fakta

Gears of War 3

Platform:

Xbox 360

Genre:

Action

PEGI-aldersmærkning:

18+

1-10 spillere

Warhammer 40K: Space Marine

Platforme:

PC, Xbox 360, PlayStation 3

Genre:

Action

Pegi-aldersmærkning:

18+

1-16 spillere

Krig er beskidt og rodet. Det lader sig ikke forsimple.

Omvendt er netop reduktion nødvendig i en populærkulturel kontekst. Rambo er ikonisk, fordi han er en antiautoritær enmandshær, der skyder på alt og alle. 'Band of Brothers'-soldaterne får netop vores medfølelse, fordi de er en lille deling frem for en uoverskuelig hærstyrke.

Hvis forsimpling er vigtigt i film og på tv, er det altafgørende i mange computerspil.

Det gælder ikke mindst actionspil.

Her er globale kriges udfald ('Homefront' m. fl.) eller ligefrem verdens skæbne ('Resistance' m. fl.) ofte på spil. Når indsatsen er så høj, virker det oplagt, at man som computerspiller føler, at man har indflydelse. Forestil dig, at du i løbet af ti timer ikke begik én eneste fejl, men så pludselig blev dræbt af et Tomahawk-missil affyret flere hundrede kilometer borte? Game over? Det er fejt. Den går ikke.

Macho-mændene er tilbage
I den digitale virkelighed er man herre over sin egen og hele verdens skæbne. Selv som sølle fodtudse.

Det gælder i dén grad i spillene ' Gears of War 3' og ' Warhammer 40K: Space Marine', hvor et par hærdebrede soldater med cigarer i mundvigen og todages skægstubbe er menneskehedens sidste håb.

LÆS ANMELDELSENSlagkraftig beskidt science-fiction

Deres DNA-kode nærmest skriger »bad ass«. Når de imod alle odds har overlevet et dusin monstre formet af mareridtets materie og står tilbage med andengradsforbrændinger og to-tre kugler i torsoen, dratter de ikke nødlidende om. Nej, de sparker selvfølgelig til fjendens lig og stikker til hinanden med et spøgefuldt »get up, you lazy bum!«. De repræsenterer Rambos digitale genfødsel.

På overfladen er lighederne mellem de to spil slående. I begge spil styrer man en soldat bevæbnet til tænderne med automatrifler, raket-og flammekastere m. m., der nedlægger bølger af monstre, og begge svælger i vold.

I 'Gears of War 3' er standardgeværet udstyret med en motorsav, så man kan flænse monstrene i stykker, mens blodet sprøjter ud på skærmen, og i ' Space Marine' river man ubesværet fjendernes lemmer af.

Det er bestemt ikke for sarte sjæle.

Stor forskel på respekt
Til gengæld er der stor kvalitetsforskel på de to spil. Hvor 'Gears of War 3' er en storslået afslutning på en af vor tids største sci-fi-sagaer, yder ' Space Marine' slet ikke sit ophav, hele 'Warhammer 40K'-universet, retfærdighed.

Blot en halv time inde i ' Space Marine' begynder trætheden at melde sig.

Stillet over for 20-25 neongrønne og svært arrige orker er ens valg grundlæggende begrænset til: Sværd eller maskingevær? Man kan ikke søge dække, afskære fjenderne fra hinanden, lure dem i bagholdsangreb eller lignende. Man løber aldrig tør for ammunition, og man får aldrig behov for at tage benene på nakken.

Det er - i al sin banale enkelhed - en glorificeret udgave af arkadeklassikeren ' Space Invaders'.

LÆS ANMELDELSENLevende døde invaderer ferieparadis

Til sammenligning er 'Gears of War 3' et slaraffenland for bestialsk blodsudgydelse. Historien om menneskehedens desperate kamp imod den fremmede Locust-race vinder næppe spilbranchens Bookerpris.

Fortællinger i computerspil vurderes imidlertid ikke på, om de fører til eksistentiel indsigt, men på, om man holder dem ud eller springer dem over - og her følger man med.

Det skyldes dog lige så meget produktionsdesignet som historien. Alt fra stemmeskuespillet, hvor machosoldaternes stemmer kradser, som var det Tom Waits' whisky-og cigaretvokal, til Locust-monstrenes ansigtstræk oser af kvalitet.

Da man tidligt i spillet angribes af en hundrede meter lang Livjatan, der prøver at sænke det store skib, man befinder sig på, mærker man rystelserne helt ind i stuen.

Monstrene er trækplastret
Spilteknisk står 'Gears of Wwar 3' tilsvarende stærkt. Ligesom i forgængerne handler det om at bevæge sig fra dække til dække, mens man skiftevist kaster granater mod, flankerer og planter kugler i panden på Locust-monstrene. Det helt store trækplaster i denne 3' er er netop monstrene.

LÆS ANMELDELSEN Flere zombier ind fra højre, tak!

Der er enorm forskel på f. eks. de 2,5 meter høje, tonstunge Boomers, der tørt udbryder »boom«, når de affyrer deres raketkastere, og de fugleskræmsler af kød og blod, der med rullefald og kraftspring er lige så svære at ramme, som de er dødsensfarlige.

'Gears of War 3' står samtidig for en problemfri sammensmeltning af online og offline.

Alle dele af spillet kan opleves både alene, med et par venner foran én skærm og sammen med flere over Xbox Live. Teknikken er upåklagelig: På blot 20-30 sekunder er man i gang.

Tower defence i solid stil
'Horde'- og 'Beast'-spiltyperne fortjener særlig ros.

I ' Horde' forsøger man at udslette Locust-monstre, der - bølge for bølge - bliver flere og stærkere. Som noget nyt kan man købe defensive forstærkninger som f. eks. ammunition, ståltrådshegn og våbentårn. Men pas på: Pengene til dette udstyr slipper hurtigt op, og prioriteringen gør ondt. Det bidrager til en yderligere taktisk dimension, ligesom en tilsvarende mekanik i ' Beast' i øvrigt gør det.

LÆS ANMELDELSENMachomænd vs. mutanter

'Beast' er helt nyt og er - groft sagt - ' Horde' vendt på hovedet. Her skal man dræbe menneskelige soldater, og jo bedre man klarer sig, desto vildere monstre får man mulighed for at spille.

Det kan godt være, at krigsmaskinens tandhjul er lidt rustne i ' Space Marine', men til gengæld er de velsmurte som aldrig før i det seneste ' Gears of War'-spil.

Og det kan end ikke alverdens machoøregas skjule.