Hvad kan spil udtrykke, hvis de ikke er kneblet af kommercielle interesser?

Givetvis både alt og intet.

Bedømt ud fra årets fem afgangsspil kæmper mediet stadig med, hvordan det bliver mere end ren underholdning. Spillene er skabt over to måneder i tværfaglige grupper af studerende fra bl.a. Den Danske Filmskole og Danmarks Designskole, så håndværket er solidt, men mangler i sidste ende vovemod.

For hvis ikke designere af afgangsspil kan eksperimentere med gradbøjninger af spilmediet, hvem kan så?

Nevermore

Af årets fem spil er det mest huskværdige ‘Nevermore’. Scenen er en skolegård, hvor lillepigen Anna er mobbeoffer for en hob konforme grå bøller. Hendes talende teddybjørn Mr. Huggles vil muntre hende op, så han foreslår, at de tegner en hinkerude med blodrød farve.

I al sin morbide enkelhed går spillet derfor ud på, at Anna flænser sine mobbere med en kolossal køkkenkniv og suger ofrenes blod op med teddybjørnen, så hun kan få tegnet sin hinkerude, inden klokken ringer til time. Aggressionerne overdøver al fornuft og rundbordssamtaler i kampen mod mobning, og det ekstreme bærer pointen i sig selv.

Spildesignet går samtidig efter en overgearet tegneseriekomik, når et enkelt knivsving slynger fire mobbere på himmelflugt, mens blodet fosser ud af dem som røde regnbuer. At gentage det blodbad i tre minutter i træk for at indsamle nok blod bliver hurtigt trivielt, og pointen bliver unuanceret, for spillet giver aldrig sin spiller et reelt valg.

Skildringen af Annas zombie-apati og hendes psykotiske teddybjørn er ramt på kornet, og den skarphed forpligter. Så selv om stilen kan bære et spil i sig selv, bliver den ‘Nevermore’s akilleshæl, når spildesignet ikke magter at matche dets morbide visuelle vision.

Karin and the Hidden Lake

Mere kærligt er årets andet afgangsspil, ’Karin and the Hidden Lake’, hvor en høj lyshåret kvinde i solnedgangens sidste stråler drager ind i en mørk skov for at finde sin drømmemand. Straks omhylles hun af skovens mørke ånder, der flår kjolen af hende, så blottet og ubevæbnet skal Karin i sit bleghvide undertøj løbe igennem skoven, mens hun plukker lysende hvide blomster, der holder skovens mørke stangen for en stund.

I sig selv mere lyrisk end legende, og meningen kommer først i klimakset, hvor Karin konfronteres med sit eget spejlbillede i en skovsø. Med ét skal spejlbilledet styres ned til skovsøens bund for at finde Karins kjole, så hun med fornyet kraft overvinder skovens mørke og spurter ud i solopgangens lys, hvor drømmemanden venter.

Som oplevelse er spillet elegant, men også fortærsket i sit freudianske metaforvalg. Som spil betragtet er det frustrerende svært at skimte skovens ånder, styringen er ligegyldig og generelt komplementerer spildesignet ikke den overordnede tematik.

Bedre er lydbilledet med munter folkemusik iblandet growl fra skovens ånder og til start og slut blødt op af Vigga Bros glødende fortællerstemme. ’Karin and the Hidden Lake’ er mindre et spil og mere et spilbart digt over emner, der alt for sjældent sættes på spil: kærlighed, vovemod, udforskning af jeg’et og tab af uskyld. I dette tilfælde dirrer temaerne stadig flirtende og uforløste, men det er i det mindste et pirrende forspil.

Slug ’N Roll

Mere spilbart er ’Slug ’N Roll’, der er årets mest traditionsbundne afgangsspil, hvor man spiller en ’almindelig’ snegl, hvis koloni bliver invaderet af de såkaldte dræbersnegle. Glem de dybere meninger, for det handler primært om at rulle sig sammen i sneglehuset og som en levende bowlingkugle brage ind i de angribende dræbersnegle.

Resten af spillet går med at udforske en stor have set fra snegleperspektiv, hvilket afgjort er medrivende, men man mangler pointen. At caste en snegl i rollen som actionhelt er opfindsomt, og 3D-haven er en teknisk bedrift, men hvorfor ikke udnytte sneglens verden og egenskaber bedre – f.eks. ved at verden omkring den bevæger sig ekstremt hurtigt eller at den som snegl kan kravle på lodrette flader? Når idealet alligevel er ren spas set fra sneglehøjde, er det forspildt potentiale indpakket i god teknisk udførelse.

Exodroid

Samme kritik tilfalder ‘Exodroid’, hvis skabere udviser større talent for filmsekvenser end spildesign. Rammen er en seksbenet, men derudover ganske menneskelignende robot, der smidt ud på robotternes digitale mødding samler sin sidste sjat batterikraft til et flugtforsøg.

Som en slags adræt mekanisk edderkop går flugten gennem snævre gange i én lang ensporet klapjagt, mens man har en hær af mørke fangevogter-robotter på nakken. Det minder i stil om et typisk racerspil a la ’WipeOut’ blandet med nærkamp.

Styringen synes præget af tilfældigheder, men de skiftende omgivelser, det evigt hæsblæsende tempo og de synligt instruerede filmsekvenser oser af habilt håndværk. Og ideen med at kombinere et racerspil med et kampspil har absolut potentiale. Desværre føles ’Exodroid’ lettere ligegyldigt, når det vigtigste for både racerspil og kampspil – styringen – svigtes til fordel for tempo.

Puzzle Bloom

Kampen mod robotterne er også primus motor i det femte afgangsspil ‘Puzzle Bloom’, der afgjort er årets mest ’færdige’ spildesign og rummer de bedste gåder. I hovedrollen er en lysende irgrøn naturånd, der vågner op på en trøstesløs mekaniseret og grå planet.

Teknologiens triumf over naturen har gjort planetens store gorillalignende dyr til hjernevaskede arbejdsslaver for den herskende robotrace.

Som ånden skal man ’besætte’ gorillaerne en for en, og dermed styre dem rundt i en række labyrinter. Gåderne består i at få gorillaerne til at åbne døre for hinanden og dermed gradvis forcere labyrinten. Belønningen serveres, så snart man når til bestemte steder på banen: Pludselig blomstrer jorden til live igen, farverne vender tilbage til planeten, og til sidst skyder et kæmpe træ op i midten, mens robotterne bliver fortrængt.

Hvem, hvad og hvorfor denne planet skal reddes, forklarer spillet desværre aldrig. Historien er ikke-eksisterende, men det er en fryd, når farverne siver tilbage, og død jord springer i naturligt flor. Men et solidt grafisk look, en habil styring og et begavet gådedesign giver ‘Puzzle Bloom’ pondus nok til at være kladde for et nyt dansk spil med globalt potentiale.

Endda med en prisværdig dagsorden.