Allerede ved de første spage toner, melder nostalgiens vinde sig. De, der var unge i 1980'erne, vil nok vide, hvad jeg taler om, for når barden spiller på sin lut, ved man, at et af alle tiders bedste rollespil venter forude. Bard's Tale tog verden - i al fald 8-årige jeg - med storm, da spillet udkom i 1985 og frarøvede mange en teenager nattesøvnen.

Store...
Meget er som det altid har været. Her er stadig masser af toner, der skal læres, for det er ved at spille på sin lut, at fjenderne kan besejres. Dog kan sværdet nu også gøre gavn. Og her er stadig masser af lummer humor. Faktisk så meget at det næsten kammer over. Barmfagre møer og fordrukne tyve og andet godtfolk, der typisk taler med stærk irsk accent, fylder rigelig meget i spillet. Og Barden himself er naturligvis noget af en liderlig stodder, der mest af alt gennemfører sin missioner for at komme i lag med damerne. Og der er da også masser af missioner at gå i gang med, som enten følger den overordnede fortælling eller udgør mange af de interessante side-historier.

Ujævnt design
Grafik er spillet en noget speget affære. Meget af universet forekommer ret pixeleret og vidner om en noget ujævn konvertering til iOs-platformen. Den lidt knudrede grafik gør desværre også, at man godt kan miste overblikket, når kampene for alvor udvikler sig til hektiske begivenheder. Man skal også lige vænne sig til styringen, der foregår med et lille, virtuelt joystick i nederste venstre hjørne samt et par felter til angreb og forsvar placeret rundt omkring på skærmen. Disse tekniske småfejl opvejes dog af det yderst fængende og meget omfattende gameplay.