Tænk, hvis Newton ikke var blevet ramt i bolden af et æble, men i stedet var faldet igennem et dimensionshul?

’Portal’ fra 2008 gav ikke helt fanden i Newtons love, men rodede alligevel godt og grundigt rundt i fysikkens værktøjskasse. Teleportering var omdrejningspunktet. Det var muligt at krydse alt fra floder til hundrede meter høje barrikader på et splitsekund ved at springe igennem én portal og komme ud ad en anden.

LÆS ANMELDELSEN af Portal 1:Tre klassikere med ét smæk

Nøglen var et portalvåben, der kunne placere hhv. portal A og portal B på vægge, gulve og lofter alt efter behov. Forhindringerne talte både betonbokse, laserstråler og maskingeværspositioner, som man enten aktivt skulle bruge som f.eks. trappetrin eller refleksiv overflade eller snige sig forbi på sin vej fra punkt A til punkt Z.

Forestil dig en mus med teleporteringsevne på vej gennem en labyrint fyldt med lede gåder, onde fælder og pludselig død.Hvert scenarie og problem havde en logisk løsning i tråd med spillets interne logik, så ’Portal’ var på mange måder en kognitiv iq-test frembragt i en indbydende 3D-verden.

Nørdet? Bestemt. Og intelligent interaktiv underholdning af højeste kvalitet.

Dans med robotter

’Portal 2’ er mere af det samme – blot endnu bedre. Ligesom i forgængeren indtager man rollen som den tavse kvinde Chell, der skal igennem en masse test i et sterilt, futuristisk fabriksmiljø. Ved sin side har man indledningsvis den svævende HAL 9000-lignende robot Wheatley og – senere – GLaDOS, som man dræbte i ’Portal’, men som nu er tilbage som en allestedsnærværende stemme uden krop.

Både Wheatley og GLaDOS er noget så sjældent som mindeværdige figurer. Og de optræder i noget endnu mere sjældent: et humoristisk computerspil. Der er garanteret brede smil fra første til sidste sekund, når GLaDOS med slet skjult had i stemmen leverer sine sardoniske stikpiller.

Det er et tegn på tingenes sørgelige tilstand i computerspilsland, når ét humoristisk lysglimt i det kulsorte hul af ringe oneliners i dén grad kan rydde forsider, som ’Portal 2’ har gjort det. De andres mangler bør dog ikke lægges ’Portal 2’ til last.

Når man decideret stopper op for blot at lytte til GLaDOS’ vittige verbale tilsvininger, står det klart, at udviklerne fra Valve har fat i noget særligt.

Gennemsyret af humor
De komiske elementer begrænser sig ikke kun til det verbale. Spredt rundt på banerne er flere animerede videosekvenser, der parodierer dommedagsprofetier. Én sekvens viser en gruppe tændstikmænd i det amerikanske Senat blive overløbet af syv-otte meter høje mutantkryb, mens en voice-over lydigt proklamerer: »We salute our new animal overlords«.

I  multiplayerdelen i 'Portal 2' styrer hver spiller en af robotterne Atlas og P-body i helt unikke gåder.
Co-op-spildelen, hvor man løser gåder sammen med en medspiller, udvider den visuelle komik med en decideret fysisk dimension. Den høje, slanke robot og hans korte, buttede makker er designet ud fra en klassisk Gøg og Gokke-modsætningsmekanik.

Robot-Gøg svajer gerne som et siv i vinden, når han kanter sig vej forbi forhindringerne, mens Robot-Gokke omvendt buldrer, maser, hoster og pruster sig gennem banerne med samme elegance som en elefant i en porcelænsbutik.

Det er lige så simpelt, som det er effektivt. Ligesom ’Portal 2’ i øvrigt generelt er det. Eller »keep it simple, stupid«, som GLaDOS knastørt ville sige.

Forfinede portaler
Rent spilmekanisk leger ’Portal 2’ med mange af de samme byggeklodser som sin forgænger. Der skal stadig placeres klodser, der afbøjer laserstråler 45 grader og aktiveres knapper, der f.eks. sænker broer.

Grundelementet er dog altid portalerne. Indledningsvis er omformuleringerne af de fysiske love begrænsede: Man løber gennem en portal i væg A og ud gennem portal B i en anden væg uden én eneste gang at dreje hverken 180 eller 360 grader.

Der går dog ikke lang tid, før man springer ned fra 50 meter høje afsatser, mens man i luften skyder en portal ind i betongulvet under én, og dernæst – idet man bevarer accelerationen fra faldet – ryger ud ad en anden portal og katapulteres over en stor grøft.

Forvirret? Ikke halvt så meget som man bliver de første gange, man riverne siderne om sir Isaac ud af fysikbøgerne og vender op og ned på, nå ja, op og ned. De nye tiltag i ’Portal 2’ tæller bl.a. trampoliner, der katapulterer én hurtigere gennem portaler, og kraftige turbinemekanismer, der kan trække eller skubbe én vægtløs gennem luften.

Hvert eneste nye tiltag optræder i mindst to-tre scenarier, så man ikke blot stifter bekendtskab med mekanismen, men også når at udforske dens anvendelighed til fulde.

De logiske løsninger
Vejen gennem de labyrintiske baner bliver gradvis sværere, men uden at man nogensinde løber hovedet mod muren. Der er altid en logisk løsning. Nogle gange er vejen derhen bare belagt med abstrakte associationer.

Vejen er særlig snørklet i co-op-spildelen. Portalarsenalet udvides fra to til fire, alt imens forhindringer bliver flere.

Det virker ved første øjekast helt umuligt uden bevidsthedsudvidende stoffer, men når man lærer, hvordan én spiller kan rydde vejen for den anden, begynder man langsomt at opdage en myriade af løsningsmuligheder. Når det går vildest for sig, så man indbyrdes skal time det, så begge spillere affyrer og åbner portaler for hinanden – på tværs af banen – får ’Portal 2’ pulsen helt op.

Man skal ikke kun analysere, identificere og løse et logisk problem på abstrakt vis. Man skal også løse opgaven rent fysisk ved at hoppe, springe, skyde portaler og time bevægelser med sin medspiller, og det er dét, der hæver ’Portal 2’ op i en klasse for sig.

Det er ren spilmekanik uden kedelige mellemregninger. Selv hvis du kun spiller ét computerspil hele året, er der ingen vej uden om ’Portal 2’.