Ligesom 'Dragon's Lair' blev også 'Prince of Persia' (1989) fejret på grund af spillets flydende og elegante animationer.

Men spillet har derudover ikke meget tilfælles, da det i højere grad er et spil snarere end en interaktiv film. HIstorien er igen, at en ung og lidenskabeligt forelsket knægt er indespærret i et grumt fængsel, altimens den onde Jaffar vil tvinge heltens udkårne prinsesse til at indgå tvangsægteskab. Og der er kun en time til hendes skæbne bliver beseglet, så det er om at rubbe neglene og hoppe, løbe og springe sig vej fra fangekælder til paladsets tårnkammer.

Spillets skaber Jordan Mechner videooptagelser af sin bror for at studere, hvordan menneskekroppen bevæger sig, og det var disse iagttagelser, der afstedkom de meget livagtige og hidtil uset realistiske animationer i spillet. Og det holder stadig den dag i dag.

Perfekt præcision

Animation kan ikke redde noget spil alene, men i modsætning til 'Dragon's Lair' rummer 'Prince of Persia' et glimrende og fængende gameplay. De enkelte baner er yderst intelligent komponeret og tilpas udfordrende til, at man bliver hængende.

Samtidig er styringen mesterligt oversat til en trykfølsom skærm. Spillet kræver stor præcision, da et enkelt fejltrin betyder, at helten styrter direkte i døden. Præcisionen er opnået ved, at man både har mulighed for at få helten til at løbe - hvilket er nødvendigt for at hoppe tilstrækkelig langt - samt liste sig langsomt frem, hvilket skal bruges ved de hasarderede afsatser, hvor man for alt i verden ikke må træde et skridt for langt.

Uheldig skavank

En skavank er dog, at spillet ikke gemmer din fremgang, hvis du afbrydes af eksempelvist et telefonopkald. Godt nok har man mulighed for at vælge en vilkårlig bane i starten af spillet, men det ville nu have været bedre med en ordentlig gemme-funktion.

Til gengæld kan du med den indbyggede Facebook-funktion fortælle dine venner, hvor prinse-agtig cool eller rystende ringe du er til at spille dette yderst vanedannede spil.