Et barnesind har evnen til at trylle selv den kedeligste verden om til en livgivende legeplads, hvor lykke og leg kan fortrænge enhver snert af had.

Men selv i et barnesind kan kærlighed langsomt sygne hen til had, når det kæmper en ulige kamp mod en alkoholisk forælder.

Bare spørg den canadiske spilinstruktør Vander Caballero, hjernen bag det nye selvbiografiske spil 'Papo & Yo', der er en stærk allegori over livet med en far som misbruger.

LÆS ANMELDELSENFantastisk poetisk spil sender dig på rejse som mystisk hovedperson

Umiddelbart er oplægget dog ikke banebrydende eller traumatiserende, når man i spillet vandrer rundt i en forladt og mennesketom landsby i Sydamerika som den unge dreng Quico. Men byens mure er fyldt med mystiske tegn, der inviterer Quicos fantasi til at omarrangere hele byen, og kun dermed kan han forcere byens polerede overflade.

Sådan bliver man ved kun i selvskab af en legetøjsrobot og en pige - lige indtil den sløve "Monster" gør sin entre.

Mød Monster
Monster ER et decideret monster, der elsker kokosnødder, men som samtidig er svært afhængig af giftige frøer. Så slikker Monster på en frø, eksploderer han i et raseriudbrud, der også går ud over Quico - et tydeligt billede på faderens hamskifte og den utilregnelighed, der har taget monster-skikkelse i barnets sind.

Selvom 'Papo & Yo' lider under en teknisk afstumpethed, gemmer det stadig på et spildesign, der umiddelbart kunne affærdiges som sløvt og langsomt, men som i virkeligheden skildrer et barns kamp for at redde en forælder fra et håbløst liv på bunden af en flaske.

LÆS ANMELDELSEN Moderne spil-twist på Biblen

For mekanisk set bærer spillet nemlig en skræmmende lighed til det frusterende aspekt af at skulle håndtere alkoholisme på nært hold: Man banker konstant panden mod en mur gang på gang i håb om, at der på et eller andet tidspunkt sker en ændring, men langsomt indser man, at det aldrig sker. Monster er og bliver et monster.

Kampen for en lykkelig slutning
I stedet lader man blot tingene gå sin gang, imens man med hvert vredesudbrud fra Monster hjælpesløst må gennemleve mareridt efter mareridt, hvor kun et naivt håb om en utopisk barndom holder liv i den ubetingede kærlighed til den fortabte far og drømmen om en lykkelig slutning.

Imens den symbolske kamp i 'Papo & Yo's historie griber fat om selv det mest kyniske hjerte, er det ubehageligt overraskende, når man pludselig tager sig selv i koldblodigt at kaste giftige frøer op mod væggene for at dræbe dem, så Monster ikke kan komme i nærheden af dem. Også selvom det er en Sisyfos-tjans, for frøerne har ingen ende - de bliver ved med at dukke op på ny.

LÆS ANMELDELSEN Så er foråret kommet – som spil

Samtidig er netop manglen på et decideret våben, hvor 'Papo & Yo' for alvor kryber ind under huden, imens ens indre barn langsomt flygter længere og længere ind i den blåøjede fantasi om, at man stadig nå en lykkelig slutning.

Hvor de fleste spil giver os potente våben for at kunne nedkæmpe modstanderne, så blotter 'Papo & Yo' sin spiller og lader barnets sind levere forsvarsmekanismerne.

Genkendelsen afgør køb
Resultatet er sørgeligt og grusomt, for når kun ubetinget kærlighed driver værket, kan man ikke andet end at fortsætte den triste redningsaktion af faderen, der oftere og oftere forvandler sig til et hadefuldt monster med ingen omtanke for sit eget afkom.

Om 'Papo & Yo' er tiden værd, er op til ens egen barndom.

Kan man ikke forholde sig til, at man som barn har skulle passe på sin far eller mor, bliver 'Papo & Yo' let en langsommelig og fortænkt affære, hvor Caballero åbenlyst bruger spillet som selvmedicineret terapi.

Men kan man forholde sig til billede af en forsømt barndom, griber spillet fat og giver - på både godt og ondt - liv til nogen af de mest personlige traumer, som ens voksne sind for længst har låst væk bag selvfornægtelse og had.