Annonce
Annonce
Annonce
Spil 7. aug. 2012 KL. 13.43

Spilanmeldelse: Bomstærke Pippi mangler sin galskab og gakkethed

'Pippi Langstrømpe' er rykket på børnespil, men mangler i høj grad bøgernes gnist.

Politiken synes
Politiken synes
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

fakta

Udkommet til Nintendo DS.

Udvikler: Ravn Studio /Saltkråkan (Norge).

PEGI-aldersmærkning: 3+.

Pris: 320 kroner.

Spillets website

I Norden bryster vi os - med rette - af en stærk tradition for børnelitteratur.

Så når en svensk superstjerne som Astrid Lindgrens ' Pippi Langstrømpe' tager springet ind på de digitale medier, er der god grund til at glæde sig. Men udfordringen er hvordan.

LÆS GUIDENHer er apperne, der kan give dig ferie-ro

Hvordan overfører man loyalt et så ikonisk figurunivers som Pippis til et virtuelt spilunivers, hvor ungerne selv kan trække i langsokkerne som verdens stærkeste jente med den sortplettede hvide hest Lille Gubben og den altid nysseligt påklædte abe hr. Nilsson? Det norske spilstudie Ravn Studio har netop givet deres bud, der dog desværre beviser, hvor bred kløften er mellem at skabe solide børnefortællinger som litteratur og som spil.

For på mange punkter appellerer ' Pippi Langstrømpe'-spillet i højere grad til os børneforældre og vores nostalgi og gode Pippi-minder end til vores børns nuværende digitale spilkultur.

Stilmæssig kontrast
Æstetisk set er ' Pippi Langstrømpe' generelt glimrende, men det er også med lånte fjer. Den danske tegner Ingrid Vang Nymans genkendelige streg præger dele af spillet, mens man bevæger Pippi rundt i spillets tre hovedområder i hendes hus Villa Villekulla, i byen og i det tilrejsende cirkus.

Største hage er, at spillets egen grafik fremstår underligt gnidret og diffus på skærmen, hvilket skaber en skæv stilmæssig kontrast mellem Nymans statiske tegninger og selve spillets animationer.

Men spillets største mislyd ligger dog i selve motoren: spildesignet.

Tingfinder x 1000
Selv om der er små kække minispil, hvor børnene f. eks. skal jagte flag, kaste med vandballoner eller tæmme en lille hundehvalp, så ændrer det ikke ved, at grundkernen i spillet er nedladende ensformig.

Hovedudfordringen er, at Pippi - som i bøgerne - er tingfinder, så derfor handler spillet hovedsageligt om at storme rundt og hitte ting for spillets forskellige figurer som f. eks. hendes bedste venner Tommy og Annika.

Findeløn udbetales i mønter, som Pippi bruger til at låse op for større dele af spillet, men mens budopgaverne triller ind, følger den dræbende monotoni.

LÆS TJEKTjek: Børneklassikere er for uambitiøse til iPad

Mine unger faldt hurtigt fra, og uden en central hovedhistorie var det forståeligt, for her er end ikke en flig af bøgernes suverænitet med Pippi som den centrale nærved Jesuslignende figur inkarneret i den evindelige stærke rødstrømpe med ildrødt hår.

Kun brugen af Nymans tegninger og de mere varierede minispil redder de to hjerter i land, for ultimativt er ' Pippi Langstrømpe' trods sit oplæg et fortidslevn.

Prisen er for høj, indholdet alt for begrænset, og spillet er fanget af begrænsningerne på Nintendo DS. Og det undrer, at det kun er præsenteret til Nintendo DS i stedet for at blive lanceret til f. eks. iPhone, Android-mobilerne eller sågar iPad, som er godt i gang med at blive de nordiske børns foretrukne mobile spillemaskiner.

En skam, for verden trænger stadig til at blive Pippi Langstrømpet, blot ikke i et tandløst spil, der skyller galskaben og oprøret ud af verdens stærkeste pige og reducerer hende til verdens travleste stikirenddreng.