Annonce
Annonce
Spil 30. maj. 2012 KL. 19.00

Nyt dansk iPhone-spil surfer sin sejrsgang kloden over

Det danske iPhone-spil 'Subway Surfers' har på blot en uge rundet tre millioner downloads, og ligger nu nummer et i over tyve lande.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Spurt så langt du kan, mens du med lette fingersvirp på skærmen indsamler mønter og undgår togvogne, bomme og andre forhindringer.

Sådan lyder den helt grundlæggende "historie" i det nye danske iPhone-spil 'Subway Surfers', der netop nu har kometagtig succes verden over.

Siden lanceringen af det gratis iPhone-spil for en uge siden, er det røget i toppen over gratis iPhone-spil i 22 lande herunder Danmark, Sverige, Rusland og Australien, og er på en fjerdeplads i USA, hvor det har slået kendte apps som Instagram, 'Men in Black 3' og 'Temple Run'.

LÆS ARTIKELRødhåret viking giver dansk app-succes

»Vi er tæt på at runde tre millioner downloads, og spillet er allerede blevet spillet 7.5 millioner gange siden det blev lanceret for en uge siden. Og lige nu har vi 1.9 millioner, der spiller det hver eneste dag«, siger Bodie Jahn-Mulliner, direktør for det københavnske spilfirma Sybo Games, der har udviklet 'Subway Surfers' i en co-production med det århusianske spilstudie Kiloo.

»Vi rundede en million downloads efter de første tre dage, så jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt. Vi havde forventet to millioner downloads efter 14 dage, hvilket er lidt mere normalt for denne type gratis spil«, siger han.

Viralt hit
Som spil ligger 'Subway Surfers' sig tæt op af andre iPhone-hits som 'Jetpack Joyride' og førnævnte 'Temple Run', da man basalt set aldrig kan vinde spillet, men snarere konkurrere med vennerne om, hvem der kan komme længst uden at fejle og dermed score den højeste highscore.

LÆS ANMELDELSEPigs in Trees skaber dansk sværvægter

I 'Subway Surfers' styrer man indledningsvis en ung knægt på flugt fra en vagtmand, der har taget ham på fersk gerning i at tegne grafitti på et tog. Jagten går så langs tre togskinner og ved at bevæge fingeren op, ned eller til siderne på skærmen, skal man indsamle mønter og undgå alle forhindringerne langs skinnerne.

Ifølge direktør Bodie Jahn-Mulliner skyldes spillets pludselige succes også, at det er nemt at vise til vennerne og så spredes det hurtigt viralt:

»Udover at gameplayet, grafikken og de sociale feature er solide og appellerende, så har spillet en stor masseappeal. Det særlige er, at spillet gør sig godt på skærmen, og når man viser det til vennerne, så fanger de hurtigt konceptet og downloader det selv. Derefter opdager de ofte, at de inde i spillet kan konkurrere mod hinanden, prale over for hinanden og dele deres hiscores via Twitter eller Facebook« siger han.

Ifølge ham havde spillets tidligere testere allerede inden spillets lancering oprettet en Facebook-fanside for spillet, hvilket også har hjulpet på spillets mange downloads.

Apple hjælper med
En stor del af successen skyldes dog også, at Apple selv har valgt at såkaldt "feature" spillet - dvs. reklamere for det - i toppen af deres online-butik App Store på iPhone og iPad, hvilket er et sikkert tegn på, at spil får stor synlighed og dermed flere spillere i Apples ellers problematisk uoverskuelige online-butik for apps.

Spillet er gratis at downloade og spille, men der kan tilkøbes ekstra "mønter", som bruges til at opgradere en masse af figurens forskellige evner. Dog tjener man også "mønter" ved at spille spillet godt over længere tid, men forretningsmodellen bygger selvsagt på, at spillerne er fristet til at købe sig hurtigere adgang til spillets features.

LÆS ARTIKELDanmark rydder bordet ved nordisk spilfest

Nu arbejder Sybo Games sammen med Kiloo på en større opdatering af spillet med flere muligheder og udfordringer for spillerne.

Spilredaktør Morten Skovgaard tror også, at spil som 'Subway Surfers' kan holde populariteten og ikke blive en døgnflue, hvis de netop kender deres styrke i enkeltheden i jagten efter highscore:

»Det er svært at vide, hvad der styrer, om denne type spil bliver en døgnflue eller ej, for ligger de konstant i toppen af listerne, så er der en stor selvforstærkende effekt. Men det er en en type af spil, som virkelig rammer en specifik type spiller. Der er et enormt marked for de spil, der som her rammer ned i nostalgien ved at sætte en highscore, ganske som de gamle Commodore 64-spil« siger Morten Skovgaard, chefredaktør for det danske spilmagasin Gameplay.

»Spillet 'Doodle Jump' er et andet godt eksempel. Det er det hele tiden det samme og meget ensformig spilmekanik, hvor udfordringen er at blive ved længe nok. Men selvom det er grimt som arvesynden, så har det en simpel mekanik, der bare fænger. For som i 'Subway Surfers' er eksistensgrundlaget det gennemskuelige gameplay og jagten efter highscore, som er en vigtig modreaktion mod, at mange oftest større spil hurtigt bliver ganske komplekse, og giver spillerne mange ting at forholde sig til samtidig«, vurderer han.

Læs mere om Subway Surfers her (eksternt link)

OPDATERING - 30.maj

I første udgave af artiklen var det ikke tydeligt, at spillet er en co-production mellem Kiloo Games og Sybo Games. Samtidig er der fjernet et indirekte citat omkring indtjeningen fra spillet, hvilket udviklerne ikke ønsker offentliggjort på nuværende tidspunkt. -Vigild