I år kan Sonic fejre tyve års jubilæum.

De to årtier er ikke gået stille af sig for det blå pindsvin, der efter sin storhedstid på Sega Mega Drive i 90'erne røg ud i kreativt dødvande i 00'erne, hvor spil i to dimensioner var yt, og spil i tre dimensioner var det nye sort.

Stakkels Sonic klarede aldrig springet til den tredje dimension uden at snuble over sine egne ben, for Sonics hæsblæsende gameplay og snedige banedesign var som skræddersyet til to dimensioner, hvor spilleren hele tiden havde overblik over pindsvinet og kunne navigere rundt uden at føle sig rundtosset.

Hele det overblik gik fløjten, da den tredje dimension kom i spil. Sonic føltes ikke længere som en sej platformhelt, men som en ramponeret raket med alt for meget fart og for lidt fokus.

Turbulente ti år

De sidste ti år har været turbulente for Sonic, og det har ikke gjort det bedre, at skaberne bag - SEGA - har overmalket Sonic med ligegyldige sideprojekter og håbløse fejlsatsninger. Det har bestemt ikke været let at være et fartglad pindsvin, der bare vil fræse derud af i naturskønne omgivelser og give den onde ærkefjende Dr. Eggman en på skallen.

LÆS ANMELDELSENSonic stæser tilbage til rødderne

På det seneste synes SEGA dog at være kommet på bedre tanker og gav forrige år alverdens Sonic-fans, hvad de havde sukket efter i årevis: et spritnyt 2D Sonic spil, nemlig Sonic 4, og som endnu et plaster på såret kører SEGA i denne højtid de store kanoner i stilling med 'Sonic Generations', der omfavner Sonics jubilæum såvel som hans 2D fortid og nyere 3D eskapader.

Fortiden og nutiden

En fæl skurk forårsager en interdimensionel nedsmeltning, der fusionerer nutidens og fortidens Sonic verdener, hvilket betyder, at du både spiller den gammeldags Sonic i klassiske 2D baner og den nyere Sonic i fart-over-feltet 3D baner. Men spørgsmålet er, om mere af det hele også er mere af alt det gode? Svaret er ja, hvis du er fan af 2D Sonic, men nej, hvis du havde håbet på, at 3D Sonic var blevet sjovere at spille.

Når 'Sonic Generations' bevidst sidestiller 2D Sonic og 3D Sonic, så står det mere end nogensinde klart, at Sonic er og bliver en spilhelt, der styrer i to dimensioner. Gameplayet fungerer upåklageligt på de todimensionelle baner, hvor fart og tempo får lige meget spillerum, som platformhopperi og udforskning af de eventyrlige verdener, og man forstår med det samme, hvorfor Sonic tilbage i 90'erne var en seriøs rival til Nintendos Super Mario, der må siges at have klaret springet til tre dimensioner med noget større succes.

Ligegyldigt racingspil

Problemet med Sonic i tre dimensioner er, at det lynhurtigt skifter fokus fra at være et tempofyldt platformspil til slet og ret at være et ligegyldigt racing-spil, hvor Sonic lige så godt kunne erstattes af en bil, et fly eller en speedbåd med slatten styring og øredøvende japansk tyggegummi pop i radioen.

LÆS ANMELDELSENStå på ski med Mario og Sonic

I de klassiske 2D Sonic spil var der også fart over feltet, men aldrig på bekostning af et udfordrende banedesign, man ikke bare kunne fræse igennem uden omtanke. Det er den aktuelle relancering af det klassiske Sonic CD på Xbox LIVE og PlayStation Network et smukt eksempel på.

Det modsatte er tilfældet med Sonic i tre dimensioner, hvor banedesignet spiller en minimal rolle, og det hele blot handler om at fare derud af uden hjerne og hjerte. Sonic, gamle dreng, jeg beklager, men du fungerer bare ikke i 3D. Se det øjnene efter dit nu 117. forgæves forsøg.

Nostalgiens boulevard

'Sonic Generations' er en herlig rutchebanetur ned af nostalgiens boulevard, når det gælder spillets 2D baner, der til og med er fine opdateringer af klassiske Sonic scenarier. Her er spillet en service til de mange Sonic fans, der, som undertegnede, er vokset op med Sega Mega Drive, hvor det blå pindsvin var kongen i overhalingsbanen. Som nostalgisk fiks har Sonic Generations bestemt sine 2D kvaliteter, men 3D banerne, ja, de er lige så håbløst uinteressante som altid.

Sonic står med 'Sonic Generations' ved en skillevej. Skal han fortsætte ud af nutidens tempofyldte tredje dimension eller stoppe op og rykke tilbage til trygheden ved de to dimensioner.

Jeg håber på det sidste, og med kommende kapitler til 'Sonic 4' i sigte tror og håber jeg også, at SEGA endelig har erkendt dette.