Det første, der møder mig i musikspillet 'Child of Eden', er en advarsel om, at hvis jeg har tendens til epilepsi, så er det bedst at slukke for spillet.

To minutter senere forstår jeg hvorfor, når jeg med svimlende fart kyles gennem blinkende lysende farvetunneler, hvor geometriske figurer i neonfarver vælter mig i møde, mens jeg kæmper mod selvlysende gennemsigtige technoblæksprutter og skrigende rødglødende rejer.

'Child of Eden' er et musikalsk syretrip sat i scene i et kaotisk sammensurium af organiske og matematiske former, og det er så underligt, at jeg til at begynde med var tæt på at slukke og lægge spillet på hylden. Men det gjorde jeg ikke, og snart var jeg naglet til pladsen foran skærmen for hele tiden lige at forsøge én gang til.

Regulært skydespil
Skræller man ind til kernen, er ' Child of Eden ' egentlig et ganske regulært skydespil: Automatisk flyver man i forskellige tempi gennem fem verdner, mens man nedkæmper angribende fjender kaldet vira. Målet er at rense verden for disse vira og dermed redde naturpigen Lumi.

LÆS ARTIKELTi spil, der giver ro på bagsædet

Det er den japanske spil-auteur Tetsuya Mizuguchi, der slog igennem med det musikalske skydespil ' Rez' til PlayStation 2 i 2001, som har skabt ' Child of Eden '. Ideen bag ' Rez' var, at spilleren selv var medkomponist, idet alle skud mod fjenderne påvirkede spillets technoinspirerede soundtrack.

I 'Child of Eden' har Mizuguchi skruet op for kreativiteten. Det nye spil kredser også om ideen om samsansning ( synæstesi) som en direkte cadeau til den abstrakte russiske billedkunstner Wassily Kandinsky, der mente, at han hørte lyde, når han så farver.

Sammensurium af sanseindtryk
Dette sammensurium af sanseindtryk manifesterer sig særligt i samspillet mellem musikken, grafikken og den kropslige styring - og det i sådan en grad, at man er i tvivl, om man reelt spiller et actionspil eller dirigerer en musikalsk sanseoplevelse.

Det kan spilles via almindeligt joystick, men magien indtræder, hvis man bruger Microsofts Kinect-kamera til Xbox 360.

På den måde bliver ens krop og arme nemlig selve joysticket. Alle skud mod fjenderne, alle eksplosioner og alle svirp med håndleddet påvirker direkte musikken, så gradvist bliver alle ens bevægelser flettet ind i kompositionen.

LÆS OGSÅHer er Guitar Hero's afløsere

Jo mere man spiller 'Child of Eden', desto mere glider selve spillet - altså hvor mange vira man uskadeliggør - i baggrunden til fordel for en musikalsk dannelsesrejse, der handler om beat og flow.

Man får følelsen af at være en fremtidens orkesterdirigent.

Derfor er det ærgerligt, at man konstant mindes om, at det er et spil. Misser man for mange vira, er det forfra og tilbage til hovedmenuen. Der burde have været en mere fri spillemulighed, hvor musikken og sansningen er det centrale.

Holder man sig til spilmekanikken, er spillet nøgternt set også ekstremt kortvarigt: Spiller man koncentreret i halvanden times tid, er de fem verdner og ekstra features udforsket til bunds. Og i det hele taget bliver spillet for intensivt til tider, fordi musikken er i den tætpakkede mavegungrende techno/trance-genre.

Lige så nemt at elske som at hade
'CHILD OF EDEN' er lige så nemt at elske som at hade for sin prætentiøse kunstfærdighed, men det er et unikum i en gennemkommercialiseret spilbranche, hvor crazy-kreativitet og personligt auteurpræg nedprioriteres til fordel for krav om høj omsætning og mainstreamappel.

Mizuguchis ånd gennemsyrer hele projektet, som heldigvis er bevidst smalt, intenst personligt og dybt eksperimenterende.

LÆS OGSÅSpilanmeldelse: Nyt japansk krigsspil er næsten for smuk en oplevelse

Samtidig beviser spillet styrken i den totale bevægelsesfrihed med Kinect, hvilket ikke alene gør ' Child of Eden ' til en normbryder, men også en murbrækker mod fremtidens spiludtryk, der vil vægte oplevelse højere end omsætning.

Så underligt, at jeg var tæt på at slukke og lægge spillet på hylden.