Vincent har to problemer: Katherine og Catherine.

Førstnævnte er hans kæreste, der efterhånden er klar til bygge rede, imens sidstnævnte er den hemmelige elskerinde, der bare vil have det sjovt, men som også er skingrende sindssyg.

Det er et trekantsdrama, der er ved at rive den 32-årige hovedpersons hverdag fra hinanden, men det er også et drama, hvor der ikke spares på moralske skrupler, når kærlighedens fælder lige pludselig bliver smidt i ansigtet på spilleren.

Moral til salg
Skuer man 'Catherine', altså spillet, på hårene, er det egentligt et gement puzzle-spil, hvor man i banerne klatrer op ad tårne af klodser, imens man konstant får udfordringer på rad og række. Klodserne skal rykkes, skubbes og trækkes rundt for at bane vejen til toppen, hvor Vincents vej ud af hans eget helvede findes.

LÆS ANMELDELSENSats på dit eget ego – igen

Men dette er kun på overfladen. Banerne er nemlig alle symboler på de eksistentialistiske trængsler, som den temmeligt fesne antihelt gennemgår i sit liv. Da den ambitiøse Katherine pludselig erklærer, at hun er klar til et mere seriøst forhold med langt mere ansvar, får Vincent straks kolde fødder, og som om det ikke var nok, dukker den mystiske, men attraktive Catherine op for lige at kaste en ekstra kæp i hjulet på Vincents truede dagdriverliv.

Selve  "spillet" i 'Cathrine' er i gåde-genren, hvor man som Vincent skal flytte rundt på kasser på tid, og forsøge at nå til toppen. Men det bliver hurtigt en solid metafor for hans indre følelsesliv.

Det skaber et univers, hvor man konstant skal tage stilling til moralske dilemmaer, der på spillets knap så alvorlige overflade virker ufarlige, men som i realiteten dykker dybt ned i menneskets mørke og afsides kroge, alt afhængig af hvor let man tager på begreber som troskab, loyalitet og ikke mindst kærlighed.

Er det egentligt okay at fortælle en hvid løgn, hvis ens eneste ene ikke finder ud af det? Og er det ens egen skyld, hvis man er utro, eller bærer den modsatte part også en del af korset?

Det lyder måske som spørgsmål, man hurtigt kan føjte let og elegant over, især hvis man i den virkelige verden er i et lykkeligt forhold, men når det sættes ind 'Catherines' kontekst og spillets bizarre og forvredne omgivelser, så er det en dans på roser med afsindigt skarpe torne.

Klodsmajor
Der er nemlig absolut intet beroligende over den verden, som Vincent er kastet ind i. Til dagligt arbejder han i et job med få udsigter til nogen som helst form for forfremmelse, og om aftenen hænger han tilsyneladende kun ud med tre mandlige venner på baren Stray Sheep (ja, symbolikken er klokkeklar).

Her går rygterne om, at unge mænd dør i deres søvn, og det er især utro mænd, der lader til at være ofrene.

LÆS ANMELDELSENFilmspillet 'Heavy Rain' kæmper mod sig selv

For selvom Vincents hverdag lader til at være som alle andres med håb, ønsketænkning og store beslutninger, så er han allerede viklet godt og grundigt ind i vandrehistorien om de dræbende drømme. Det finder man ud af hver nat, hvor hans mareridt vækkes til live i netop de udfordrende baner med tårn, der skal bestiges.

Kæmp mod kæmpebabyer
Hver bane er oftest delt op i tre underbaner, som alle kredser om det samme emne, der som regel er blevet bragt på bane af kæresten Katherine tidligere på dagen.

Da hun for eksempel nævner, at hun muligvis er gravid, manifesteres dette med en fuldstændig absurd baby som en af bosserne, og sådan fortsætter det i en styrtdykkende spiral, der kun bringer værre og mere groteske manifestationer med sig.

LÆS ANMELDELSENWhere is my Heart? er det bedste danske spil siden 'LIMBO'

Man kan sjældent bero sig udelukkende på held, men må derimod prøve igen og igen, indtil man klarer sig igennem skærene for oprigtigt at føle sig belønnet – lige indtil det hele starter forfra i næste bane med nye taktiske udfordringer.

Efter  hver bane ryger man i skriftestolen, hvor spillet udspørger en om forskellige dilemmaer om kærligheden. Og svarene påvirker ens senere spil.

Det er en bizar affære, man begiver sig ud i, når man ræser mod både klokken og skumle monster, men hvor selve puzzle-delen på grund af en til tider klodset styring formentlig ikke havde holdt længe, hvis den stod på egne ben, passer den lige pludselig besynderligt perfekt ind i symbiosen med de konstante spørgsmål om, hvordan man opfører sig i forhold til de mennesker, man elsker.

Dette understreges ikke mindst af, at Vincent inden hver bane placeres i en skriftestol, hvor man skal svare på spørgsmål, der i et hug kan hive alle støttepiller under ethvert solidt forhold væk. Endnu mere interessant er det også, at man herefter får mulighed for at se, hvordan andre spillere verden over har svaret på dilemmaerne.

Det er i bund og grund en gimmick, men effekten er langt mere omfattende, end man lige går og tror.

Kærlighedens syndefald
Der er nemlig langt mere i 'Catherine', end man helt forstår, når man for første gang spiller banerne igennem og træffer valg for Vincent.

Udenfor banerne udmåles ens handlinger i mellemsekvenser på en lille skala, der får konsekvenser til sidst i spillet, og selvom man ved første øjekast egentligt vil det bedste for Vincent, sidder man til sidst med en følelse af, at man ikke kun spiller på hans vegne. Selvom det er hans liv, der står på spil, er det også ens egen uskyld og personlighed, der kastes ind i ringen.

LÆS ANMELDELSENAnmeldelse: Mageløse kærlighedsspil går lige i hjertet

Det er et interessant aspekt for et spil, men det er også en anelse frygtindgydende, for selvom vi jævnligt stjæler og giver liv i spil, er der helt andre følelser på højkant her.

Det er mental terror, om man vil, og selvom Vincents mareridt rider én som en mare, så er det hverken de glubske monstre, banernes benhårde gåder eller den apatiske hovedperson, som man på forunderlig vis alligevel sympatiserer med, der hænger fast til sidst.

Det er derimod tanken om kærlighedens dobbelthed, og hvordan den snildt kan blive til slangen i et miserabelt paradis.