En enkelt sort streg kan meget.

Den kan bøjes, strækkes, krølles sammen og nu kan den også hoppe. Spørgsmålet er så, om du kan hoppe den sikkert i mål, uden om hullerne og finde sin egen rytme.

På overfladen ligner 'Jumping Line' ikke meget. Det er irriterende elitært og kunstlets minimalistisk, for eneste handling er, at den sorte streg ubekymret springer fra venstre mod højre, mens de sikre platforme under dens bane bliver mere og mere djævelske og drilske.

SPIL SPILLET Fredagsspillet: Spil dig frem til fortiden

Også styringen er skrællet helt ned til blot musen, som med rul mod venstre bremser og højre accellererer stregens fart, og på den måde gælder det om at time sine spring, så linjen holdes i live.

Men mere skal der ikke til for at gå rent ind, fordi netop i begrænsningerne rammer 'Jumping Line' en kerne, som kan være sørgelig forvitre og muteret til ukendelighed i mange større og mere grafisk ekstravangante spil. 'Jumping Line' excellerer i simpliciteten, og derfor er det berusende, når banerne gradvist begynder at blive mere detaljerede, musikken svinger mere og mere - og jo længere man når med stregen, desto mere gang kommer der i både spilleren og spillets univers.

Dermed rammer 'Jumping Line' en poetisk organisk handling, der i alt sin abstrakte krukkethed hopper ind under huden. Et eksempel på, hvordan spil kan tale igennem alene interaktiviteten, og et Fredagsspil, der husker os på, at selv en kedelig sort streg kan blive en sej og forfriskende uventet platformshelt.

Spil 'Jumping Line' her (eksternt link)