Trine Ross:

Ildfluer er tilsyneladende et tilbagevendende motiv for samtidskunstnere fra ind-og udland: Danske Nikolaj Recke stod i 2001 bag videoværket ' From a certain distance, everything looks good' med ildfluer på Nørrebro, mens man indtil for nylig kunne opleve den amerikanske fotograf Gregory Crewdsons serie ' Fireflies' ( 1996) på Det Nationale Fotomuseum i Den Sorte Diamant.

Måske er det disse forbindelser, der har fået folkene bag ' Flight of the Fireflies' til at slappe lidt for meget af og bare gå ud fra, at den kunstneriske dimension er på plads. Men det er den ikke, og det skyldes først og fremmest, at der i så høj grad er tale om et spil, hvor man skal samle samtlige ildfluer for at komme videre. Havde det i stedet stået spilleren frit for at udforske det natlige univers ved hjælp af de glødende insekter, havde det været en anden, og langt mere kunstnerisk interessant, snak.

Thomas Vigild:

Når første sætning er »hovedtelefoner og mørke anbefales«, skal det tages helt bogstaveligt. For at spille ' Flight of the Fireflies' i dagslys med iPad'ens højttaler på er at gøre vold mod et stoisk og meditativt stemningsværk, der i høj grad lever i samspillet mellem ildfluerne og baggrundene på skærmen samt musikken i hovedtelefonerne.

Spiller man efter forskriften, bliver man hurtigt suget ind i jagten på ildfluer over fem - desværre - ikke så forskellige baner, og hver eneste gang man finder en ildflue, kobles det til toner. På skæv vis prøver spillet samtidig her at være et musikinstrument, hvilket indledningsvis fungerer, men over tid mangler det mere pondus og eftertænksomhed.

Og her kommer spillets regler også i vejen for kunstoplevelsen: Når man partout skal hitte alle ildfluer for at klare banerne, spolerer man den meditative stemning.