Vip mobilen og kæl for manden. Klar opvasken i takt til funkmusik eller flyv gennem fordøjelsessystemet som et majskorn. Det skorter ikke på kreativiteten i årets seks afgangsspil fra Det Danske Akademi for Digital, Interaktiv Underholdning, DADIU. Seks spil, der alle viser, hvad spilmediet kan, når udviklerne bag ikke konstant paces frem af kommercielle pust i nakken. Men også seks spil, hvor ideerne funkler i teorien, men flere falmer i problematisk teknisk udførelse.

Bedste eksempel er det mest ambitiøse af dem alle: ‘Play’ – et erotisk mobilspil. Det er rettet mod kvinder og andre med øje til mænd, for spilleren skal kærtegne en mand gennem fem scener. Det er lige dele frækt tænkt og naivt udført. For skildring af erotik i spilhistorien kan mestendels opsummeres til liderlige pornostøn fra pinupper som Lara Croft. Intelligent iscenesat erotik til mobilen er et uopdyrket felt, så her er ‘Play’ en pioner på alle punkter.

Ikke at ‘Play’ dog forløser meget. Snarere har det netop en pirrende uforløsthed som hovedkerne, hvor man i starten snarere frustreres end fascineres. Uden nærmere søforklaringer kastes man ind i håndtegnede erotiske vignetter så som kvindefingre, der smyger sig hen over mandens underarm. Som når hendes negle vandrer ned ad hans ryg og glider hans bukser ned. Eller når deres læber kredser om hinanden som to toreadorer. Hele spillets graciøse erotiske æstetik er en nydelse.

Og når temaet så eksplicit er følelser og erotisk inderlighed, er det kløgtigt, at der ikke er stemningsbulldozere i form af interface, lange forklaringer og knaptryk.

Alt i ‘Play’ spilles udelukkende ved at vippe mobilen frem og tilbage, op eller ned (mobilen har et indbygget accelerometer, der kan måle accelerationen i vippene).

Målet? Så vidt undertegnede gætter, gælder det om at hitte rytmen i kærtegnene og aflure mandens reaktioner. Men præcis hvad man bør gøre hvornår, står aldrig klart. Måske er det netop meningen. Måske ikke. Uanset bevæggrund er det en hæmsko for oplevelsen. Særligt hvis spillet skal ramme en målgruppe, der ikke normalt nyder spil.

Men al ros skal lyde for at lade eksperimentet være eneste pejlemærke, så en erotisk stemning ikke pustes ud af teknikaliteter som knaptryk. Men det er ikke gennemtænkt, at hver gang mobilen vippes, bliver det svært at se, hvad der sker på skærmen for genskin og smal betragtningsvinkel.

Kys til ‘Play’ for modet til at turde udfordre gængse spilkonventioner og tænke erotisk pirring ind i en fascinerende, men også fejlfyldt spilmekanik. ‘Play’ er en idé, der snildt kan retfærdiggøre en hel spilgenre for sig.

Opvaske hero

Netop teknikken kæmper dette års mest stilsikre helstøbte afgangsspil også med. I ‘Dish Washington’ er fjenden dynger af tilsmudset opvask, våbnet er en opvaskebørste, og så skal der ellers skrubbes og skures i takt til that funky groove. Velkommen til ‘Opvaske Hero’, for børst uden for beatet, og opvaskevandet kølnes og pointene mindskes; børst tilpas funky, stabl servicen korrekt, og din guide – funkkrokodillen Dish i øverste venstre hjørne – forguder dig og din rytmesans.

En rosværdig måde at peppe en sur pligt op på med sine skrigende pangfarver, den svedigt funky krokodille og et funkalicious lydspor. Der lurer bare én stor sort plet på hele spildesignet – man mangler fornemmelsen for, om man rent faktisk rammer beatet eller ej med opvaskebørsten styret med musen.

Feedbacken er mangelfuld, for skrubber man fuldkommen i takt, bliver der stadig skudt iskrystaller mod ens opvaskebalje. Unfair siger jeg bare. Unfair over for et koncept, der med sin vellykkede humoristiske vinkling på rytmespil brænder igennem i såvel grafisk flair som forskellighed. Også selv om funkdillen Dish ikke har andet på hjerte, end hvordan opvask gøres sjovt, og hvordan man bedst stabler sit service.

Sur eller glad karma-chauffør?
En anden nyvinkling på nutidens musikspil er ‘Karma Cab’, der forsøger at snige en historie ind under alle de rytmiske knaptryk – denne gang til satirisk pseudoindisk musik. Scenen er en taxa, hvor man som chauffør skal tjene penge via smalltalk med vognens kunder. Spillets stilfulde visuelle design og superbe lydside går i kroppen som et bredt smil, men spillets store twist er, at man selv skal afgøre, hvordan chaufføren skal reagere på kundernes enerverende spørgsmål: God, neutral (læs kedelig) eller ond.

Det kribler i fingrene efter at tilsvine spillets første kunde – en svulstig gris, der frygter alt på sin vej. Bare surt, når man opdager, at ideen om frit humørvalg fordufter efter få minutter. Mest fordi spillets opbygning af rytmeudfordringerne er mere kompliceret, end godt er. Så eftersom alle rytmeudfordringer er på tid, kan man reelt kun nå at afgøre chaufførens humør i de nemmeste udfordringer.

En verden i krystaller

Et mere abstrakt og roligere stoppested for tankerne findes i afgangsspillet ‘Crystalline’, hvor spilleren tøffer rundt i et verdensrum som en krystal udset til at holde universets kaotiske kræfter i skak. Balancen mellem orden og kaos skal opretholdes ved at indsamle små som store krystaller, alt imens kaosrumblæksprutter og ditto slanger napper efter dig og din krystalenergi. Alt flyder nemt og meditativt, men der synes ikke at være de store ambitioner om at tænke mærkbart anderledes. Ekkoer til spil som ‘flOw’, ‘Geometry Wars’ og sågar ‘Asteroids’ popper konstant op i baghovedet. Fint at ‘Crystalline’ vil sætte sig på giganternes skuldre. Bare en skam, at det ikke brænder igennem, men blot efterlader indtryk af ’eksamensopgave løst’.

Mim og irritér
Så er der mere spræl og identitet over mimespillet ‘Its Mime Time’. I præmissen som kvindelig mimiker i Paris skal der via knapkombinationer tjenes skillinger ved dels at imitere folk, dels udføre mimetrick som at hive i et usynligt reb, agere robot eller kravle på stiger i luften. Hele ’banen’ er sat i et fransk cafémiljø og udgøres af en usynlig labyrint, hvis vægge man er nødt til først at afsøge og dernæst memorere, så mimikeren kan nå at komme rundt til alle udfordringerne på banen, inden tiden udløber.

Applaus for en finurlig originalitet og komiske animationer i en spilidé, der dog aldrig udfolder sit potentiale. Måske fordi spillet ikke ved, hvor det vil hen. Skal vi føle sorg, glæde eller grin over mimikeren? ’Falde på halen’-komikken styrer showet, men ganske som i virkelighedens verdenskynisme er mimikeren kun morsom i et par minutter. Derefter bliver hun bare røvirriterende. Hvis netop det er spillets subtilt indlagte bivirkning, så bravo. Men det lader til at være mere held end vision.

Et majskorns forunderlige rejse

Sjette og sidste afgangsspil ‘A Corny Voyage’ skildrer et ufordøjet majskorns farefulde færd gennem et menneskes fordøjelsessystem. Absurditeten hersker, når man med musen skal styre majskornet mod det endegyldige mål: passage gennem anus og dermed flugt fra fordømmelse til opløsning i mavesyre. Nok kan det lyde grotesk uappetitligt, men i praksis føles det som en indre dannelsesrejse gennem et ukendt univers udstukket af det lille majskorns slalomløb mellem tilpas glinsende tarmvægge, sleske spoleorme og klistrede fækalier.

Man rives fra første scene med i majskornets drømmefærd indrammet af et tilpas udsvævende lydspor, der komplementerer billedsiden. Der hviler en særegen følelse af katarsis og indre ro i majskornets kapløb mod frihed. Nemt er det ikke. Men sådan skal det gøres. Sådan udviser et spil sans for storheden i det mindste og skønheden i detaljen undfanget i en enkel, elegant idé.

Nuvel corny, men stadig et majskorn, der for evigt er kommet på afveje og har brændt sig fast i denne kritikers nethinde og hjerte.