På papiret er ‘The World Ends With You’ umuligt. Den første time føles som én lang eksamen.

Ikke alene får man kastet uoverkommelige mængder informationer og tal i hovedet. Sværhedsgraden dikteres også af hårde fjender, en kringlet historie og så nådestødet: at styre med to forskellige hovedpersoner på to forskellige skærme på Nintendo DS. Samtidig.

Det er rablende vanvittigt spildesign, men samtidig en elegant modpol i en tid, hvor nem tilgængelighed og hurtigt fordøjelige småspil er strømpilen for digital underholdning.

Det mystiske dødsspil
‘The World Ends With You’ (TWEWY) kender sin målgruppe og ignorerer resten. Spillet er baseret på japansk mode- og ungdomskultur krydret med gamle myter indrammet af Tokyos trendy Shibuya-distrikt. Starten går, da hovedpersonen – den indadvendt gnavne og misantropiske teenager Neku – filtres ind i et mystisk dødsspil.

Hver dag tikker en sms med en mission ind på Nekus mobil, og udføres opgaven ikke inden deadline, bliver han ’slettet’ fra verden. Med tikkende stopur ætset ind i håndfladen, kører han dødsspillet over en uge, hvor han indledningsvis modvilligt allierer sig med pigen Shiki og et magisk emblem.

Med det i hånden kan Neku læse folks tanker i Tokyos gader og se de ellers usynlige fjender kaldet ‘Noise’, der huserer overalt i bydelen.

Ikke for ugarvede
Er man begynder i rollespil, er TWEWY et kulturchok. For det første er der – som genren dikterer – dynger af dialog at klikke sig igennem. Når man endelig får lov at styre showet selv, er der et virvar af informationer og tal at forholde sig til for at optimere ens figurer til kamp.

Og når de ruller, er kampsystemet sadistisk svært fordelt over DS-konsollens to skærme. Ganske vist kan spillet selv overtage kampstyringen på det øverste billede, men det ændrer ikke, at starten er så overvældende svær, at man ofte har lyst til at sende spillet med første fly tilbage til Tokyo.

Men så indtræder magien, hvis man hænger i. For med ét kan man overkomme begge kamphaner på en gang, pludselig giver talhelvedet mening, og så styrer man selv spillet og ikke omvendt. Jo mere uoverkommelig en udfordring synes, des mere frydefuld er den, når den besejres.

Friske vinkler risikerer at drukne
Der er møgirriterende smuttere i spildesignet såsom ingen automatisk gemmefunktion eller mulighed for at skippe dialogsekvenser.

Under spillets kølerhjelm gemmer sig til gengæld flere interessante nyskabelser, såsom mulighed for trinløst at ændre sværhedsgraden, selv vælge, hvornår man vil kæmpe, eller at ens figurer også indtjener erfaringspoint, når man ikke spiller spillet. Alle friske vinkler, der nemt drukner i spillets stejle indlæringskurve.

Spillets budskaber såsom venskab overvinder alt, metropolens opløsning af individualiteten og menneskets evindelige kamp for overlevelse mod verdens larm (det er jo trods alt ‘Noise’, man kæmper mod) føles ofte forudsigelige, men stadigvæk mere samfundskritisk sigende end genrens sædvanligvis tandløst fortærskede fantasy-temaer.

Hvis nutidens spilmarked har kronet brugervenlighed og lettilgængelighed som konge, er dette den rebelske oppositionsleder.