'Dragon's Lair' kom i klassikerbogen allerede ved lanceringen i 1983. Det unikke ved spillet var nemlig dets - for tiden værende - blændende smukke animationer, der blev skabt af den tidligere Disney-animator Don Bluth.

Hardwaren i begyndelsen af 1980'erne var temmelig ringe, så animationerne blev lagret på laser-disc-mediet, hvilket gjorde spillet til en meget dyr investering. Senere kom dog udgaver til blandt andet Amiga og Apple, hvilket var med til at manifestere spillets klassiker-status.

Simpelt gameplay

Nu er 'Dragon's Lair' så også at finde til iPhone. Og det er de samme, vellykkede og yderst smukke animationer, der udgør grundkernen i spillet.

Men når vi snakker gameplay, er 'Dragon's Lair' derimod en meget simpel omgang. Animation afspilles, og på et tidspunt skal man som spiller være vaks og klikke på et bestemt ikon for, at hovedpersonen - den ærværdige ridder Dick the Daring - kan undslippe den lurende fare. Det er trættende pg ensformigt, og var det ikke for det flotte gratiske udtryk, ville man hurtigt slukke for spillet igen.

Charme, selvtillid og to hjerter

Til trods for den flotte grafik fungerer 'Dragon's Lair' ikke i iPhone-udgaven. Jeg vil ganske enkelt have mere fra et spil end blot muligheden for at afstedkomme nogle præcise klik i ny og næ.

Når man så samtidig blot har få milisekunder til at aflevere sit klik, før Dick the Daring lider den visse død, og man som spiller skal starte forfra på sekvensen, bliver 'Dragon's Lair' hurtigt lidt af en aversion. Et problem er også, at fordi man koncentrerer sig så meget om at ramme ikonerne hurtigt, har man stort set ikke overskud til at nyde de flotte animationer. Et dilemma der trækker gevaldigt ned.