Lægens besked 20. juni i år sendte Gertrud Baun ned i en sort uge fuld af fortvivlelse og frygt: Hun havde en knude i brystet, som skulle opereres bort. Derefter ventede hele turen med kemoterapi og strålebehandling i løbet af efteråret.

Indtil den dag var den 46-årige journalist og webredaktør en halvflittig gæst på Facebook, blandt andet med sjove billeder af hunden eller små beretninger fra familiens liv.

Men med den alvorlige sygdom hængende over hovedet, blev Facebook pludselig et kæmpe dilemma. For hun kunne ikke skrive tjekket og lækkert om sygdommen, eller genkende sig selv i rollen som ’hende den syge’.

Farvel til Facebook
»Nu vil jeg ikke være på Facebook, tænkte jeg. Hvis jeg ikke kan opdatere noget, der er så vigtigt i mit liv lige nu, hvad hulen skal jeg så med Facebook? Så kan jeg lige så godt lukke ned det næste trekvarte år, mens alt det grimme står på«, siger Gertrud Baun om sine overvejelser.

LÆS OGSÅFacebook giver mere omsorg

Men den beslutning varede til hendes egen forbløffelse kun, indtil kræftbehandlingens mærkværdige tildragelser begyndte at pirre Gertruds humoristiske sans.

Med sine indlæg får hun sat ord på nogle af de mange faser, hun kæmper sig igennem. Kemo. Hårtab. Besøg hos parykmageren.

»Jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde ville skrive om de ting, for jeg er faktisk en blufærdig person. Men det har gjort, at jeg er kommet et spadestik dybere med nogle af mine venner derinde. Facebook har fået ny betydning for mig. Eller lad mig sige – det har fået betydning«, siger hun.

Ser man tilbage over Gertrud Bauns opdateringer, er der særligt fokus på det skøre og groteske.

Den første tikkede ud den første aften, efter at hun var kommet hjem i sin egen sofa efter en vellykket operation og med en god prognose for at overleve sygdommen. Lettet, men også så forundret, at det gav hende lyst til at kaste sig over tasterne.

LÆS OGSÅ Mads: Facebook var det bjerg, jeg råbte fra

»Jeg havde haft radioaktivt stof i årerne og tisset blåt, og hele min overkrop var knaldgul af safran blandet med sprit efter operationen. Så tænkte jeg: Ej, det er nogle mærkelige ting, jeg skal igennem. Nu fortæller jeg sgu folk, hvordan det er«.

Så kom alle ’forfærdelserne’ fra venner og bekendte, som ikke havde anet, at hun var syg. Gertrud Baun havde selv kort forinden været vidne til en venindes sygdomsforløb, og havde lært, at brystkræft kan overleves. Men mange, erfarede hun, så kræftdiagnosen nærmest som en dødsdom. Selv om det er en ud af ni danske kvinder, der rammes af sygdommen, og de fleste af dem overlever i mange år.

»Der er meget uvidenhed om kræft. Jeg var selv blevet klogere af at have min venindes eksempel lige foran mig. Og mindre bange. Den stemning vil jeg gerne sprede«, siger Gertrud Baun, og erkender, at der også er en god del ’damage control’ over skriverierne. Når hun skriver, kan hun bedre styre, hvordan omverdenen reagerer.

»Facebook er et godt sted at holde folk orienteret, men det er også et godt sted at aftabuisere og afdramatisere. Tage lidt pis på det. Det er lige til at blive rask af, hvis man kan få lidt sort humor ind over«.

LÆS OGSÅFacebook har rundet 500 millioner brugere

En anden ting, hun har valgt at styre, er at skære ned på antallet af venner på Facebook. Hun sorterede den tredjedel fra, som kun kunne betegnes som fjerne arbejdsrelationer.

Gertrud Baun går mest til tasterne, når hun har overskud til det. Føler ikke, at hun og andre har brug for at samle på de dårlige fortællinger. Som når hun er dybt berørt af historier om metastaser hos andre eller når de første dage med paryk gør hende ked af det.

»Jeg var rigtig ked af det, de dage hvor håret røg af. Gu var jeg så. Og når jeg lige er allermest ked af det, så skriver jeg ikke noget. Jeg har ikke lyst til at bruge Facebook til at blive for selvmedlidende og patetisk«.

Men når der så er gået et par dage, får hun vendt problemet og givet det en lidt komisk vinkel. Får det luftet. Og når en af dansevennerne fra Gertruds Lindy dansehold så griber ideen og råber ’Hey, du ser sgu da godt ud – og hårfager!’ næste gang hun kommer til dans med paryk, så er tabuet nedbrudt.

»Nogle gange tænker jeg, at det er uærligt spil, at jeg kun skriver noget, når jeg kan gøre det sjovt og selvironisk. Men det hjælper jo mig selv at tage det på den måde«.

En paryk er jo tabu
Da Gertrud Baun havde vænnet sig til tanken, skrev hun alligevel et farvel til sit hår, som om det var et brev til en ekskæreste. Det var et sjovt ordspil i sig selv, syntes hun, selv om hun senere fik meldinger fra rørte venner, der havde tudet over hendes indlæg.

Hun har tænkt en del over, om det ville være lettere bare at lade være med at skrive om sygdommen. Så var hun fri for at være ’hende, der har fået brystkræft’, og langt de fleste ville formentlig aldrig opdage, at hendes hår var erstattet med en paryk for en periode.

LÆS OGSÅ Kvinder får fjernet bryster på grundløs kræftdiagnose

»Men så ville jeg jo selv ligge under for tabuet om kræft, som noget man ikke taler om. Når jeg skriver, bliver det legalt at tale om det. For det er jo tabu at have en farlig sygdom og at gå med paryk«, siger Gertrud Baun.

Rent praktisk har Facebook gjort det nemt at orientere de mange venner om, hvordan det går. For når hun efter en kemobehandling er svimmel og kvalm, bliver hun nærmest køresyg af at skrive sms’er eller tale i telefon. Så er kommunikationen overstået med en besked på det sociale netværk, når hun med egne ord ligger og ’kemokeder’ sig på sofaen.

Når hun skriver, får hendes indlæg typisk masser af ’likes’ fra venner, som hepper og synes, at hun er ’sej’. Hvis nogen tænker, at det er for meget, har de ikke skrevet eller sagt det. De fleste synes, at det bliver nemmere at forholde sig til, hvor hun selv er i forløbet. For Gertrud har opbakningen været overvældende.

»Det kan ikke måle sig med at min svigerinde kommer og laver mad, eller med veninderne der inviterer til frokost eller sender en smart kasket. Men det kan næsten måle sig, når der er 30-40 mennesker inde og sige hep«, siger Gertrud Baun.

LÆS OGSÅ Fysisk aktive kvinder undgår brystkræft

Hun synes ikke, at det er sejt eller fantastisk at være åben om sin sygdom, men at det ville have været underligt at fortie det. Og åbenheden har vist sig at være en gave.

»Man giver jo noget af sig selv – og så risikerer man at få en helt masse fra de andre, fordi man tør sige, at der er ridser i lakken«.

15. august I dag er pivskiddag! Det var stadig lidt sjovt at køre Mamas Freakshow i går, hvor ungerne løb fra skraldespand til skraldespand for at se, hvor meget hår, der lå i dem. Og at blive klippet korthåret af ældstetøsen. Men fælt at vågne i dag med måne og pletskaldethed - var ikke klar over, i hvor høj grad charme, selvtillid og lækkert hår faktisk ER én og samme størrelse!!! Thank God (og bossen) man kan arbejde hjemme.

29. juni I forgårs kunne man finde mig med en geigertæller. I går tissede jeg blåt. I dag er jeg gul af safran på overkroppen. Hmmmm, fornemmer det bliver ’anderledes’ at ha’ næret en tumor i sin barm.