En sort mand rejser sig udmattet fra det blodtilsølede gulv af nedskudte zombier og misser med øjnene mod daggryets frelse, der trænger igennem husets delvist barrikaderede vinduer.

Men inden han når at træde ud i friheden, får han en kugle for panden. Skudt ned af en flok ignorante hvide mænd, der fejlagtigt tror, at han er endnu en af de levende døde. At han er en zombie.

Sådan afslutter George A. Romero sin kultfilm ’Night of The Living Dead’ fra 1968, og netop her kommer inspirationen til begyndelsen på zombiespillet ’The Walking Dead’, baseret på Robert Kirkman Eisners tegneserieforlæg.

Og det er intet tilfælde, at hovedpersonen i både film og spil er sort.

Frygten er klæbende
I ’The Walking Dead’ spiller man rollen som Lee Everett, en sort amerikansk gymnasielærer på flugt fra loven og de levende døde. Gennem hele spillet fungerer Lees etnicitet som en effektiv katalysator for vores latente frygt for det fremmede, hvilket udstilles i flere af konfrontationerne i det dialogbårne adventurespil. For en sort mand må jo have noget at skjule: Er han virkelig far til den lille pige, som han har med på slæb gennem hele spillet? Og er han i virkeligheden ikke en af dem, zombierne?

LÆS ARTIKEL Dybt fascinerende iPad-app lader dig gendigte Frankenstein

Selv om meget er sket siden det racehadskogende 1968, hvor Martin Luther King blev myrdet, og frem til nutidens Obama-USA, er raceproblemet langtfra løst, og derfor er det både prisværdigt og tankevækkende, at et computerspil om zombier serverer et stykke velorkestreret interaktivt drama med tyngde og troværdighed.

’The Walking Dead’ giver stof til eftertanke, skønt hovedparten af de involverede har samme få hjernesvingninger som deltagerne i et realityshow. Og her menes ikke zombierne.

Reality show for udøde
Ligheden mellem ’The Walking Dead’ og realityshow som ’Paradise Hotel’ og ’Big Brother’ er slående. Ikke fordi de involverede parter er med i et iscenesat tv-show, men snarere fordi spillet i sin dramaturgi og spilmekanik fokuserer på de samme medmenneskelige dynamikker og drifter, som realityshow svælger i.

Her er rænkespil, intriger, baghåndsaftaler og alliancer, og undervejs i spillet er det helt op til dig, om Lee skal være en egoistisk overlever eller en mere altruistisk fredsmægler, når konfrontationerne spidser til blandt de overlevende, og zombierne gnaver sig gennem barrikaderne.

LÆS ARTIKEL Levende døde invaderer ferieparadis

Alt i spillet handler om, at du må lægge en strategi for din egen overlevelse. Skal en lille dreng kastes for zombierne, fordi der er en risiko for, at han er smittet? Vil du lave en alliance med den racistiske eksmilitærmand, eller giver du den bløde familiefar og hans hustru din støtte?

Beslutningerne er mange, og spillet presser dig konstant ud i penible dilemmaer, samtidig med at det tilpasser sig din spillestil. Netop derfor går spilmekanik og dramaturgi op i en højere enhed i ’The Walking Dead’.

Langt de fleste zombiespil på markedet som ’Dead Island’, ’Dead Rising’ og ’Resident Evil’ ender som ensporede voldsorgier med fokus på sønderskudte monstre frem for det menneskelige drama. Her fornyer ’The Walking Dead’ på fornemste vis zombiegenren i spilregi med sine medrivende intriger og konsekvenstunge valg.

Du får nærmest ondt af de levende, når du endelig bliver tvunget til at dræbe dem i nervepirrende scenarier, hvor der skal handles hurtigt, og måske konfronteres du endda med en zombiesmittet ven, slægtning eller kæreste, og hvad gør du så?

FACEBOOKBliv ven med Politiken