Netop unikheden er brændemærket det sidste afgangspil ‘Back to Bed’, der samtidig er årets mest helstøbte og huskværdige.

For det første er spillets visuelle udtryk en crazykomisk, men knivskarp collage mellem på den ene side M.C. Eschers umulige konstruktioner og optiske paradokser og på den anden side surrealistiske mestre som René Magritte og Salvador Dali. Og i det møde sker der magi. For mens banernes opbygning og perspektiver snyder øjet, så vælter flyvende bowlerhatte, smeltende ure og grønne æbler rundt på banerne – som alle er centrale objekter fra Magritte og Dalis værker.

LÆS ANMELDELSENRaaSool vader i uforløst potentiale

For det andet fungerer spildesignet i sin simplicitet og holder en stringent logik midt i dette frydefulde surrealistiske kaos. Gåderne består i, at søvngængeren Bob vandrer rundt i søvne, mens man i skikkelse af hans hunde-lignende underbevidsthed Sub-Bob skal gøre alt for at undgå at vække ham.

Det betyder, at man flintrer rundt på banerne og rykker rundt på forhindringer som f.eks. æbler og fisk, så Bob ultimativt bliver ledt sikkert tilbage til sin seng. ‘Back to Bed’ rammer den svære balancegang mellem at skabe et rasende fascinerende univers, men uden at det bliver for selvfedt og dermed stjæler scenen fra en solid grundlæggede og givende spilmekanik.

Vigtigst af alt hænger ‘Back to Bed’ sammen fra start til slut, ambitionerne er tøjlet og visionen er klar.

Kære spilskole: Jeg tror, vi har et verdenshit her.