Biljagter er seje. Lige fra stum-filmens ofte komiske klovnejagter til Ryan Goslings præcisionskørsel i Refns biografaktuelle ' Drive', har manoa-mano-dieseldueller haft en særlig plads i den kollektive bevidsthed.

Bilen leder tankerne hen på drømmen om frihed, markeringen af selvstændighed og muligheden for at få afløb for aggressioner.

Hvis bilen er et af de ultimative symboler, så er biljagten selvfølgelig dens mest potente form. Og mange hankønsvæsener fantaserer om at smadre gennem San Francisco i en 325-hestekræfters brunstig Ford Mustang, mens den obligatoriske skurk kigger sig nervøst i bakspejlet, og fodgængerne springer for livet.

Med ' Driver: San Francisco' bliver drengedrømmen til virkelighed. Eller i hvert fald det næstbedste: digital virkelighed.

Det er ikke så meget et ikonografisk, som det er et ikonografibesat bilspil. Enhver, der har set Steve McQueen i ' Bullitt', Gene Hackman i ' The French Connection' eller andre af 1960' ernes og 70' ernes biljagtsmættede krimifilm, vil nikke genkendende til de mange direkte og indirekte referencer.

Steve  McQueen gjorde det i ' Bullitt' i 1968. I 2011 kan du selv drøne gennem smalle gyder, op ad stejle bakker og hen over Golden Gate.

Her er både lyssky kriminelle organisationer, der skal overvåges, infiltreres og - til sidst - rives ned, og et amerikansk storbylandskab befærdet af spejlblanke Cadillacs og grå, firkantede Fordmaskiner.

Vi befinder os altså tilmed i San Francisco, hvilket blot forstærker ' Bullitt'-referencen. De mange stejle bakker og smalle gyder muliggør ikke bare flyvehop, udskridninger og overforbrug af håndbremsen.

Nej, de trygler om det. De kræver det.

Ikke kun ræs
Det harmonerer godt med, at ' Driver: San Francisco' ikke blot byder på ræs, hvor det handler om at komme først fra A til B, men også har biljagter, stuntudfordringer og ødelæggelseskørsel. Tagselvbordet bugner af dieselindsmurte retter: Ét øjeblik skal man i bedste ' Speed'-stil manøvrere en lastbil gennem en trafikeret bymidte på fire-fem minutter, mens man holder fartmåleren over 80 km/t. og samtidig undgår at ramme andre biler; det næste får man til opgave at lave et flyvehop på over 100 meter.

Ens spilfigur, politimanden John Tanner, ligger i koma, hvorfor den verden, som man kører rundt i, kun eksisterer i Tanners bevidsthed. Det betyder i praksis, at man kan springe fra bil til bil. Ind i én bil, ud af den, finde en ny via fugleperspektiv og hoppe ind i denne.

LÆS ANMELDELSENNeed for Speed World: Hvad blev der af farten?

Det har betydning for alt fra stunts til biljagter. Hvis man for eksempel får en stuntopgave, der går ud på at få fem biler over 190 km/t. på 60 sekunder, er det lige så vigtigt, at man skifter intelligent, som at man kører fejlfrit. Hvis du skifter til en Chevy Impala frem for til en Audi R8, bliver det noget sværere at nå fem biler på 60 sekunder.

Fælles for alle bilerne - lige fra en skramlende Oldsmobile Cutlass fra 1970 til en toptunet Lamborghini Murciélago, der lydløst accelererer fra 0 til 250 km/t. på et splitsekund - er, at man kan styre dem, som man styrede sine legetøjsbiler, da man var barn. Der er ingen bånd, der binder én. Kørefysikken er smidt ud ad vinduet, realismen roder rundt i rabatten.

Nydelsen ved at køre sidelæns ind i og tvinge en flugtbilist til at smadre frontalt ind i en 35 ton tung, modkørende lastbil er lige så sadistisk, som den er rendyrket.

Hvor de fleste bilspil hylder koncentration og tålmodighed, belønner ' Driver: San Francisco' i stedet dumdristighed og vanvid.

LÆS ANMELDELSENGran Turismo er ikke det forventede storværk

' DRIVER'-serien blev oprindelig skudt i gang tilbage i 1999, men kørte helt af sporet med ' Driv3r' fra 2004, der stirrede sig blind på sin snørklede historie, der sprang fra Miami til Istanbul uden mål eller mening. Denne gang er det anderledes.

Vildere og vildere
' Driver: San Francisco' toner rent flag og beskrives bedst som en spirituel efterfølger til ' Burnout: Paradise'. Det er et spil befriet for menuer, hvor man i stedet drøner over Golden Gate-broen og langs Fisherman's Wharf med hjertet helt oppe i halsen, mens man finder nye udfordringer.

Her et stunt, her en jagt og hver gang vildere end den foregående.

Der er flere hundrede kilometers indbydende asfalt-og jordveje og cirka 150 vidt forskellige køretøjer, der nærmest trygler om at blive kørt i sænk. Det føles dumt, hurtigt og helt ude af kontrol. En slags demonstrativ antitese til den tilstræbte realisme i de fleste af nutidens bilspil. Et herligt afbræk.