Super Mario og Sonics respektive spilsucceser har affødt utallige sideprojekter.

Nogle er mere succesfulde end andre, som f.eks Mario Kart-serien, mens olympiadeserien med både Mario og Sonic altid har været en underlig konstellation, hvilket det seneste skud på stammen ikke ønsker at ændre.

Fokus er denne gang på dette års olympiade i London, men er nu kun en tyndslidt ramme for en række sportsdiscipliner, der er larmende ligegyldige i deres overforsimplede spildesign.

Febrilske fagter

Vi taler minispil, der er så idiotsikre i deres design, at de næsten får 'Wii Sports' til at virke som atomfysik, og styringen er ofte helt hen i vejret med upræcise febrilske wii-mote-fagter i håb om, at spillet i det mindste bare reagerer på ens anstrengelser.

LÆS ANMELDELSENSuper Mario flyver igen - suverænt

Lige meget hvordan du vender og drejer scenariet, så er Super Mario til dressurridning bare ikke underholdende eller et frugtbart udgangspunkt for et godt spil. Det svarer til at sætte Spider-Man til at ordne selvangivelser. Et sjovt kostume gør ikke en kedelig aktivitet mindre kedelig. Mario skal hoppe på kasser, samle mønter og spise svampe. Han skal ikke gå i spagat på en gummimåtte eller dyrke synkronsvømning.

Sørgelige rester

Udviklerne af 'Sonic & Mario at the Olympic Games' ved godt, at de er ude på tynd is med de indholdsløse olympiade discipliner, som spillet disker op med, derfor lægges der meget vægt på et party-spil, der intet har at gøre med olympiaden, men er et regulært 'Mario Party' plagiat, hvor de forskellige Mario og Sonic karakterer fræser rundt i Londons gader, som er spilbrættets kulisse. Ideen er fin nok, men udførelsen er, som alt andet i spillet, ringe.

Enhver udgave af 'Mario Party' er det rene spilparadis til sammenligning med de sørgelige rester, som Sonic & Mario serverer på deres London-tour.

Et rod af regler

Party-spil delen af Mario & Sonic er som at spille Scrabble uden vokaler på et spilbræt gennemvæddet af kaffe og makrelsalat. En håbløs kamp.

De quiz-lignende spørgsmål og opgaver er ofte tåbelige og helt tilfældige i deres struktur, og jeg spiller helt ærligt ikke et Mario og Sonic spil for at gætte på, hvor gammel Tails karakteren mon er. Han er en animeret ræv for syv sytten, og hans fiktive alder kunne ikke være mere ligegyldig.

LÆS ANMELDELSENSpil med Mickey Mouse i dystert univers

Spildesignet er et rod af regler, der ikke giver megen mening, og hysteriske hovsaheder, der får det hele til at hyle og blinke, for så sker der da i det mindste noget rent audiovisuelt, men det er et regulært røgslør for at dække over et grundlæggende mangelfuldt gameplay, der er klasket tilfældigt sammen i lynets hast for at høste ussel mammon på de hæderkronede spilikoner og dette års olympiske event.

Halvhjertede løjer

Mario & Sonic's ufokuserede olympiade-svipser bør undgås, da spillet ikke formår andet end at slå plat på spilikonernes klassikerstatus og næsten trække dem med ned i søllet ved hvert kiksede hestehop eller tåbelige quiz-spørgsmål, men også kun næsten.

Sonic & Mario kan heldigvis klare lidt af hvert og har deres egne solide spilserier at falde trygt tilbage til, men Nintendo og Sega burde vide bedre end at lade deres kronjuveler stille op til så halvhjertede løjer.

Næste OL bør i den grad blive spilmaskot frit.