Klicheerne er det sidste, der står tilbage, når jorden går under.

Det er i hvert tilfælde fornemmelsen, når man i starten af spillet ’Rage’ stikker hovedet ud af det laboratorie, man vågner i, og øjeblikkeligt bliver overfaldet af læderklædte bøller med køller. Heldigvis er hjælpen nær i form af en lokal nybygger, der i en rusten jeep med masser af våben og hjemmegjort pansring kører dig til sit hus i et lille fort af gammelt jern.

LÆS ANMELDELSENLandevejsrøvere huserer i moralsk actionspil

Her antyder den flinke mand, at måden at takke ham på, er at udrydde alle de omkringboende køllebanditter – og da spillet ikke byder på valide alternativer, så er det det, man gør. Så slag i slag bliver man introduceret for flere mennesker og flere bebyggelser, og alle har de en ting, man lille skal hente eller en naboklan af voldelige galninge, man lige skal udradere.

Så i en fremtidsverden, der visuelt låner fra 'Mad Max' og alle post-apokalyptiske film, der kom efter, påtager man sig i ’Rage’ rollen som en rimelig voldelig buddreng.

Historie i spil er som historie i porno
Men måske er en original historie for meget at forlange fra folkene bag.

Spilfirmaet ’id Software’ opfandt skydespilsgenren med spillet ’Wolfenstein’ i 1992. Siden har chefen John Carmack, den geniale programmør, der pressede pc’er til det yderste med Doom og Quake, udtalt, at historier i spil er lige så vigtige som historier i porno.

Når vi alligevel vælger at fokusere på historien, klichéfyldt som den er, så er det fordi, den immervæk fylder en del. De andre personer i spillet er omhyggeligt animerede og der er kælet for detaljen, når det gælder deres udseende – det er først, når de åbner munden, at niveauet daler.

LÆS ANMELDELSENSmæk russiske rumvæsner i gulvet

Det samme gælder byer, ruiner og de steder, hvor man skyder mutanter, bander og soldater. Id Software er berygtede for at lave imponerende grafik, men også spil, der kun kan foregå i tunnelkomplekser, hvor primærfarver er bandlyst. Det prøver ’Rage’ at komme ud over. Godt nok består Jorden, efter en gigantisk meteor har ramt planeten, mest af brun i brun ørken, men overalt knejser resterne af en svunden civilisation sig i form af kæmpe knuste motorveje og ruinerne af skyskrabere i det fjerne.

Desværre finder man hurtigt ud af, at den verden, der synes så åben, og hvor man konstant har lyst til at gå på opdagelse i de imposante ruiner, i virkeligheden består af gange og tunneller – nu er det bare usynlige vægge, klipper og ens persons manglende evne til at forcerer forhindringer højere end ankelhøjde, der spærrer en inde.

Tjener, der er kommet skydespil i mit racerspil
Mellem byerne og de spredte bebyggelser kan man køre i stadigt mere imponerende biler, som man tro mod genrekonventionerne kan udstyre med piggede kofangere, knive i hjulkapslerne og masser af våben.

Her er verden mere åben og uden at nå spil som ’Grand Theft Auto’ eller ’Red Dead Redemption’ til sokkeholderne, så kan man da til tider vælge mellem mere end en vej. Men vejene bliver gradvist farligere og for at forcere dem, kræves der en bedre bil – den får man ved at vinde racerløb.

De foregår dog oftest ikke der, hvor man ellers kører, i stedet bliver man teleporteret til en bane, når man har sagt ja til en udfordring. Racerdelen kan ikke måle sig med rendyrkede spil i den genre, men bilerne har en god vægt bag sig og en tilfredsstillende knurrende motorlyd. Der er fart over feltet og det er tilladt at skyde efter sine modstandere, hvilket om ikke andet også ville peppe moderne Formel 1 op.

LÆS ANMELDELSENFallout er en gribende grum fremtidswestern

Der er også andre småspil, som et rimeligt banalt samlekortspil, som spilles med kort, man finder i de baser og ruiner, man kæmper i, og således belejligt opildner til udforskning. Ellers kan man samle komponenter til at bygge sine egne våben og hjælpeudstyr, ammunition og let omsættelige varer, man kan sælge, så der bliver råd til bedre våben og udstyr og mere af den ammunition, der er spillets knappeste ressource.

Fremtiden er hårdfør
Spillets kerne er de mange skuddueller, og de er tilpas svære. Manglen på ammunition kombineret med hårdføre fjender, der ofte skal skydes adskillige gange, gør, at man tit løber tør og må skifte til et sekundært våben.

Heldigvis har man mange og med gradvis forbedring af våbnene samt opdagelsen af et væld af kreativ ammunition, så er mulighederne for masseødelæggelse til stede.

Fjenderne er ikke synderligt begavede eller taktisk anlagte, men de udnytter i rimelig grad dækning. Og selv om du som sagt må se hjælpeløs på selv knæhøje mure, så forcerer visse fjender vægge og loft i løb og kaster sig over dig for alle mulige og umulige vinkler.

Ofte når du selv er lukket inde i et rum eller blindgyde, hvor udgangen først åbenbares, når et korrekt antal fjender er plaffet ned eller et kæmpe monster er fældet.

LÆS ANMELDELSENAnmeldelse: 'Homefront' er konform og klichéfyldt action

Variationen i fjender er dog ikke overvældende og flere opgaver sender dig tilbage til steder, du allerede har renset for kryb – enten med nye fjender eller blot flere, hvilket gør spillet ensformigt i længden.

Spil efter tjeklister
Faktisk virker det som om, id Software har kigget på tidligere tiders succeser og også på moderne og mere åbne spil, som Grand Theft Auto-serien, og så har krydset af på et liste over elementer, deres spil også skulle have.

Der er ingen direkte plagiater, og der er tale om nogle af branchens bedste håndværkere, så alt i spillet virker og ser godt ud – men der er heller ikke tilført et gram originalt eller forsøgt, at gå nye veje med hverken handling eller spilelementer.

LÆS ANMELDELSENI socialrealistisk fantasyspil er der bagtanker med alt

Kun grafikken og udnyttelsen af konsollernes muskler rager lidt op, her er udviklerne trods alt på hjemmebane. Så 'Rage’ er uden tvivl flot, og man orker godt spille historien til ende – om ikke andet for at finde ud af, hvem man er, og hvorfor man er så god til vold og så populært et valg, når den ene fraktion skal have den anden udryddet.

Men når verdenen føles gennemført gold, og man kun kan bevæge sig ganske få steder hen for at tale med en håndfuld imponerende ligegyldige figurer, så ender 'Rage' som tomme kalorier og et spil uden egentlig dybde.