“Farver og striber!” får man lyst til at skrige efter, at man har spillet ‘Rayman Origins’.

Fordi en bedre pille mod surmulethed eller blot manglende tro på platformsspillets overlevelse findes ikke. Punktum.

LÆS ANMELDELSENRayman Origins strutter af selvtillid

Vi taler her et helt ærkeklassisk 2D-platformsspil, hvor man stormer fra venstre mod højre, mens man noler dimser, undgår fælder og dunker fjenderne ved hop på hoved eller slag på kroppen. Men her er det banedesignet, følelsen af fart og hele spiluniversets sublime gakkethed, der hiver trumferne hjem. Samtidig er der et væld af hemmelige baner, skjulte passager og chancer for at presse mere ud af spillet, hvis man for alvor går på jagt.

Det eneste, men ret så dybe hak i lakken er manglen på multiplayer - hvor de større konsoludgaver af spillet tillod op til fire spillere samtidig, der hoppede sammen igennem Raymans overgearede verden, er det i Vita-udgaven kun muligt at spille alene. Hvilket ikke er en showstopper, men alligevel en kold klud i hovedet, når spillet vinder så meget mere liv spillet i en social kontekst.

Da ‘Rayman Origins’ udkom i en hektisk juleperiode sidste år, blev det rent salgsmæssigt fejet af banen af storspil som ‘Skylanders’. Men i sin Vita-udgave kan det snildt få sin oprejsning, fordi det er det mest energiske, sprudlende og vildt opgejlede lanceringsspil, som man kun kan smile bredt over.