Der er en scene tidligt i Godards film ’Bande À part’ (da: ’Outsiderbanden’), hvor de to amerikaniserede unge Franz og Arthur livligt parafraserer scener fra datidens moderne Hollywood-krimier.

Revolverduellerne, de rå one-liners, de sammenbidte kæber. De gengiver det hele – og ganske tro mod 1950’ernes krimidrejebog.

Det er en scene, hvor en stor del af seerglæden beror på genkendelsen. At kunne pege på, hvordan scenen dels stemmer overens med, dels afviger fra f.eks. Jules Dassins hårdkogte 50’er-krimier.

Det er et optrin, der bekræfter de filmhistorisk velinformerede seere om deres overlegenhed, og – omvendt – lukker de mindre filmnørdede ude. Ved at bygge på ’dem og os’, de uvidende og de vidende.

Fortidens strømning af adventurespil

Vender man sig mod computerspillene, så man for godt 15 år siden en strømning på sin vis endnu stærkere end 60’ernes filmiske intertekstualitet.

I kølvandet på 80’ernes ret indadvendte adventurespil begyndte især LucasArts – stiftet af filminstruktør George Lucas – i starten af 90’erne at tænke på kryds og tværs inden for populærkulturen.

’Sam & Max’, ’Full Throttle’ og de øvrige adventurespil var rene værksmosaikker med referencer til alt fra ’Casablanca’ (»Don’t play it again, Sam«) til netop George Lucas selv (en lastbilchauffør i ’Full Throttle’ modelleret efter instruktøren).

Det var computerspil med høje adgangskrav.

Derfor er det ikke overraskende, at adventurespillene hen mod slutningen af 90’erne tabte fodfæste til ’Quake’, ’Diablo’ og de øvrige tempofyldte actionspil. Det er snarere overraskende, at disse indforståede spil overhovedet blev populære.

I takt med at vi som brugere i en stadig mere medialiseret verden generelt har fået mere viden om spil, film, litteratur, musik og populærkultur generelt, er forholdene dog igen blevet gunstige for adventurespillene. Især for de afsnitsinddelte.

Episodisk pirateventyr

Telltale Games genoplivede sidste år ’Sam & Max’, som en spilserie i seks afsnit til download.

I år er turen kommet til ’Monkey Island’: En spilserie, der mere end nogen anden blev kendt for sin høje sværhedsgrad, sine nærmest ’Monty Python’-abstrakte samtaler og sine referencer på kryds og tværs. Der kræver et kreativt klokkeværk af de større at krydse ’Hamlet’ og ’Star Wars’!

’Launch of the Screaming Narwhal’ er det første af i alt fem afsnit om Guybrush Threepwood, verdens – ifølge ham selv og ingen andre – mægtigste pirat, dennes udkårne, Elaine, og dennes ærkefjende, skeletpiraten LeChuck.

Lige som i de gamle ’Monkey Island’-spil er fokus dels på vores kejtede, blonde helts overaktive mundtøj, der får ham i ubehagelig nærkontakt med både dørmænd og damer i nød, dels på at løse gåder.

Jo mere abstrakt jo bedre
Jo mere abstrakt en gåde, desto bedre. En bøtte smør, en fiskestang og et medlemskort til en klub? Det må kunne bruges sammen.

Mere fremtrædende end gåderne er dog den bagvedliggende fortælling, de sære dialoger, der ad omveje både sære og brogede åbner op for denne fortælling, samt – som olien i det velsmurte maskineri – referencerne.

’Launch of the Screaming Narwhal’ favner bredt fra referencer til kunstværker (bl.a. Melvilles ’Moby Dick’) til henvisninger til kulturfænomener (YouTube), og er derudover sprængfyldt af spændstig dialog.

I sine bedste passager når de verbale fægtekampe, hvor man prikker til og hugger sin dialogmodstander ned med spydigheder, næsten et litterært niveau.

Genial genudgivelse
I forbindelse med adventurespillenes renæssance, er det første ’Monkey Island’-spil, ’The Secret of Monkey Island’ fra 1991, samtidig med ’Tales of Monkey Island’-episoderne, udkommet i en ny specialudgave.

Det er et stærkt vidnesbyrd om, hvor kreative spildesignere var allerede for 18 år siden, og et bevis på, at den gode idé stadig er vigtig: Til trods for ny, lækker Technicolor-grafik, er det især ’Secrets’ fortælling, der træder frem.

I  genudgivelsen af 'The Secret of Monkey Island' kan man ved et knaptryk skifte mellem grafikken fra den originale (øverst) til den nye opdaterede udgave (nederst).

Helte og skurke, pirater og unge kvinder i nød kommer og går i ét væk, alt imens der etableres parallelhistorier til selv parallelhistorierne, og fortællingen truer med at kollapse under sin egen vægt.

Det gør den bare aldrig. Alt er doseret korrekt. Det pythonske vanvid med deprimerede skelethoveder, der insisterer på at diskutere eksistentielle emner med én, varieres perfekt med fortællinger om venskab og kærlighed, der giver spillet en uventet sårbarhed.

Højt fortællemæssigt niveau
’The Secret of Monkey Island’ er i sin genudgivne form et eksempel på, hvor højt fortællemæssigt og intertekstuelt niveau adventurespillene havde.

’Tales of Monkey Island’-episoderne repræsenterer et glimt af håb om, at denne elskede genre igen er ved at få sit vovemod tilbage.

Lad os håbe det. For hvor skulle vi ellers få omskrevet Hustons ’Ridderfalken’ med linjer som »It’s the stuff that really boring dreams are made of«?