Det er sjældent, at en spilfigur ældes.

F.eks. har spilhelten over dem alle, Super Mario, ikke et eneste gråt hår i overskægget til trods for sine over 25 års tro tjeneste. Ganske få spilhelte gennemgår en regulær ældningsproces gennem deres digitale karriere, og når det sker, er det gerne for at give deres spilserie det rette dramaturgiske drive.

Solid Snake fra 'Metal Gear Solid'-serien er et glimrende eksempel, da vi i det fjerde kapitel virkelig følte med den aldrende og krigstrætte Snake, og han får nu selskab af en anden hemmelig lejemorder, Ezio Auditore, der med 'Assassin's Creed: Revelations' er noget mere gråsprængt, end vi husker ham fra sidste års 'Assassin's Creed: Brotherhood'.

LÆS ANMELDELSENSpiltest: Assassin's Creed er solid strategi og snigmord

Ligesom med Solid Snake er der dog mest af alt tale om en kosmetisk ældning, da figurerne jo helst skal kunne foretage de samme krumspring og snedige angreb, for at det er sjovt at spille dem.

Et kombo-angreb med gangstativet ville uden tvivl være et overraskende træk, men ville næppe få Revelations op af salgslisterne. Så selvom Ezio er blevet mere grå i skægget, er han stadig en habil lejemorder med hang til klatreture, der får selv Spider-Man til at svimle.

De sidste stakåndede sekunder
'Revelations' udspiller sig en del år efter 'Brotherhood', og er det klimakstiske kapitel i fortællingen om Ezio.

Selvom der både er spilbare afstikkere til lejemoderen Altaïr i middelalderen og til Desmond, der denne gang er fanget i et The Matrix-inspireret limbo, så er det fortællingen om Ezio, der er spillets fundament og heldigvis for det. Hans eventyr, der primært udspiller sig i et smukt gyldent Konstantinopel anno 1511, er årsagen til, at 'Revelations' trækker i en lige til sidste stakåndede sekunder.

Dårligt Portal plagiat
Altaïrs missioner i middelalderen, der fungerer som forklarende flashbacks, er også udmærkede, da de minder om Ezios i rytme og struktur, mens Desmond i nutiden endnu en gang trækker det korteste strå og står tilbage med missioner, der er trættende og uinspirerende.

LÆS ANMELDELSENBrillant blodplettet turistguide til Italien

Jeg har personligt aldrig været fan af science fiction rammen for 'Assassin's Creed'-serien, da Desmond er en intetsigende karakter med endnu kedeligere spilmæssige muligheder. Han var mest tålelig i 'Brotherhood', hvor hans missioner var i tråd med resten af seriens platformskravleri, men i 'Revelations' går Ubisoft nye veje og ender med et dårligt designet 'first person' plagiat af 'Portal', der med sine enerverende gåder kun er til frustration.

Panden mod muren
De nye veje i gameplayet er 'Assassin's Creed: Revelations' største svaghed. Nu hvor serien er blevet en årlig udgivelse, kunne man ellers frygte, at Ubisoft ville gå Activisions 'Call of Duty' i bedene og blot udgive et nyt kapitel hvert år med kosmetiske opdateringer og minimale gameplay-mæssige fornyelser.

Her løber Ubisoft i den stik modsatte retning og faktisk med en sådan hast, at de i enkelte dele af 'Revelations' løber panden mod muren.

Agerer passiv general
Ezio snubler, når han i 'Revelations' tvinges ud af sine vante rammer, som i det nye scener, hvor han skal forsvare lejemordernes tilholdssteder fra invaderende styrker.

Her skifter spillet fuldstændig rytme og struktur og bliver et såkaldt ”tower defense” spil, hvor du som spiller skal beordre dine mænd til at forsvare din base mod angribende horder.

LÆS ARTIKELFremtidens computerspil ligger ikke på computeren

Problemet er, at det virker overfladisk og ude af trit med resten af spillet, når Ezio pludselig agerer passiv general og ikke selv er en del af slaget. Ideen med at forsvare sine positioner er fin nok, men hvis det skal føles som en naturlig del af 'Assassin's Creed'-serien og ikke blot som et forstyrrende vedhæng, så kræver det mere omtanke og finesse, end tilfældet er i 'Revelations'.

Lærerig historisk lektion
Ezio er derimod klart bedst, når han er i sit rette element på flugt over Konstantinopels hustage badet i aftensolen med et utal af hævngerrige vagter i hælene.

Dette er essensen af 'Assassin's Creed', den evige katten efter musen jagt i en forførende smuk setting, der udover at underholde med sit stakåndede gameplay og mange angrebsmuligheder også giver os en lærerig lektion i historiske fakta og konspirationsteoretiske myter.

Fundamentet er derfor stadig stærkt, også selvom vi har prøvet det meste før – ikke mindst i 'Brotherhood', der står som seriens stærkeste og hidtil mest fokuserede kapitel. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at har du investeret tid i de tidligere spil i serien, så er 'Revelations' en nødvendighed.

Ezio er ligeså cool som altid, og med den aldersmæssige tyngde, som 'Revelations' lægger for dagen, er der ingen tvivl om, at han hører til blandt spilhistoriens sejeste bedstefædre. Solid Snake, du har mødt dit match.

FACEBOOKBliv ven med Politiken