Krig er en evig kilde til kommerciel succes i spilbranchen.

Vi elsker at smadre, invadere, bombardere og maltraktere os igennem kranieknusende krigsscenarier hentet både fra fiktionens og virkelighedens verden, og den årlige 'Call of Duty' udgivelse afventes af mange gamere med nærmest religiøs dedikation.

Salgstallene har for længst talt deres tal, og alle de store spilfirmaer søger en bid af krigskagen, men hvor bliver innovationen af, hvis alle søger det samme?

Et muligt svar er 'Socom 4: Special Forces'. Det fjerde kapitel i Sonys succesfulde Socom serie, der har hittet til PlayStation 2 og PSP og nu forsøger sig med et nyt stort kapitel til PlayStation 3 med Move-styring, der for alvor burde sætte dig i soldaternes sted.

Minder om Mad Dog McGree

Tanken er tiltrækkende på en adrenalinpumpende måde. At kunne styre sin soldat med Move-staven og reagere instinktivt og øjeblikkeligt på farerne i spillet. Som konstant at have en skarpladt revolver ved sin side og bare vente på den næste bandit i horisonten.

Ikke ulig et klassisk arkadehals skydespil, som 'Mad Dog McCree', hvor jeg i ung alder pløkkede fæle cowboys med en plastiskpistol i kælderen i Tivoli. For selvom Move-styringen unægtelig byder på flere valgmuligheder og moderat strategisk planlægning i 'Socom 4', så er følelsen af at skyde fjenderne ved at pege på fladskærmen med sin Move-stav og trykke på aftrækkeren nøjagtig den samme, som det altid har været i light-gun-genren - hvad enten vi taler 'Mad Dog McCree', 'Time Crisis', 'House of the Dead' eller 'Socom 4, der godt nok er en 3. persons shooter, men alligevel låner en del fra light-gun-traditionerne.

Den mindste forkerte bevægelse

Forventer du en dyb indlevelse i styringen af dine soldater med den innovative Move-styring, bliver du skuffet. For selvom der bestemt er strategiske tiltag og overvejelser i gameplayet, så forbliver følelsen af skydetelt fra de klassiske arkadedage en stor del af 'Socom 4'.

LÆS ANMELDELSEN Killzone 2: En blind knytnæve af krig

Move-styringen giver den fordel, at du lynhurtigt kan få fjenderne i sigte og gøre kort process, inden de når at alarmere alle deres venner. Det er drømmescenariet for dine elitesoldater, for hvis du ikke har en rolig hånd og har fuldstændig styr på Move-staven, så kan den mindste forkerte bevægelse hurtigt give fjenderne en åbenlys fordel, mens du kejter rundt og prøver at få kameraet til at vise dig, hvad du gerne vil se og skyde.

Lalleglade selvmordskandidater

Move-styringen i 'Socom 4' kræver unægtelig tilvænning, men selv når alle knap-kombinationerne og bevægelsesmønstrene er lært, så opstår der nemt komplikationer i kampens hede.

LÆS GUIDE: Her er årets PS3-julespil

'Socom 4's semi-strategiske gameplay og mange presserende valg i krigszonen er i bund og grund bedre egnet til en standard PlayStation controller, hvor du hurtigere kan danne dig overblik og ikke hele tiden skal huske at pege det rigtige sted på fladskærmen.

Med Moves høje grad af følsomhed og akavede placering af enkelte knapper kan du nemt miste overblikket, trykke forkert eller ryste for meget på hånden og dermed få dine soldater til at agere lalleglade selvmordskandidater i stedet for toptrænede elitetropper.

Uambitiøst look

Visuelt er Socom 4 ikke en af PlayStation 3's stærkeste titler. Eksplosionerne er tilpas øredøvende og omgivelserne har sine momenter af sønderbombet kaos, mens soldaterne har et alt for plastikagtigt look til at virke troværdige og livagtige.

Sammenlignet med især Ghost Recon serien, der med næste forårs Future Soldier ser ud til at sætte nye grafiske standarder inden for strategiske 3. persons krigsspil, så keder Socom 4 med sit acceptable, men uambitiøse visuelle look.

Gør mindre for indlevelsen

Socom 4 er langt fra det ultimative 3. persons krigsspil til PlayStation, som man kunne have håbet, nu serien var ganske helstøbt i PlayStation 2 æraen. Spillet har sine momenter af overfladisk action, men på et meget genkendeligt plan, der aldrig overrasker. Move-styringen fungerer til dels, når man ikke mister overblikket, men gør i sidste ende langt mindre for indlevelsen i spillet, end man skulle tro.

Følelsen af skydetelt popper gentagende op som bjørnene i Tivoli og giver dig flashbacks fra kiksede 90'er arkadehals shootouts i stedet for at blænde dig med glimt af morgendagens innovative indlevelse i krigsspil.