Den japanske gyserfilm Ringu/The Ring satte i 1998 en trend i gang med gruopvækkende asiatiske gys, hvor langhårede ligblege spøgelsespiger var kilden til ondskab frem for øksemordere eller monstre fra det ydre rum.

På spilfronten var især japanske Silent Hill spillene en frontløber i den nye mere psykologisk orienterede horrorgenre, og det varede ikke længe, før vestlige spiludviklere fulgte trop med deres tag på den blomstrende gysergenre.

Det første F.E.A.R var en succesfuld hybrid af asiatiske The Ring inspirerede gys og vestlig first person shooter action. Et actionmættet gyserspil målrettet de mange vestlige spillere, der ikke har tålmodighed til at gå hele distancen med den langsomme stemningsfulde opbygning, som er traditionen i det asiatiske gys, men vil have bloddryppende valuta for pengene fra første mørklagte korridor.

Utallige kopier

Det første F.E.A.R. formåede at balancere mellem disse to modpoler - det stemningsfulde gys og den adrenalinpumpende action.

Stilen blev ført videre i F.E.A.R. 2, der var mere af det samme med spøgelsespigen Alma i centrum, men luften var ved at gå af ballonen, og selvom det andet kapitel var en habil shooter med tilpas mange stemningsopbyggede scener, så var det hele en velkendt affære.

Det asiatiske gys var på grund af utallige vestlige kopier, remakes og parodier lige fra The Ring til The Grudge og scener i Scary Movie blevet en udvandet kliche, og hvad der var hårrejsende friskt tilbage i 1998 med Ringu, var nu blevet en klichefyldt industri af langhårede spøgelsespiger i hvide gevandter og ældgamle asiatiske forbandelser, som ingen kunne finde hoved eller hale i.

Bedste The Matrix stil

F.E.A.R. 3 eller F.3.A.R. som det så smart bliver kaldt i markedsføringssammenhæng, er en klassisk treer på godt og ondt. Det er mere af det samme, så fans ved, hvad de får, men dermed er spillet også både uoriginalt og uambitiøst. Det mest inspirerende nye tiltag er den øgede fokus på co-op.

Hele historien kan og bør spilles co-op, da det her viser spillet fra dets mest veldesignede side. Den ene spiller tager rollen som den klassiske actionman 'Point Man', der ligesom i det første F.E.A.R. er hurtig på aftrækkeren og kan standse tiden i bedste The Matrix-stil, så fjenderne kan elimineres på overlegen facon.

F.E.A.R. gameplay som vi kender det, det virker og tilfredsstiller ens indre Chuck Norris, men det er også en kende monotont, når korridor efter korridor skal ryddes for fjender i en evig regn af krudt og kugler.

En gyselig herre

Der er noget mere bloddryppende kød på den anden spilbare karakter 'Paxton Fettel'. En gyselig herre, der i kraft af, at han rent faktisk er død (Point Man skød ham i det første F.E.A.R.), kan besætte de fjendtlige soldater eller bruge sine okkulte evner på andre drabelige måder. Et kærkomment afbræk fra den sædvanlige Call of Duty tilgang til first person shooter genren.

Desværre er det i singleplayer mode kun muligt at spille som Paxton, når banerne allerede er gennemført med den langt kedeligere Point Man.

Et tåbeligt designvalg, nu spillet er sjovere med den overnaturlige Paxton, der desværre ender som et tilfældigt påhæng frem for spillets nye overraskende omdrejningspunkt.

Udviklerne har simpelthen ikke turde gå planken ud og satse på et fuldstændigt redesignet gameplay, selvom de tydeligvis har haft grundideerne til det, og de er vanen tro blevet på velkendt territorium med det Call of Duty inspirerede gameplay.

Mistet sin pondus

Gyset udebliver i store dele af spillet, hvilket skyldes den overdrevne vægt på tonstung action. De enkelte gysende momenter er desuden ofte af gabende klichefuld karakter, som blod på væggen eller et glimt af et gespenst, der er væk, lige så hurtigt det kom frem og skreg ”bøh!”.

F.E.A.R. 3 er en tam affære, når det kommer til hårrejsende momenter, og det er ikke lykkedes udviklerne at videreudvikle på de i 2011 fortærskede asiatiske gyserinspirationskilder.

Spøgelsespigen Alma har simpelthen mistet sin påtrængende pondus i det tredje kapitel og er nu lige så skræmmende som Fredagsbios Anna & Lotte. Her hjælper det tilsyneladende ikke, at udviklerne af F.E.A.R. 3 ellers har haft assistance af filminstruktøren John Carpenter kendt fra 1980'er gysere som Halloween og The Thing samt forfatteren Steve Niles, der er bedst kendt for vampyrtegneserien 30 Days of Night.

En ny frisure er ikke nok

Manglen på innovation i F.E.A.R. 3 siger en del om en vestlig tendens til at kopiere, og en japansk tendens til at innovere på det populærkulturelle område - især spil. Så medmindre asiaterne igen fornyer gysergenren med noget lige så hårrejsende som Ringu, så ser det desværre sløjt ud for F.E.A.R-franchisen.

Et potentielt fjerde kapitel er i hvert fald unødvendigt, hvis der ikke diskes op med noget mere holdbart end velkendt first person shooter action og langhårede spøgelsespiger.

Og nej, en ny frisure til Alma, er ikke nok til at få gyset tilbage.