Når kopibeskyttelsen ellers vil lade en spille ’The Settlers 7’, så er der meget at glæde sig over.

Har man nogensinde set et spil i serien, så vil landsbyerne omkranset af skovidyl med deres små livlige indbyggere der haster frem og tilbage mellem bygningerne med varer og knokler løs med at fange, fælde, bygge og bringe diverse fornødenheder straks virke bekendte.

LÆS ARTIKEL Ny kopisikring straffer de lovlydige

Grafikken er knivskarp, frodig og farverig og man kan nemt fortabe sig i det pulserende lilleputliv. Men det må man ikke. For bag tegneserieindbyggerene og landsbyidyllen, gemmer der sig et avanceret og sindrigt virvar af små tandhjul, der alle skal holdes. Alt i ens landsbyer afhænger af hinanden.

Og glemmer man et lille element, så kan hele den virtuelle samfundsøkonomi gå i stå – bevares, vi er stadig i hyggeland, så ingen dør af sult, fordi bageren ikke har fået den leverance af værktøj, han skal bruge for at lave melet til brød. Men man bliver overhalet af computeren, eller online-modstanderen, der bygger et konkurrerende samfund lige på den anden side af bakketoppen. Og taber.

Fortravlet bygherre
’The Settlers 7’ er en hybrid mellem to genrer. City builder-spil, hvor man laver byer og infrastruktur, og real time strategy, hvor man udtænker strategier og kæmper mod en modstander uden muligheden for at pause eller tage ture (som i brætspil).

Men hvor mange city builders også handler om at kreere æstetiske byer, så griber det andet aspekt forstyrrende ind her – der er simpelthen så mange ting, der skal gøres og styres, at man ikke har tid til at nyde sit selvbyggede idyl. For at overtage områder af kortet skal man bygge soldater (erobre), præster (konvertere) eller købmænd (bestikke). Men alle typer enheder kræver en kompleks bagvedliggende infrastruktur.

En præst skal have en kirke af tømmer og sten, øl (!), mad og et sted af bo. Sten skal hentes i stenbrud, træ skal fældes ét sted og laves til planker et andet. Øl kræver både korn, værktøj og et bryggeri. Det er et komplekst system, der kræver at man overvejer hvert træk nøje.

Mangler man et led i kæden, så skal man overveje, hvad der skal bygges for at skaffe det – eller om man kan gå en anden vej og undvære. Kompleksiteten er forrygende, og de glade farver og den solbeskinnede idyl snyder, da spillet uden at undskylde gerne lader dig bygge dig op i en krog, hvor du ikke umiddelbart kan redde dig ud af igen.

Krig koster
Som et sindrigt brætspil vindes ’The Settlers 7: Paths to a Kingdom’ ved at nå et bestemt antal sejrspoint. Disse uddeles for at nå forskellige delmål. Hvert kort har flere point, end der kræves for at vinde, så slutspillet er tit kampen om det sidste point med enkelte point, der skifter hænder flere gange. Vejen til points er vidt forskellige, så hvert kort kan have adskillige lige gode strategier Deraf undertitlen.

Selv om krig er en del af spillet, så er dette element meget abstraheret og du styre ikke enhederne. Kun hvilke og hvor mange din infrastruktur kan understøtte. Der er et væld af ting man skal gøre i spillet og kampagnen lemper dig ind i dem på en fin måde, hvor hvert nye kort, lader sig spille på lidt flere strenge... for så pludselig at lade dig ramme en stigning i sværhedsgraden, der føles som at kollidere med en mur.

’The Settlers 7’ er ikke et nemt spil, men så meget større er tilfredsstillelsen, når man kommer videre.