Alle kender typen den ensomme politiulv, der med snu og snilde tænker de kriminelle i sænk, og som nok er flosset, men er renskuret heroisk på bunden.

I både bogens og filmens verden er typen grobund for en hel genre for sig, anderledes er det inden for spilmediet, hvor det oftest er de kriminelle løbebaner, der bliver glorificeret.

Og man skal spole tiden tilbage til ældre spil fra 80’erne og 90’erne som ‘Discworld Noir’, ‘Under a Killing Moon’ eller den genreskabende ‘Police Quest’-serie for at finde værdige pendanter. Netop derfor har jeg den sidste måned nydt at kæmme Los Angeles for kriminelle som en anden Philip Marlowe.

LÆS ANMELDELSEN AF GRAND THEFT AUTO 4Frihed til at gøre ondt - eller godt

‘L.A. Noire’ er kreeret af spilskaberne Rockstar og falder med sit nuancerede og stærkt kritiske portræt af det amerikanske samfund dermed helt i tråd med spillets to ’sjælelige’ forgængere, ‘Grand Theft Auto 4’ og ‘Red Dead Redemption‘. Tre spil, der alle både kommenterer, glorificerer og særlig revser den amerikanske drøm med spydig sarkasme, skarp selvironi og benhård ærlighed.

I  efterkrigstidens Los Angeles skildrer storspillet ‘L.A. Noire’ et amerikansk samfund under reformationen, når man som renskuret politidetektiv bliver halet igennem både korruption, racehad og undertrykkende kvindesyn. Hvor ‘Grand Theft Auto 4‘ satirisk skildrede nutidens amerikanske samfund, og ‘Red Dead Redemption‘ gravede dybt efter rødderne i starten af 1900-tallet, placerer ‘L.A. Noire‘ sig midtimellem i 1947 i efterkrigstidens Los Angeles og Hollywood.

Væk er de to forriges spils fiktive, men let gennemskuelige stednavne og er nu erstattet af ’the real deal’, da alle bygninger, biler, gader, turistattraktioner og monumenter er på plads, som de stod i 1947.

I rollen som den amerikanske krigshelt Cole Phelps spillet af Aaron Staton (bl.a. fra Mad Men) starter man klædt i nystrøget politiuniform som almindelig gadebetjent, men zapper hastigt op gennem rækkerne i politikorpset.

LÆS ANMELDELSEN AF RED DEAD REDEMPTION: I det vilde virtuelle vesten

Hele ‘L.A. Noire’ er mesterligt sat i scene som en spilbar cadeau til Raymond Chandler og særlig James Ellroys ‘L.A. Confidential’, når man som Phelps skal opklare en række sager, der alle involverer lange køreture i byen, indsamling af spor og vidneudsagn, indfangning af de kriminelle og sluttelig hårdhændede forhør, der kan presse en tilståelse frem.

Hovedrollen  som Cole Phelps (t.h.) spilles mesterligt af Aaron Staton kendt fra Mad Men.

Af og til varieres handlingen af jagter i bil eller til fods efter mistænkte eller actionmættede skuddueller, og selv om ingen af disse fungerer lydefrit rent spilmæssigt, så rives man med – simpelthen fordi Rockstar kender sine genrer og detektivromaner og som ingen andre formår at skabe en filmisk stemning.

Fra bilerne og tøjstilen til jazzmusikken, persongalleriet og de fiktive reklamer er ‘L.A. Noire’ et sprudlende livagtigt tidsbillede, som er rosværdigt let at leve sig ind i. Man føler sig simpelthen som politidetektiv, og så gør det mindre, at den friere leg i sandkassen kendt fra ‘Grand Theft Auto’-spillene her er erstattet af stramme rammer. Det giver snarere en tilskyndelse til at spille sin rolle som betjent så godt som muligt.

Asocial enspænder

Gennem løbende flashbacks kommer der kød på Phelps’ personlighed, han deltog som officer i krigen mod Japan under Anden Verdenskrig, og de psykiske ar er gabende store: Snart skildres Phelps som en atypisk enspænder, en enøjet retfærdighedsforkæmper og nærved psykopatisk paragrafrytter uden strejf af empati.

I sig selv en modig casting i hovedrollen, men gevinsten er, at det stiller Phelps som diametral modsætning til hans forskellige politimakkere gennem spillet. Igennem usædvanlig velskrevne dialoger slår det her gang på gang gnister, der stiller skarpt på de interne problemer med korruption og magtliderlighed ikke alene inden for det californiske politikorps, men også i det amerikanske samfund som helhed.

I gennem både disse dialoger og de mange politisager kommenterer ‘L.A.Noire’ temaer som antisemitisme, racehad og kvindesynet i efterkrigstidens USA, men kernen i ‘L.A. Noire’ ligger i forhørene, der primært fungerer grundet en imponerende virkelighedstro ansigtsmimik på alle personer i spillet, som man skal aflæse for at afgøre sit næste træk.

Dette valg er kernen i at få det fulde udbytte af ‘L.A. Noire’. Oftest er det ekstremt enkelt at gennemskue de mistænktes ansigtsudtryk, da øjnene flakker og blikket vender nedad, når en person lyver, men jo længere man kommer ind i spillet, des sværere og mere uigennemskuelige bliver forhørene.

Og har man ikke forberedt sig godt og indsamlet nok spor, så kommer man hurtigt til kort – særlig fordi flere af de mistænkte oftest virker lige skyldige. I disse sager er det bedst at bruge sin menneskelige intuition. Det er i sig selv en sjældenhed inden for computerspil – og en stor ros til spillets overlegne animation.

Den hårdeste dom er din egen
Spillets virkelige genistreg ligger i, at man aldrig bliver direkte straffet for sine forkerte beslutninger eller sløset politiarbejde. Hurtigt mærker man, at man er på bar bund, og selv om alle sagerne stemples som ’opklaret’, da man i hver eneste sag sender en skyldig i gaskammeret på San Quentin, rumsterer sagerne videre i ens hoved.

For genialt nok kan man ikke bare spole tiden tilbage, men må leve med sine fejl – og det er næsten den største straf, når man tilmed oftest føler sig tilskyndet af sine chefer til bevidst at smide en uskyldig i gaskammeret, blot fordi vedkommende er uønsket i det californiske solskinssamfund.

Netop her ligger budskabet bag ‘L.A. Noire’, når det gennem ens beslutninger og ordrer oppefra bringer en skarp kritik mod ikke kun det amerikanske politikorps i 40’erne, men også det amerikanske efterkrigssamfund som helhed.

Den ærlighed og selvrevselse gør, at man trods irritationsmomenter såsom umådelig stupide kriminelle, mere begrænset handlefrihed og akavet styring bliver hængende.

Hvor det som spil har sine mangler, excellerer ‘L.A. Noire’ til gengæld i stemning, tidsbillede og historiefortælling og formår at samle trådene mellem de to forgængere.