Mange af nutidens større dyre spil blæser os bagover i grafik og lyd. Men når man kradser lidt mere under overfladen, så kan grundkernen ofte være meget banal, og tit pustet op til mere, end den kan bære. Omvendt er det med ugens Fredagsspil 'Drop.'. Her er alt staffage skrællet af, og tilbage står kun en enkel, men ekstrem virkningsfuld spilmekanik.

Et sted på banen vælter det ned med lysende små bolde. Et andet sted er et rør. Kun bevæbnet med et vist antal "trampoliner" skal man skabe en bane, så boldene ryger ned i røret. Så er den ikke længere, men efterhånden som banerne skrider frem, vælter alskens forhindringer og nye tiltag ind. Men det hele er så fint tilpasset, at man aldrig føler, at det ikke passer ind. Eller ødelægger den enkle kerne.

SPIL SPILLETTysker har udviklet en spilbar jobansøgning

Samtidig med trampolinerne så skabes der toner, når boldene rammer, og dermed komponerer man samtidig et lille stykke musik, mens man spiller.

Så nok er det hele abstrakt, meget sci-fi-blåt og hurtigt svært, men 'Drop.' viser, at når man piller spillet ind til kernen, så skabes der poesi. Eller noget. Der kan også leges i en "sandkasse"-modus, så man frit kan placere trampoliner og kreere kompositioner ud fra legen.

God weekend - og god boldjonglering :-)

Spil Drop her (eksternt link)