, der er søgt mod havnebadet på bryggen.

»En skandale«
»Det er en skandale. Det vil få en kæmpe betydning og gå hårdt ud over min forretning«, siger indehaver Thomas Rasmussen.

Han anslår, at han i snit tager imod 200-300 transaktioner dagligt via iZettle. Det tal vil falde til 10 transaktioner, når det fra i morgen ikke længere er muligt at bruge hverken Visa eller dankort til at betale med, mener Thomas Rasmussen.

LÆS OGSÅKør dankortet gennem iPaden

Det vil dog stadig være muligt at bruge iZettle til at betale med, hvis du har et Mastercard eller et kreditkort fra Diners Club. Men det er en ringe trøst for Thomas Rasmussen.

»Når jeg tænker på, hvor stor en del af min omsætning der foregår via Visa eller dankort, så kan jeg ikke leve uden det. Det er helt håbløst. Men samtidig vil jeg helst undgå at skulle anskaffe mig en dankortterminal, hvor jeg skal binde mig for et år og betale oprettelsesgebyr«, siger han.

Sikkerheden halter
Nyheden om, at Visa dropper sit samarbejde med iZettle, blev offentliggjort i går, hvor den svenske betalingstjeneste sendte en mail til sine 50.000 brugere i Skandinavien, herunder 8.000 i Danmark.

»Det kom som en stor overraskelse for os, at Visa afbryder samarbejdet. Vi er meget skuffede. Det er til stor skade både for os og vores kunder. Desværre kan jeg ikke engang give et klart bud på, hvornår du igen kan bruge Visa via iZettle«, siger marketingchef Johan Bendz fra iZettle.

Ifølge Jens Damgaard, landechef for Visa i Danmark, har iZettle og Visa imidlertid aldrig har haft en samarbejdsaftale.

LÆS OGSÅ Danskerne er vilde med krisedankort

»iZettle er startet op med en forventet godkendelse af deres system. Men indtil der foreligger en aftale, bliver vi nødt til at lukke ned for, at du kan bruge Visa til at betale med«, siger han.

Ikke godkendt
Problemet er ifølge Jens Damgaard, at sikkerheden på iZettle ikke er godkendt af Visa.

Han kan ikke komme ind på, hvad det præcise problem er, men henviser blandt andet til, at enhver løsning skal være godkendt før ibrugtagen for at sikre håndtering af kortdata.

»Vi bliver nødt til at være meget restriktive med sikkerheden. Som internationalt kortbrand kan vi ikke leve med, at der opstår problemer. Det er derfor også helt afgørende, at alle terminaler, der modtager Visa, har været igennem en godkendelses- og certificeringsproces«, siger han.

Ingen klager
iZettle har imidlertid svært ved at forstå Visas bekymringer.

Marketingchef Johan Bendz henviser til, at betalingstjenesten opfylder alle internationale standarder, og at både Mastercard, som godt nok er medejer af iZettle, og Diners Club accepterer betalinger via iPad og iPhone.

Thomas Rasmussen fra Hansens Is kan heller ikke se, hvad problemet med sikkerheden skulle være.

»Vi har brugt betalingssystemet i fire måneder uden en eneste klage. Det fungerer fuldstændig upåklageligt, og kunderne synes, at det er så fedt«, siger han.

Thomas Rasmussen påpeger desuden, at det er butikken og ikke Visa, der tager risikoen ved transaktionerne. Den risiko vil han imidlertid gerne tage, da det alligevel er begrænset, hvad hvert enkelt issalg beløber sig til.

LÆS OGSÅVisakort uden pinkode på vej

Thomas Rasmussen kan derfor hellere ikke lade være med at spekulere i, at det er den danske udbyder af betalingssystemer Nets, der står bag dankortterminalerne, som har lagt pres på Visa for at droppe deres samarbejde med iZettle.

Det afvises imidlertid pure af kommunikationschef Søren Winge fra Nets.

»Det er en ren Visa-beslutning, som vi ikke har haft nogen som helst indflydelse på«, siger han.

Visas landechef Jens Damgaard afviser også, at Nets har påvirket beslutningen.

»Det her er ikke et forsøg på at ramme iZettle eller Mastercard for den sags skyld. Det har udelukkende at gøre med vores retningslinjer for sikkerhed. Vi bliver nødt til at være sikre på, at sikkerheden er i orden«, siger han.