Som nyere kulturform får spil skyld for meget. Spil er skyld i en generation af stillesiddende, blegfede børn, der i timevis stirrer apatisk mod flimrende tv-skærme – opslugt af alle andre virkeligheder end den virkelige.

Spil feder, afstedkommer kredsløbssygdomme og korrumperer tillige de fragile børnesind i deres ensidigt gentagne fokus på vold, vold, vold. Så hvad gør så en smart spilbranche, der gerne vil forbedre sit image og undsige sig rollen som nem syndebuk?

Cue Nintendo, der først med deres Wii-konsol sendte vrid i joysticks og svære knaptryk på retræte, fortsætter nu med ‘Wii Fit’. Målet er at ramme bredt og demokratisere spil og særlig deres styring, så alle kan spille med. Nintendos PR-kanoner har ramt plet her midt i en helsetid, for skuet på skindet er ‘Wii Fit’ en bekymret forældregenerations drøm: spil og motion samlet i én og samme pakke. Hvem kan modstå fristelsen?

Umiddelbart indfries løfterne: ‘Wii Fit’ er umulig at spille henslængt i sofaen. Al styring foregår stående på det medfølgende Wii Balance Board, der som en hvid robust badevægt placeres på stuegulvet. Balancebrættet udregner ikke kun spillernes vægt, men også overraskende præcist ens balanceevne og vægtfordeling på benene.

Efter at man som start troligt indtaster sin højde og sendes gennem et par simple, overraskende svære balancetest, udregner ‘Wii Fit’ først ens BMI og derpå ens ’Wii Fit-alder’. Så er der ligesom sat præcist tal på ens kondition. Derpå – med en evig konkurrence i baghovedet – slippes man løs i et træningscenter af muskeløvelser, yoga, aerobic og balancespil side om side. I de mere seriøse øvelser bliver man instrueret af en enten mr. eller mrs. Fitness designet så tilpas anonymt, ustødende og politisk korrekt med sin Nintendoficerede kridhvide hud og udseende.

Al respekt for ideen. Muskeløvelserne er hårde, og instruktionerne holdes korte og pædagogiske. Største fejltrin er dog, at ’Wii Fit’ ikke gør det muligt at skræddersy hele træningsprogrammer fri for forklaringer, forstyrrende knaptryk og afbrydelser af trænere. Eller vejleder spilleren bedre i, hvilke kombinationer af øvelser der netop er egnet til hans eller hendes træningsniveau.

Her afslører ’Wii Fit’ sin sande natur som »spil« over for »seriøsitet«, for som virtuel fitness-træner er det ikke optimalt præsenteret. Nærmeste reelle konkurrent – Sonys ‘EyeToy Kinetic’-spil til PlayStation 2 – fremstår pludselig mere seriøse og velovervejede i deres tilgang til spil og motion.

Balancespillene til ’Wii Fit’ er derimod ovenud fabelagtige: At styre udelukkende med balancesansen giver de mest let tilgængelige spiloplevelser hidtil udtænkt på en hjemmekonsol. Det slår tilmed ’Wii Sports’ ud af banen, fordi det er så umiddelbart kropsligt. Til gengæld snyder ’Wii Fit’ os. Kan kroppens tilstand forsimples til en udmåling i BMI? Eller endnu værre i en useriøs ’Wii Fit-alder’? Hvordan med muskelmasse, fedtprocent eller kropsbygning? ’Wii Fit’ drager konstant hastige postkatalogskonklusioner, for konkurrencer i at ramme den laveste BMI er næppe sundt isoleret set.

På sine bedste dage nuancerer ’Wii Fit’ billedet af spil, hvor man kan trække på skuldrene og hævde, at al motion er god motion. Så selv om ‘Wii Fit’ skal sluges med en vis portion sund skepsis, kan ingen anfægte dets tilgængelighed og demokratisering af spiloplevelser.

Selv ikke en gnaven spilkritiker med en håbløs Wii Fit-alder på 44 år.

Nå, tilbage til badevægten.