‘A Mother´s Inferno’ er afgjort det mest psykedeliske afgangspil til dato, da der her brydes grænser for spilmediets dogmer på stort set alle planer. Og det mest imponerende er, at løjerne stadig er stramt instrueret af David Adler, der sidste år i sit tidligere spil ‘1916 – Der Unbekannte Krieg’ viste, hvordan dinosaurer sømløst kan kobles med skyttegravskrig fra Første Verdenskrig (!), så længe man giver spillet nok gru, monokrom grafik og kompromisløs kunstfærdighed.

LÆS ANMELDELSENDødsskrig og dinobid i skyttegravene

‘A Mother´s Inferno’ er en markant mere psykedelisk og personlig beretning, hvor man er fanget om bord på et tog buldrende gennem Helvede. Som mor ser man først sin søn blive flået ud af sit togsæde og bortført af usynlige kræfter, og han kan kun reddes ved at kæmpe sig igennem togets vogne og konfrontere fem ærke-dæmoner repræsenteret som de fem forskellige stadier af et sorgforløb – fra fornægtelse og vrede til købslåen, depression og accept.

Alt oser af Von Triersk fandenivoldskhed, og man må beundre instruktør David Adler og hans holds vovemod, da det er absurd ambitiøst i et spil udviklet på blot seks uger. Mens spillets lyd, visuelle stil og særlig lyssætning er ovenud vellykkede, så lider spilmekanikken under dogmerne og gør f.eks. kampene mod dæmonerne ret banale.

Samtidig kæmper det hele vejen igennem med sit eget medie. Det famler ofte efter at finde balancen mellem at svælge i sin egen kunstfærdighed og samtidig bibeholde en genkendelig form af et spil med forståelige regler og rammer.

‘A Mother´s Inferno’ er et fascinerende, men skizofrent værk, der fungerer bedre som interaktiv oplevelse end som decideret spil.