Blodet sprøjter til alle sider, når man hvirvler sit Sword of Monstrous Decapitations om sig, og alle krybene i nærheden falder for ens fødder. Her et par lede trolde med skarpslebne økser, dér en håndfuld giftspyttende edderkopper. Snart har de alle været i gennem kødhakkeren.

Hak og skær, om man vil. Det fungerer bare ikke rigtig på dansk. Til gengæld kender alle computerspillere med respekt for sig selv til hack 'n slash. En genre, der - som navnet antyder - går ud på at hakke, kløve, skære og dræbe sig i gennem bølge efter bølge af fjender.

Det ubestridte hovedværk inden for monsterpartering, 'Diablo II', er efterhånden blevet et årti gammel, mens efterfølgeren stadig ligger et års tid ude i fremtiden. I mellemtiden er stadig flere er søgt online i f.eks. 'World of WarCraft'-verdenen Azeroth for at få deres daglige dosis af blodsudgydelser.

Forudsigeligt figurgalleri
Hack 'n slash-genren lever dog stadig i sin traditionelle form.

Det viser 'Dungeon Siege III'. Desværre beviser spillet dog også, hvorfor der tælles måneder, uger og dage til at spiludviklerne fra amerikanske Blizzard stiger ned fra spilbranchens Olympen med 'Diablo III' i deres hænder.

LÆS OGSÅ Spilanmeldelse: Man føler sig som fremtidens dirigent på syre

For hvor Blizzard formår at bygge op, æstetisere enkeltøjeblikket og kæle for detaljen som en ferm håndværker, fremstår folkene bag 'Dungeon Siege III', Obsidian Entertainment, desværre snarere som samlebåndsslagtere. Der er monsterkød og blod i tons- og litervis, men det er en tør omgang at tygge sig i gennem.

Der er meget lidt mindeværdigt at holde fast i.

Tag blot de fire spilbare figurer, Lucas, Katarina, Reinhart og Anjali, hvis evner udi sværd, revolvere, buer og magi er helt uden overraskelser, og sammenlign med 'Diablo II: Lord of Destruction', hvor der er en verden til forskel mellem f.eks. en nekromantiker, der kan reanimere lig og hidkalde skeletkrigere, og en druide, der kan tage form som en bjørn eller en vareulv.

Et plaster på såret
Forudsigeligheden rider i det hele taget 'Dungeon Siege III' som en mare. Flere af det sidste årtis store fantasy-rollespil, som f.eks. 'The Witcher' og 'Dragon Age', spøger mellem linjerne i fortællingen om ondskaben ulmende i kongeriget Ehb. Desværre er strukturen ligeså rodet, som intrigerne er omfattende.

Der er hundredvis af undermissioner at give sig i kast med, når man mister interessen for kongerigets skæbne, men de hæver sig aldrig over 'tag hen til skovområde X, dræb monster Y og vend her tilbage for at hente belønningen'-formlen.

LÆS ANMELDELSEN Ridder Dødsmæk til Xbox er sublim satire

Igen er manglen på holdepunkter frustrerende. Den ene, magtliderlige Saruman-inspirerede troldmand afløser den anden; ét øjeblik får man et +2 Sword of Swiftness, en time senere opgraderes man til et +3.

Kamp uden variation
Mest problematisk er dog actiondelen. Der mangler simpelthen variation. Skeletkrigerne, mutantildfluerne, de glubske zombier og de øvrige monstre kommer konsekvent væltende i fem-syv mand store grupper, og kan typisk alle nedlægges med ét eller to standardangreb.

Man tvinges sjældent til at tænke sig om. Man tvinges næsten aldrig til at overveje, om en ildkugle, en velplaceret fælde eller et lynnedslag er bedst. 'Diablo'-spillene - og succesrige kloner som f.eks.

'Torchlight' - forankrer den fingertrættende klik-klik-action i strategi. Mindre gode hack 'n slash-spil stiller sig tilfredse med monotone samlebåndsdrab.

LÆS ANMELDELSEN'Torchlight' er vanedannende 'Diablo'-klon

I jagten på det uforglemmelige drukner 'Dungeon Siege III' desværre i et hav af fantasy-klichéer. Det går i bedste fald lige akkurat an. Men kun mens vi venter på 'Diablo III'.