Det første, jeg bliver mødt med i 'Tumble', er en kølig computergenereret kvindestemme. Straks bliver jeg utryg.

Fra filmens verden kender vi alle Hals foruroligende rolige stemme i Stanley Kubricks 'Rumrejsen 2001', og sidste år gjorde Kevin Spacey sig bemærket som ligeså rystende rolig computerstemme i sci-fi filmen Moon.

Det samme gør sig gældende på spilfronten med 'Portal 1 & 2', hvor den kvindelige antagonist, computeren GLaDOS, med spiddende sarkasme og kølig kynisme guider og modarbejder spilleren gennem 'Portal's hjernevridende labyrinter. Udviklerne af Tumble følger således trop med deres tag på en kølig computergenereret røst, der præsenterer dig for spillets kliniske puzzleunivers.

Kigget Portal i kortene

Ingen tvivl om, at 'Tumble' har kigget 'Porta'l i kortene i designet og præsentationen af spilverdenen. Modsat 'Portal føler du dig dog ikke som en menneskelig forsøgskanin i 'Tumble's univers, men derimod mere som en dresseret laboratorie-chimpanse, som vi kender det fra utal af film og tv-udsendelser.

Ikke at vi nogensinde ser en abe i selve spillet, men din rolle som spiller føles unægtelig som en chimpanse i træning, mens du sidder foran fladskærmen og vifter ivrigt med Move-staven for at klare spillets opgaver.

Simpel præmis

Præmissen i 'Tumble' er simpel og vanedannede. Via bevægelser med Move-staven, der genskabes nøjagtigt i spilverdenen, skal du placere klodser af forskellige størrelser og vægt i de rette huller eller stable dem i tårne, der forhåbentligt ikke vælter. Lykkes det at klare opgaverne med rolig hånd og køligt overblik, lovpriser den computergenerede kvindestemme dig, og du får lov til at stige i graderne og åbne op for nye og mere hjernevridende puzzles.

Det er med andre ord et uhyre simpelt gameplay, som 'Tumble' lægger for dagen. Som det er med mere eller mindre alle vellykkede puzzlespil, så ligger det geniale i detaljen, og i 'Tumble's tilfælde er det i høj grad Move-styringen, der er den afgørende detalje for spillets succes.

Smidige håndled

Move giver en skarp nøjagtighed i dine bevægelser, og simulationen er én til én. Det er dermed umuligt at skyde skylden på andet end dine egne finmotoriske evner, hvis en bestemt puzzle i Tumble ikke løses korrekt. U

nægtelig en kilde til frustration, hvis man er en dårlig taber, der aldrig tror, at man selv kan fejle, men samtidig også en stor kilde til tilfredsstillelse, for man ved, at succesen ene og alene skyldes ens egen hjernekapacitet og smidige håndled.

Giver lyst til leg i virkeligheden

Tumbles største minus er det kliniske spilunivers, der mangler personlighed og en vejdrejet visuel vinkel. Det hele ligner unægteligt et kønsløst laboratorieforsøg med dig selv som frivillig test-chimpanse. Sæt den trekantede klods i det trekantede hul, og du er en dygtig primat.

Efter at have løst et hav af puzzles i spillet, kan man heller ikke lade være med at tænke på, om det ikke ville være sundere og mere kreativt for ens indre legebarn bare at hive Lego og andre klodser frem fra gemmerne - og især hvis man har børn - rent fysisk at bygge tårne og andre krævende konstruktioner i den virkelige verden.

LÆS ANMELDELSEN Anmeldelse: 'Portal 2' er i en klasse for sig

Bruge sine egne hænder og fantasi til at bygge med rigtige klodser frem for at guide en digital ”hånd” rundt i en virtuel verden. I den henseende kan Tumble ses som en indledende lektion til leg i den virkelige verden, hvilket også kan være et udmærket udgangspunkt for et spil. At inspirere til leg og læring, der ikke kun er begrænset til en fladskærm, men til generel kreativ tænkning også i den fysiske verden.